Alkohol – så det rykker Skrevet af Steen Kruse, Psykoterapeut
Man påvirkes både på det fysiske plan og på det følelsesmæssige plan. På det fysiske plan påvirker det, kort fortalt, 4 vigtige stoffer i hjernen.
Det er meget individuelt, hvor hurtigt man påvirkes. Jo mere man vejer, desto mere kan man drikke uden at mærke det. Men det er vigtigt at vide, at virkningen kommer lidt senere. Alkoholen skal jo lige fordele sig ud i kroppen. Som det ses, så påvirkes vores evne til at bedømme situationer, og bevare overblikket meget hurtigt. Dermed kommer vi til det følelsesmæssige.
Når man er påvirket af alkohol bliver man hurtigt ude af stand til med overblik at vurdere, hvad man begiver sig ud i. Dette er én af grundene til at alkoholgrænsen er 16 år. Normalt forventer vi, at man med alderen bliver bedre til at forudse, hvad det er, man begiver sig ud i.
Når man har drukket, så overvurderer man sig selv. Man bliver mere modig, man ser ikke farer, og man bliver mindre genert. Det er selvfølgelig det, der også er skønt, når man er ung, usikker eller genert. MEN det er også farligt. Farligt fordi man lige pludselig kan komme til at gøre ting, der måske er dumme. Måske tør man at være sjov på andres bekostning. Måske tør man at ødelægge ting, fordi det er sjovt. Måske tør man gå i seng med en fyr, fordi det virker spændende. Der er mange ting man tør, som man måske ikke ville have gjort i ædru tilstand.
Det er f.eks. i fuldskab nogle unge mister livet i dumdristige ulykker i weekenden. For nylig læste jeg om nogle unge, der havde ridset butiksvinduer for mange hundredetusinde kroner. De blev opdaget og pålagt at betale for deres ”sjov”. Bagefter kunne de ikke huske, hvorfor de havde gjort det – kun vidste de, at de havde været fulde.
Det vanskelige er, at jo mere man drikker, desto sværere bliver det at vurdere, og man mister fornemmelsen for, hvor meget mere man kan drikke. Derfor er det rigtig godt på forhånd at tage en beslutning om, hvor meget man vil drikke – og måske lave en aftale med andre om det. Undersøgelser viser, at jo ældre man er, jo bedre bliver man til at vurdere, hvor meget man kan drikke.
Nyere undersøgelser viser også, at hvis man tidligt lærer at drikke store mængder alkohol, da kan hjernen tage skade. Vores hjerne er først helt færdigudviklet som ca. 20 årig. Derfor er det problematisk at så mange unge drikker så meget, som de gør. Af den grund er det f.eks. slet ikke lovligt i USA at købe eller være i besiddelse af alkohol, hvis du er under 21 år. Hvis man drikker meget og ofte helt fra man er 13, så ved man også, at der er langt større chance for, at man udvikler afhængighed senere i livet.
Hvis vi kigger på lovgivningen omkring alkohol i forhold til trafikken, møder vi nogle skarpe grænser. I trafikken må man stort set ikke drikke noget. Promillegrænsen er meget lav, og faktisk vil jeg sige, at man slet ikke skal drikke, når man skal ud af køre bil – eller knallert. Grunden til at lovgivningen er så klar, hvad promillegrænsen i trafikken angår, er at alkohol virker sådan, at man mister evnen til at bedømme afstande, man mister evnen til at bevare sit overblik, ligesom man mister evnen til at passe på. Det er tydeligt at ”måle” hvad reaktioner og konsekvenser i trafikken angår, men samme effekt har alkohol i alle forhold. Man bliver overmodig og ser ikke på farer med alvor. Med andre ord bliver man uegnet til at tage vare på sig selv og andre. (Det er et stort problem for de mange børn, hvis forældre ofte er påvirket af alkohol)
Til en fest udsætter man dog ikke andre for fare i første omgang (som man gør i trafikken), andre udsættes først for fare, hvis man i fuldskab optræder voldeligt eller på anden måde nedgørende. Men man gennemskuer heller ikke konsekvensen af situationer, hvor man måske er med til at såre og ydmyge andre, så man ødelægger venskaber og skaber konflikter og problemer som man slet ikke havde tiltænkt. At være påvirket af alkohol fører ofte med sig, at man havner i situationer, hvor man komplicerer ens forhold til venner, kærester, familie m.m. – og desværre oplever mange også, at det er i fuldskab de kommer på kant med loven.
For det første vil jeg opfordre til, at man følger sundhedsstyrelsens vejledning om, at alkohol ikke bør indtages før man er 16 år.
Det er også værd at være opmærksom på, at jo mere man drikker, jo mere skal der til, for at man bliver fuld. Hvis man drikker jævnligt, da vil kroppen simpelthen vænne sig til alkoholen, således at man skal have mere og mere for at opnå en berusende virkning. Alkohol i store eller varige mængder er særdeles skadeligt. Skadeligt for kroppen og skadeligt for ens omgivelser.
Hav en holdning til dit forbrug. Hvor ofte vil du drikke, og hvor meget?
Overvej om det ikke er sejt at have en holdning til alkohol, ligesom det er blevet ok at have en holdning til rygning. En åben og afklaret fornuftig holdning til alkohol er ikke bare at tage ansvar for dig selv, men også for andre.
Hvis du vil læse mere om alkoholens virkning så kan du enten google emnet eller tjekke følgende links:
![]() Skrevet af Steen Kruse, Psykoterapeut | Udskriv artikel Send til en ven |