Kan I svare på de sex-spørgsmål her, som kristne aldrig taler om?

Hej! Vi er nogle tøser, som har nogle spørgsmål vi gerne vil finde et svar på.

Hvor tit dyrker man sex efter man er blevet gift? Dyrker man sex når kvinden har menstruation? Dyrker man sex mens kvinden er gravid? Bliver det mindre efter man har fået børn? Stopper man på et tidspunkt med det f.eks. når kvinden kommer i overgangsalderen?

Er det normalt med oralsex og analsex i kristne kredse og hvad siger bibelen til det?

Hvad tænker mænd om oralsex og analsex?

Vi har ikke en mailadresse uden vores navn, derfor har vi ikke tilføjet den og vil blot vente på svaret til det kommer ind på hjemmesiden.

Kærlig Hilsen "De fire tøser" 25 år


SVAR:

Kære tøser

Tusind tak for jeres spørgsmål. Jeg beklager, at I har måttet vente så længe på svar. I har ret i, at det er nogle emner, der ofte er vanskelige at tale om. Det kræver stor tryghed og gensidig tillid at lukke andre ind i det sårbare og private felt, som ens eget sexliv er. Det tror jeg, er noget af grunden til, at mange seksuelle emner forbliver uberørt. Vi har ikke lyst til at kommentere og blande os, fordi vi er blufærdige og ikke vil afsløre tanker eller frustrationer fra vores eget sexliv.

Derfor er det rigtig dejligt, at I stiller de spørgsmål her - for selvfølgelig fylder de noget for mange.

Jeres spørgsmål er meget åbne og generelle formuleret, og jeg kan ikke fornemme om de hænger sammen med nogle konkrete udfordringer/dilemmaer for jer. Jeg vil derfor give jer en del af svarene ved at henvise til andre spørgsmål, der helt konkret kommer ind på nogle af de emner I nævner. Jeg tror også det kan være en hjælp for jer at mærke, at jeres spørgsmål er relevante nok, og der er andre der spekulerer i det samme og har søgt hjælp til forskellige konkrete situationer.

1.Hvor tit dyrker man sex, efter man er blevet gift?

Det findes der ikke et svar på, fordi hvert par i gensidig respekt for hinanden finder frem til det, som passer godt for dem. For nogle kan sex hver dag være helt oplagt, og måske flere gange dagligt i perioder, hvis tid og anledning er til det, andre perioder er det måske et par gange om ugen, og andre igen nogle få gange om måneden, og måske oplever man perioder med sygdom, sorg eller andre forhold, som betyder, at behovet for sex ryger lidt i baggrunden.

Samtidig er vi er forskellige, og nogle føler større behov for sex end andre. Det er en udfordring for hvert par, at finde en balance, så begge føler deres behov værdsat og respekteret. Der er rigtig meget at sige om den udfordring, og I kan også finde flere svar her på hjemmesiden, som handler om det dilemma, at lysten til sex ikke nødvendigvis er ens for begge parter. Det helt centrale i en løsning på det, er gensidig forståelse, empati, respekt, omsorg, tålmodighed og kærlighed.Sex må ALDRIG blive til krav, tjenester, led i en "handel" (hvis du går med til, så skal jeg nok...) pres, ydmygelser eller andre negative toner.

Til jeres spørgsmål vil jeg også sige, at jævnlig sex hører til i et intimt og fortroligt ægteskab. Det er bibelsk og sundt. Nærheden er vigtig i et forhold, så hvis sex af forskellige grunde bliver til en sjældenhed, så er det værd at se hinanden i øjnene og få snakket om, hvor højt I egentlig ønsker at prioritere nærheden.

Så det vigtige svar er ikke, at finde en bestemt ægteskabsnorm for, hvor ofte man bør have sex, men at I finder ud af, om I hver især har det godt med den prioritering sex har i jeres forhold.

Links jeg vil henvise til her fra siden:

Kan vi opnå et bedre og mere stabilt sexliv?

Min mand mangler sexlyst, hvad gør jeg?

Gift og lykkelig, men hvordan får vi et godt sexliv?

Hvordan se og forstå hinandens behov?

2. Dyrker man sex, når kvinden har menstruation?

Det er kun jer selv, der afgør det. Hvad synes I selv, er rart? Mange oplever nok, at der er nogle dage under menstruationen, hvor blødningen er kraftig, og man måske derfor vælger at vente nogle dage. For andre betyder det ikke noget og man vælger måske bare at have sex i badeværelset, hvor det er let at gøre rent, eller med et håndklæde under. Det vigtige er stadig, at man lytter til hinanden, tager hensyn og viser gensidig respekt.

3. Dyrker man sex, når kvinden er gravid?

Her vil jeg bare give jer et par link, dels til en artikel præsis om det, og så har jeg fundet et spørgsmål/svar frem også.

Sexlivet under graviditeten og efter fødsel.

Er samleje under graviditet farligt?

4. Bliver det mindre efter, man har fået børn?

Man kan sige, at de fleste nok oplever, at det kræver mere planlægning at få tid og overskud til sex. Trætheden ovenpå en travl dag, og måske dårlig nattesøvn i de år, børnene er helt små, kan betyde, at man må være mere bevidst om ikke kun at gemme sex til tidspunkter, hvor man er så træt, at der ikke er overskud til hinanden.

Man har heller ikke alle rum i huset til rådighed – og oplever sikkert tit at den gensidige lyst er der, men hensyn til børn og andet gør, at ”timingen” ikke lige er særlig praktisk. Men det er alt sammen noget, der er en fælles udfordring at løse, og måske kan det blive en helt ”sport” at skabe de hellige stunder, der er brug for, til et aktivt sexliv. Samtidig kan der være rigtig meget saft, sex og spænding i luften mellem to, hvor man ved, at så snart lejligheden er der, "så skal den ikke få for lidt."

5. Stopper man med det på et tidspunkt, når f.eks kvinden kommer i overgangsalderen?

Sexlyst kan variere med årene. Men det er ikke sådan, at der findes en alder, hvor sexlivet løber over dato. Overgangsalderen kan endda virke modsat, fordi risikoen for graviditet er ude af billedet. Helbred og andre ting, kan også påvirke både lysten og evnen. Men er man ærlig og sætter hinanden højt, så er der hjælp at få til mange af de problemer, der kan opstå, når helbredet måske begynder at svigte.

6. Er det normalt med oralsex og analsex i kristne kredse, og hvad siger bibelen til det?

Her vil jeg give jer nogle links til tidligere svar.

Er sex på ”andre måder” ok?

Er oralsex ok?

Vores sexliv keder min mand, kan I hjælpe?

Hvordan bliver vores sexliv mere spændende?

Min kone er vild i sengen, hvor går grænsen?

Jeg væmmes ved min mands lyst til ekstremsex – hvad gør jeg?

7. Hvad tænker mænd om oralsex og analsex?

Det er ikke muligt at svare på. Mænd tænker meget forskelligt om det. Så det vigtige for jer er at finde ud af, hvad I hver i sær tænker om det, og hvad jeres mænd tænker om det. Jeg vil foreslå, at I læser det her sammen med jeres mænd, så får I en god mulighed for at høre hinandens reaktioner og tanker omkring det.

Jeg håber, det her kan hjælpe jer lidt videre.

Ellers er I velkomne til at skrive igen.

Kh Benna



---------------------

Skrevet af Benna Asmussen Hørlück, journalist og redaktør

Udskriv svar
Send til en ven

Bibelen og sex

Hvis du ønsker at vide mere om vores kristne grundsyn på sex, kan du læse artiklerne:

Sex i Bibelen
Sex i Bibelen - på den gode måde
Sex i Bibelen - stærke sager
Bibelen og ægteskabet
Det står vi for

Copyright 2005 AdamogEva.dk. Alle links og korte citater med kildeangivelse er velkommen.
Støt Adamogeva.dk