Hej med "Dig" på 20 år.
Den var svær. Det første jeg lægger mærke til er, at du tilsyneladende er en fyr, som kan tage en beslutning og følge den. Det er en meget positiv evne at være i besiddelse af. Det lader også til, at du et langt stykke, kan reflektere over din opvækst og dit liv lige nu. Du har evnen til at give af dig selv til venskaber. Dog får jeg ikke indtryk af, om venskaberne fra efterskolen stadig holder! Jeg er også lidt i tvivl om, hvordan dit selvværd er blevet påvirket af de mange grimme oplevelser. Selvom du har formået at komme videre, så kan du godt have nogle ting i bagagen, der gør dig ekstra sårbar.
Du skriver, at det med kærlighed eller tættere omgang med en pige ikke rigtig er blevet til noget endnu, og du gerne vil i gang. Det viser, at du nu ser deres eksistens og er interesseret i piger. Men, men, men, jeg mangler lidt fornemmelse af dig, for at kunne råde dig til, hvordan du kommer videre. Hvordan har du det med dig selv? Kan du li´ det, du ser i spejlet ? Oplever du dig selv som helt almindelig? Spørgsmålet stiller jeg, fordi jeg synes, det kan afhænge af om dit forslag, sidst i dit spørgsmål kan bruges. Jeg vil gerne være den første, der siger, at det ikke er udseendet, det kommer an på - og dog! Du trænger ikke til flere nederlag end nødvendigt, og der er altså ikke så mange af os, der bare kan sætte os ind på en bar og forvente, at blive set af en, der glad vil tage imod vores tilbud om selskab, drink og ja… dig for livet. Jeg har ingen forudsætning for at sige, om det kunne være en mulighed for dig at skabe kontakt sådan. Du vil nemt kunne føle det som et unødvendigt nederlag, hvis jeg bare opmuntrede dig til at satse på den mulighed. Det kan godt være, at du skal kigge på dig selv og tænke hvilket førstehåndsindtryk, du mon giver en pige, der ikke kender dig. Hvad har du lyst til, at hun skal opleve? Det kan godt være, du skal arbejde lidt med det. Det har både noget med udseende at gøre, og noget med din facon og stil, når du prøver at skabe kontakt. Hvis du er meget i tvivl, kan du spørge en god ven, hvad han tror en pige umiddelbart vil se, når de ser dig første gang og ikke kender dig.
Men ellers vil jeg sige, at du skal tænke på at finde ”en platform”, hvor du kan komme til at kende piger. Du siger, at der, hvor du kommer, er der næsten kun fyre. Men så skal du måske tænke på at tage del i noget, hvor der er mulighed for at lære flere piger at kende. Sådan at du ikke er afhængig af, at opnå kontakt på baggrund af et førstehåndsindtryk. Jeg ved ikke noget om dine interesser, men jeg vil opmuntre dig til at deltage i noget, hvor der opstår nogle fællesskaber. Det kan være tusinde forskellige ting, alt efter dine interesser: sport, computer, musik, frivillig hjælper i noget, et eller andet du kunne tænke dig at bruge kræfter på. Du skal først og fremmest satse på at få pige-venner, og ikke tænke på piger udelukkende som kæreste-potentiale.
Kendskab og venskaber kommer over tid. Kendskab over tid giver dig nemlig mulighed for at vise mere af det, der er indeni dig. Det er det, en pige skal finde i dig, og du skal opdage i en pige. Det er ved at være sammen om forskellige ting over tid, at hun finder ud af, hvad stof du er gjort af, og du finder ud af, hvad stof hun er gjort af. Det er gennem kendskab til hinanden, at kærlighedens forunderligheder kan udvikle sig.
Læs også: Den eneste ene
Hilsen Jytte
Skrevet af Jytte Haven Nørgård, familieplejer | Udskriv svar Send til en ven |