Virker fortrydelsespillen kun én gang på en måned?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 16 år.
Normalt bruger jeg p-piller som prævention, men efter min 7-dages pause glemte jeg at hente en ny pakke på apoteket. Jeg kom altså ikke i gang med en ny pakke p-piller efter min kunstige menstruation. Jeg blev derfor enig med min mor om, at jeg skulle vente en måned og begynde på en ny pakke, når jeg havde haft min menstruation. Altså nøjagtig som, hvis det var første gang, jeg skulle starte på p-piller.

Problemet er så bare, at jeg har mødt en rigtig sød fyr. Vi har kendt hinanden i et par måneder og er begyndt at gå i seng sammen. Vi har haft sex et par gange, ubeskyttet, hvor vi så efterfølgende har købt en fortrydelsespille. Dette er sket tre gange i oktober måned, men her den anden dag sad jeg og læste på nettet og faldt over et hav af artikler, hvor de skriver, at man kun kan tage én fortrydelsespille i en menstruationscyklus. Altså, hvis man tager flere end den ene, hjælper de ikke. Er det rigtigt???? De tre fortrydelsespiller jeg har taget, har jeg taget inden for 12 timer allesammen.

Vi har også to gange haft ubeskyttet sex, hvor han har trukket sig ud af mig, inden han kom. Jeg ved dog stadig, at det kan være rigtig risikabelt!

Jeg startede måneden ud med ikke at være nervøs overhovedet, fordi jeg havde fået at vide, at fortrydelsespiller virker næsten hver eneste gang – og nu går jeg rundt og kan ikke tænke på andet, end om jeg er blevet gravid.

Min veninde og jeg har været nede og købe en graviditetstest, som jeg har planlagt at tage dagen efter min menstruation skulle være kommet (altså hvis den ikke kommer).

Jeg har flere gange opdaget (før jeg begyndte på p-piller), at jeg har psyket mig selv så meget, at min menstruation nogle gange har været 4-5 dage forsinket.

Oven i alt dette rod, vil jeg bare gerne vide:

1. Om det er rigtigt, at man kun kan tage én fortrydelsespille i en cyklus, som så virker og gør sådan, så ægget ikke sætter sig fast?

2. Er der nogen chance for, jeg på en eller anden måde stadig kan være beskyttet, da jeg jo plejer at tage p-piller?

3. Hvis min menstruation ikke kommer, skal jeg så tage testen? Og hvis den viser negativ, hvad gør jeg så? Og hvis den viser positiv, hvad gør jeg så?

Håber så utroligt, at I kan finde tid til at svare mig.

Hilsen den forvirrede

Thea, 16 år


SVAR:

Kære Thea

Tak for din mail. Jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål, men det betyder rigtig meget for mig, at du læser svaret og tager det alvorligt, for der er bestemt nogle ting, du er nødt til at rette op på for at passe ordentligt på dig selv. Du skriver selv, at det er “noget rod”, og det vil jeg faktisk give dig ret i.

Flere fortrydelsespiller på en måned

Dit første spørgsmål er, om man kan tage flere fortrydelsespiller i en måned. Du har fuldstændig ret i, at det står på pakken og flere steder på internettet, at de kun må tages én gang pr. cyklus. Der står også på pakken – og jeg håber også, at de har sagt det til dig på apoteket – at fortrydelsespiller er NØDPRÆVENTION. Det vil sige, at det er noget, man kan tage, når anden prævention svigter, fx at kondomet springer, eller man glemmer at tage en enkelt p-pille. Det vil altså sige, at du IKKE kan bruge dem på den måde, du har gjort, hvor det virker, som om I nærmest med vilje har haft ubeskyttet sex for bagefter at tage en fortrydelsespille. Den holder bare ikke.

Fortrydelsespiller indeholder store hormonmængder, fordi den skal kunne afstøde et eventuelt befrugtet æg. Det er også en af grundene til, at man ikke skal tage mere end én pr. menstruationscyklus, fordi din krop ikke skal fyldes med store mængder hormoner og de bivirkninger, det kan give. Jeg kender ikke til, at fortrydelsespillen skulle miste sin effekt, hvis man tager flere af dem på en måned. Du kan læse mere om fortrydelsespillen i et andet svar her:

Kan jeg undgå tidlig abort med fortrydelsespillen?

Er man beskyttet i ugerne efter, man er stoppet med p-piller?

Det korte svar på det spørgsmål er absolut NEJ. P-piller virker kun, når de tages HVER dag. Det betyder, at selv en enkelt glemt pille kan betyde, at man er ubeskyttet i tiden enten før eller efter den glemte p-pille afhængigt af, hvornår i cyklus, man har glemt pillen. Så nej, du er på ingen måde beskyttet, fordi du tog p-piller i før din seneste menstruation.

Du skriver, at du to gange har haft sex med din kæreste, hvor han trak sig, inden han fik udløsning. Du skriver selv, at du godt ved, det er risikabelt, og det har du fuldstændig ret i. Der findes nemlig sædceller også i noget, der hedder præsperm, som kommer inden udløsningen. Så jeg kan ikke sige det nok: BRUG prævention – og helst både kondom og anden beskyttelse. Når jeg anbefaler dig kondom, er det fordi, det er den eneste præventionsform, der beskytter mod kønssygdomme. Kønssygdomme skal du tage alvorligt; dels fordi du kan blive rigtig syg af det, og dels fordi kønssygdomme kan ødelægge din evne til at blive gravid, når du engang ønsker det.

Hvornår tage graviditetstest

Når man har taget en fortrydelsespille, skal man ALTID følge op med en graviditetstest. En fortrydelsespille kan pga. de ret store hormonmængder lave kuk i din menstruationscyklus, så den kan komme lidt før eller lidt efter. Du skal tage en graviditetstest senest på 5. dagen, efter din menstruation skulle være kommet.

Hvis graviditetstesten er negativ

Så skal du vist bare ånde lettet op og sørge for, at du ikke igen kommer i denne situation, hvor du faktisk har ikke mindre end fem ubeskyttede samlejer på en måned. Jeg ved ikke, hvor god du plejer at være til at tage dine p-piller. Hvis du ofte glemmer dem, så synes jeg, du skal tage en snak med din læge, om der kunne være en anden præventionsform, der er bedre for dig.

Læs evt. mere om p-piller her: Rod med p-pillerne!

Når det er sagt, har jeg også lyst til at sige til dig, Thea: Pas på dig selv! Risikoen for graviditet følger med det at have sex, og den risiko skal du være parat til at tage. Sex i gode rammer er en vidunderlig ting, men det er faktisk også en alvorlig sag. Det er ikke kun risikoen for graviditet, du skal håndtere, for der ligger noget enormt intimt og personligt i at have sex med et andet menneske. Når vi har sex, giver vi noget af det mest dyrebare, vi har, og blotter os for et andet menneske både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg vil opfordre dig til igen at overveje, om du er klar til det. Du kan evt. læse de her artikler om emnet:

Sex og følelser

Pas godt på dit sexliv

Hvis graviditetstesten er positiv

Ja, så er du gravid. Og det vil jo uden tvivl være meget overvældende for dig. Her er det super vigtigt, at du tager en snak med nogle, du har tillid til. Du vil uden tvivl som ung gravid opleve en forventning om, at du vælger en abort. Husk, at det er DIT valg, og du skal leve med konsekvenserne. Jeg synes, du skal læse denne artikel:

Uønsket gravid – hvad gør du?

Du ved ikke endnu, om du er gravid. Hvis du konstaterer, at du er gravid, skal du kontakte din læge. Derudover er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive til os igen.

Kære Thea. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Jeg håber, du passer på dig selv og din krop og får taget alle de vigtige valg i dit liv på en velovervejet måde.

Hilsen Mette Aabenhus


Mette Morre Aabenhus

Skrevet af:

Mette Morre Aabenhus

Læge

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK