Vil voldtægt påvirke mit forhold til sex og min kæreste?

Vis spørgsmål

I sidste uge var jeg ude at løbe i skoven, da der pludselig springer to mænd frem fra busken og hiver mig ind i skoven. Jeg skreg, men der var ingen i nærheden til at høre mig, da jeg ikke løber på de traditionelle løbestier. Inde i skoven stod så tog mænd mere og hjalp de andre med at holde mig fast, mens de voldtog mig.

Heldigvis er jeg på p-piller, fordi jeg har en fast kæreste, som jeg snart skal giftes med, så jeg blev ikke gravid, men jeg er bange for, at det alligevel vil ændre mit forhold til sex og til min kæreste.

Jeg håber, I kan rådgive mig.

Mvh. M, 28 år 


SVAR:

Kære M

Tak for dit brev. Jeg er ked af at høre, hvad du er blevet udsat for; det må have været en voldsom oplevelse. Noget, som ingen burde opleve.

Du skriver ikke noget om sagsforløbet; om du har politianmeldt voldtægten, om du er blevet undersøgt af en læge, eller hvordan du har det nu. Derfor vil jeg svare generelt.

Anmeld voldtægten

Hvis du ikke har anmeldt voldtægten, vil jeg anbefale dig at få det gjort hurtigst muligt. Måske har du svært ved at overskue konsekvenserne af en anmeldelse, men det er en vigtig mental proces at få placeret skylden. Den skyld, de fleste oplever i forbindelse med en voldtægt, er hverken logisk eller rationel, men ikke desto mindre følger følelsen af skyld og skam oftest i kølvandet af en voldtægt.
Du kan anmelde voldtægten på Center for Voldtægtsofre. Der er ti centre fordelt over hele landet, så der ligger også et i nærheden af dig, selvom jeg ikke ved, hvor du bor. På centeret er der fagpersoner, som vil tage sig af dig, og de kan hjælpe dig med at anmelde voldtægten til politiet. Det er vigtigt, at anmeldelsen sker hurtigt efter voldtægten, da der er korte forældelsesfrister, og chancen for at finde overgriberne bliver mindre med tiden. En anmeldelse og evt. anholdelse vil også forhindre dem i at begå nye overgreb. Og det er vigtigt at anmelde voldtægten, for at du på den måde drager omsorg for dig selv og placerer skylden hos dem, der har voldtaget dig.

Tal med din egen læge

Jeg synes også, det er vigtigt, du får en snak med din egen læge, hvis du ikke allerede har gjort det. Din læge kan henvise dig til en psykolog, hvor du vil kunne få talt hændelsen igennem. At fortælle om oplevelsen har en rigtig god effekt, fordi det nedbryder noget af det tabu, som er forbundet med en voldtægt. Samtalerne kan også bryde det tankemylder og følelsen af at være forkert, som mange får efter en voldtægt, samt mindske de reaktioner, der kan komme på længere sigt. Under alle omstændigheder kan det være godt, at din egen læge ved, at du har været udsat for en voldtægt, hvis du oplever konsekvenser på længere sigt, som lægen dermed hurtigere kan diagnosticere og hjælpe dig med.

Dit syn på sex og din kæreste

En voldtægt er et voldsomt overgreb. En fremmed er trængt ind i både din krop, din psyke og din sjæl. Du har ikke selv valgt til, så følelsen af angst og kontroltab kommer ofte bagefter. Din kæreste er uden skyld i det skete, men du kan komme til at reagere med angst også over for ham, fordi din krop og psyke har været på overarbejde. Hvis du oplever det, er det vigtigt, du får hjælp til at bryde det igennem terapi.
Sex er skabt af Gud til at være noget smukt, som bliver delt af to mennesker, der elsker hinanden. Voldtægt er tvang og vold og har intet med kærlighed at gøre. Selvom din kæreste og du elsker hinanden, og han ikke vil dig noget ondt, kan det ske, at din krop reagerer med angst og ikke vil åbne sig for ham. Hvis det sker, kan det føre til følelse af mindreværd for jer begge. Hvis I tør tale om det sammen, være åbne og arbejde på tillid og tryghed i jeres relation, skaber I et godt fundament for at komme godt igennem det, der er sket.

Gud ser dig stadig som smuk og hel

Jeg ved ikke, om du kender Gud, men jeg tror, at Han også kan møde dig i de områder, hvor du synes, det er svært lige nu. Voldtægten har givetvis ændret dit syn på dig selv og det, du ser som din identitet. Men for Gud er du den samme. Han ser på dig og ser en smuk, skøn og elsket datter og vil gerne være sammen med dig i det svære.

Hvis mit svar ikke er fyldestgørende, er du meget velkommen til at skrive igen.

Ønsker dig alt det bedste fremover.

Kærlig hilsen
Dorthe Sandvad


Dorthe Thisgaard Sandvad

Skrevet af:

Dorthe Thisgaard Sandvad

Pædagog

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK