Skrevet af Konni Silkjær, Pædagog
Udskriv svar
Send til en ven
Kære Jezzica
Jeg bliver simpelthen så fascineret af din fantastisk flotte beskrivelse og egen-opdagelse af dit savn. Savnet over tabet af din bedsteveninde. Jeg synes det er meget imponerende, at du i en alder af 14 år selv har fundet ind til kernen af det, du kæmper med: At din "tristhed", og "hul i hjertet" handler om savn. Du er godt på vej!
Jeg forstår dit brev sådan, at du nu ønsker hjælp til er at I kan finde ind til hinanden igen, ikke? - hvis det er muligt.
Allerførst har jeg lyst til at skrive lidt om venskab og "vokseværk". I din alder er det meget almindeligt og for mange fuldstændig afgørende at have en bedsteveninde - lige sådan, som du beskriver det. Det går tit godt i lang tid. Men lige pludselig sker der en forandring. I vokser og udvikler jer, går mod at være unge voksne og søger efter at finde egne ben at stå på, og så kan det pludseligt føles ufrit og trangt, det man havde sammmen, og man kan opleve, at man kommer til at "låse hinanden" - og to veninder udvikler sig sjældent i samme tempo. Der kan også være en forventning og et ønske om, at alt skal blive ved med at være, som det var.
Men det kan det bare ikke. Som du også har oplevet det.
Jeg kommer til at tænke på eremitkrebsen, kender du sådan en fætter? Den lever på havbunden. Den er skabt uden sit eget beskyttende skjold, sådan som alle mulige andre krebse ellers er det. Så den bor i andres "huse" , tomme konkylier f.eks. Men den vokser jo også sådan en, så når sneglehuset bliver for trangt, er den nødt til at se sig om efter et andet og større. Den må ud af det gamle og finde ind i et nyt. Lige der, i disse "flyttetider" er det sårbart og yderst farligt at være eremitkrebs.
Sådan er det i høj grad at være teenager! Lige med den forskel at disse "flytteperioder" , kan vare månder eller år, fra hvor man har forladt det trygge og velkendte til man finder et andet "passende hus", hvor man føler sig hjemme. Det er faktisk sådan en fase, I begge er i nu. I har været i et trygt godt fællesskab, og nu er I begge sårbare – og i en forstand på kig efter en nyt beskyttende skjold.
Der, hvor det bliver svært er, når ens venindes frihedstrang og søgen efter ny identitet (hvem er jeg nu?) ser fuldstændig anderledes ud end ens egen, sådan som det ser ud for jer to. Hvordan kan man rumme det? Kan du rumme, at din veninde har en så anderledes måde, at søge nye ”huse” på?
Jeg forestiller mig, at din veninde måske altid har haft trang til at prøve grænserne af, og mærke, hvad der lige sker ved at ”hoppe ud af en og finde ind i en ny konkylieskal” – det handler lidt om at prøve noget af det farlige. Men hvor du, Jezzica, nok ikke har ikke haft den samme trang...i samme grad. I to er forskellige, og det har givetvis været et godt grundlag for et skønt venskab - indtil I blev uvenner. Så brasede jeres forskellighed sammen. Nu har du bare rigtig meget lyst til, at I kunne finde venskabet frem igen. Det er det du længes efter – sådan som du engang havde det i din skal.
Jeg har lyst til at udfordre dig. Jeg ved ikke helt, om du er klar til det. Men så kan du bare lade det ligge og simre lidt, kort eller lang tid, som du nu synes.
Overvej, om du kan bære at være en af flere gode veninder, til din exbedsteveninde. Overvej, at venskab er en gave man får, at vi har ikke krav på hinandens venskab. Gode venskaber er præget af, at vi kan slappe af og være os selv - med alt hvad vi er og har i os - og lade den anden være sig selv.
Ved du, at hver eneste af dine venskaber er helt specielle - netop fordi du er dig.
Det du bringer ind i venskabet, er det kun dig, der kan give den anden. Andre pigers venskab kan i virkeligheden ikke true det, I har sammen. Det er ikke det samme de bidrager med. De har hver deres.
Jeg tænker, at det kunne være godt, hvis du kunne gøre dig lidt fri af, at ville have hende tilbage på en måde, hvor du skal være den allerbedste og mest fortrukne veninde - hvis det er det du går efter.
En anden tanke: Hvad nu hvis hun har brug for at slå sine folder, som hun gør nu? Kan I så være veninder, tror du?
Og: Hvad tror du, du er mest ked af: At du har mistet lige præcis hendes venskab, eller at du ikke længere har den slags fortrolig venskab (med nogen?)?
Og så til det sidste: Hvordan? Det har du allerede tænkt meget over, fornemmer jeg. Mon du har tænkt på at gå til hende og sige undskyld for det, som du er skyld i, hvad angår de konflikter, der førte til, at I blev uvenner? Vil det være en mulighed? Hun har nok også skyld, ja, men du skal kun tage det på dig, som er dit.
Der findes ikke en elegant vej at gå - det er vanskelig at sige undskyld - og vanskelig, når man gerne vil have kontakten genoprettet. Det er en risiko at løbe. Du gør dig utrolig sårbar. Du er ligesom eremitkrebsen, der er ved at skifte hus!
Kunne du forstille dig, at du sagde undskyld og fortalte hende, om hullet i hjertet gennem det sidste halve år, og hvor svært det har været med alt det hadefulde venden ryggen til. Du kan prøve at sige det højt for dig selv - det som er i hjertet, for at høre dig selv sige alt det, du frygter vil lyde alt for dumt. Prøv at gøre det så kort og præcis som muligt og slut så med at sige, hvad du håber på: F.eks at du ville ønske, at I kunne se hinanden i øjnene igen og være sammen.
Hvis du er bange for at sige det, så kunne du også skrive et brev, som du giver til hende og be´r hende om at læse, mens du er der. Giv hende tid til at fordøje din undskyldning. Det er ikke sikkert, hun lige kan "vende på en tallerken".
Tænk over om du er parat til at få hende tilbage i en ny udgave? Hun har jo forandret sig. Det vil hun måske også synes, du har.
Uanset om hun vil tage imod din undskyldning eller ej, så gør du noget godt for jer begge to ved at gøre det. Der er rigtig, rigtig meget negativ energi bundet i had. Du sætter dig selv fri, så du kan komme videre, ved at "rydde op" og sige undskyld, for det, du må tage på dig, som din del af ansvaret. Jeg tror du vil opleve det som en forløsning, uanset udfaldet.
Så er det spændende, om det kan betyde, at I finder ind til hinanden igen!
Jeg håber alt muligt godt for jer begge to.
Kærlige hilsener Konni
Skrevet af Konni Silkjær, Pædagog | Udskriv svar Send til en ven |
