Forelsket - hvordan finder jeg ud af om det er gengældt?

Jeg er en pige på 18 år. I snart et år har jeg været dybt forelsket i min klassekammerat, som jeg skriver en del med.
Jaaa, faktisk skriver vi sammen fra morgenstund til midnat. Jeg er dybt-dybt forelsket i ham, og bare tanken om at vi snart afslutter gymnasiet, og at han ikke længere skal være i min hverdag gør mig deprimeret.

Jeg ved ikke,... jeg kan slet ikke beskrive, hvad han gør ved mig. Hvis han ikke skriver, er min dag ødelagt, hvis han har det dårligt ,får jeg det også dårligt.

-Mine bedste veninde siger at måden vi skriver på er direkte flirt, og at han nok sandsynligt også kan lide mig, når han bruger al sin fritid på at skrive med mig.

Meeen jeg kan ikke se det. Jeg tænker hele tiden på, når han ikke skriver, at han måske har fået kolde fødder, at jeg nok alligevel ikke er god nok.
Ved godt det lyder mærkeligt, men min pointe er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke sige det direkte til ham, det er bare ikke mig. Men hvor kan han dog bare styre mit humør. Alle de andre fyre er ligegyldige, og jeg har prøvet at date andre, men jeg kan ikke, jeg sammenligner "ham" hele tiden med de andre fyre. Der er ingen som ham.

Hvad synes I, jeg skal gøre, udover at jeg flirter med ham, og tror I, at han ved, at jeg synes så godt om ham, når jeg stirrer på ham og giver ham "Blikket" og også bruger al min fritid på at skrive med ham? Han ville da ikke bruge al sin fritid på at skrive med mig, hvis han ikke kunne lide mig, vel?

Jeg ved det ikke, det eneste jeg ved er, at jeg er dybt forelsket i ham og har hele tiden lyst til at tude, fordi jeg er så vild med ham, men ved ikke om han også kan lide mig... Hjælp, den fortabte :(




SVAR:

Kære forelsket

En forelskelse sætter sig i hele kroppen og sindet, og det er dejligt, skønt og livgivende.. men det er også en kraft, som kan blive til en stor belastning, hvis den bliver ved at hobe sig op og ikke får lov at forløse sig. Det er sådan jeg hører, at du har det. Du er ikke i tvivl om dine følelser for ham, men du har ikke fået det forløst. Du skriver, at du ikke kan sige det direkte til ham – for det er bare ikke dig. Men der er ikke anden vej udenom. I skal have snakket med hinanden – face to face. Selvom du måske synes, det er mærkeligt, så er det alså ikke sikkert han kan læse dine tanker. Du kan f.eks ikke læse hans, for du siger jo, at du er usikker på, hvor du har ham, og det påvirker dig naturligvis rigtig meget.

Styrken og svagheden ved sms

Sms-kommunikationen er et fantastisk middel til at holde kontakt med hinanden, det er nemt, hurtigt og befriende fordi, der ikke er nogen, der sidder og ”måler og vejer” det man skriver, mens man skriver, så man bliver usikker eller noget. Det er sikkert også derfor, at I har fået den gode sms-kontakt med hinanden. Det er nemmere, end hvis I skulle ringe op til hinanden flere gange om dagen, eller sidde og sende små sedler i klassen el. lign. Jeres sms-kommunikation kan være meget mere fri og spontan. Men det som på den måde er styrken ved sms, det er også svagheden. For I kan kommunikere så meget via sms, at det bliver en barriere for jer at kommunikere med hinanden ”face to face”. I kan hurtig sende en hyggelig sød og opmuntrende sms til hinanden, men det kræver mere at sætte sig hen ved siden af den anden og sige: ”Jeg bli´r glad for at se dig – dejligt at du er her”. Netop fordi sms ikke kræver så meget, så kan I tage langt flere ”modige skridt” på sms, end I vil gøre, når I er sammen. Det er med til at skabe forvirring – for hvis du ikke sørger for, at der er sammenhæng mellem den kommunikation, du dyrker med ham på sms, og det som I har sammen ellers, hvad er så det mest ægte? Hvordan skal han kunne tolke det? Og hvad tror du selv? Den usikkerhed kan skabe en barriere i jeres face to face samvær.

Du kan faktisk gennem sms bygge et helt psuedo-fællesskab med ham op, fordi det udelukkende eksisterer som sms-flirteri, som du kan bruge som afsæt til at fantasere…. men du kan ikke omsætte det til noget i det fysiske rum, det fællesskab som I har med hinanden i skolen. Derfor… der er ingen vej udenom. Du skal have talt med ham – så det I har bygget op via sms må stå sin prøve.

Tag springet – løb risikoen

Det er klart, at det er meget sårbart. For du udleverer dig selv, og det du risikerer er, at han ikke er interesseret. Men den risiko er du nødt til at løbe. Hvis ikke du løber den, så kommer du aldrig til at smage kærligheden.

Planlæg det. Send evt. en sms til ham (jeres trygge ufarlige kommunikationsform) og skriv, at du har brug for at mødes og få talt med ham om jeres forhold.

Du kan også skrive et rigtig brev til ham (på papir) og aflevere det til ham i skolen. Det er måske det bedste. Sig at du gerne vil have, at han læser det, når han er alene. Skriv, at du har nydt jeres sms-kontakt rigtig meget, og at han betyder meget for dig. Du kan være helt ærlig og sige, at du har rigtig svært ved at finde ud af, hvordan du skal fortælle ham, at du er forelsket i ham. Du ønsker, at I kunne mødes og snakke om det. I har allerede så meget sammen gennem jeres sms-kontakt, men du er også lidt forvirret omkring, hvad jeres kontakt betyder for ham. Selvfølgelig skal du skrive det med dine egne ord, og naturligvis kun det som du synes, vil være godt at få sagt. Men hvis du vælger at skrive et brev, så skal du i hvert fald sikre dig, at du har gjort det helt klokkeklart og tydeligt, så han ikke kan misforstå dig. Det skal være helt tydeligt, at du er dybt forelsket i ham, og at du ønsker at høre, om det er gengældt.

Jeg ved godt, at det er nemmest at vente på, at han tager initiativ. For så er det ham, der udleverer sig, og så kan du være den lettede part, der ikke skal springe ud på dybt vand og løbe risikoen. Men da du er så afklaret med dine følelser, som du er, så synes jeg, du skal tage springet.

. Alt tyder på, at du er der, hvor du har brug for en afklaring af jeres forhold. Og med det kendskab du har til ham, så er der ikke grund til andet end at tro, at han under alle omstændigheder ikke ønsker at ydmyge dig. Han sætter helt sikkert pris på dig… Jeg vil ønske dig rigtig god fornøjelse med det. Spændende. Go for it !

Kh Benna



---------------------

Skrevet af Benna Asmussen Hørlück, journalist og redaktør

Udskriv svar
Send til en ven

Bibelen og sex

Hvis du ønsker at vide mere om vores kristne grundsyn på sex, kan du læse artiklerne:

Sex i Bibelen
Sex i Bibelen - på den gode måde
Sex i Bibelen - stærke sager
Bibelen og ægteskabet
Det står vi for

Copyright 2005 AdamogEva.dk. Alle links og korte citater med kildeangivelse er velkommen.
Støt Adamogeva.dk