Grundlag og formål

Rådgivningsportalen AdamogEva.dk blev oprettet i 2006 i et samarbejde mellem jesusnet.dk og en række kirkelige foreninger og ungdomsorganisationer.

I dag drives AdamogEva.dk af Indre Mission med støtte fra vores sponsorer og annoncører.

Formål

Formålet med AdamogEva.dk er at oplyse og vejlede ærligt og fordomsfrit om krop, følelser og seksualitet samtidig med, at vi er loyale overfor en klassisk kristen etik. Det betyder, at vores opgave er todelt: Dels giver vi sundhedsfaglig oplysning, og dels giver vi værdibaseret vejledning til livet.

Det er vores overbevisning, at vi med udgangspunkt i den kristne etik kan tilbyde et stærkt og holdbart supplement til øvrig seksualoplysning og samlivsrådgivning for store børn og unge i alderen 11-25 år. Det kristne syn på sex og samliv er ikke kun relevant for kristne, men for alle mennesker, som vil leve i overensstemmelse med det, vi er skabt til at leve i og under.

Formålet med rådgivningsportalen AdamogEva.dk er at tilbyde praktisk oplysning og vejledning i alle spørgsmål vedrørende følelser, krop, seksualitet og samliv. Vi vil vise, det er muligt at tale åbent og frit om sex uden at pakke det ind i sjofelhed eller pornoficering. Vi vil også tage alvorligt og besvare spørgsmål om rigtigt og forkert, sundt og usundt.

Vi mener, at mennesker er skabt som seksuelle væsener med behov for hjælp til at kontrollere seksualdriften, så den ikke nedbryder og sårer os, men er med til at opbygge os til hele og sunde mennesker.

Vi ønsker at give store børn og unge en større forståelse af deres egen seksualitet og dens sammenhæng med kærlighed og følelser, ligesom vi ønsker at give dem et kvalificeret grundlag at vurdere ud fra, når de møder seksuelle udfordringer.

AdamogEva.dk henvender sig til store børn og unge i alderen 11-25 år.

Grundlag

Rådgivningsportalen AdamogEva.dk tager udgangspunkt i et positivt værdibaseret syn på seksualitet og samliv, hvor der ikke er nogen tabuer, og hvor vi kan vejlede i alle relevante spørgsmål. Samtidig tør vi tale om, hvad der er sundt og rigtigt, og hvad der er usundt og forkert.

Grundlaget er det kristne livs- og menneskesyn, som tager afsæt i, at vi er skabt af Gud til at leve i overensstemmelse med hans plan og vilje, som den er indbygget i skaberværkets livslove, og som den er fortalt til os i Bibelen.

Vi mener, dette menneskesyn yder den bedste respekt for det enkelte menneskes integritet og behov på alle planer.

Indhold

Rådgivningsportalen AdamogEva.dk består af fem hoveddele:

  • En temadel, som sætter fokus på forskellige temaer. Hvert tema består af udvalgte artikler og svar.
  • En artikeldel, hvor relevante emner tages op i mere principiel form.
  • En leksikondel, der giver faktuel oplysning om emner indenfor følelser, krop og seksualitet. 
  • En anonym brevkasse, hvor det er muligt at få mere specifik vejledning, og hvor der bliver taget mere direkte stilling til etiske spørgsmål.
  • En ressourcedel med tilbud om rådgivning og mulighed for at bestille materialer.

Temaer, artikler og svar på AdamogEva.dk mærkes efter den aldersgruppe, de særligt er skrevet til.

Indholdet skrives af fagligt kompetente personer: læger, pædagoger, psykologer, teologer, jordemødre, lærere, præster og andre fagpersoner, så der opretholdes både en høj kvalitet og et læsevenligt niveau, der passer til målgrupperne.

Svarene i den anonyme brevkasse er personlige og afspejler de enkelte rådgiveres personlige tro og opfattelser.

 

Tre primære målgrupper

  • Store børn og unge i alderen 11-15 år som søger hjælp til bl.a. at forstå, holde af og håndtere deres seksualitet
  • Unge 15-18 år som søger hjælp til bl.a. at forstå og holde af deres seksualitet og følelser
  • Unge (par) i alderen 18-25 år som søger hjælp til bl.a. at skabe et godt og givende samliv på kærlighedens præmisser

Sekundært er målgruppen forældre, lærere og pædagoger, ungdomsledere og alle andre, som har brug for hjælp til seksualoplysning og samlivsvejledning, der bygger på kristne etiske værdier.

 

Ansvar

Rådgivningsportalen AdamogEva.dk er en del af Indre Missions Familiearbejde og er økonomisk og juridisk underlagt Indre Mission i Danmark.

Annoncer