Vil han mere end bare sex?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg mødte ham fyren her i byen, han fortalte mig, at han havde holdt øje med mig hele aftenen og spurgte så om mit nummer. Det fik han så, og vi snakkede og dansede hele aften og aftalte, at han skulle skrive til mig.

Dagen efter var der en besked fra ham. Han spurgte, om vi ikke skulle mødes hos ham og lave noget mad sammen. Det gjorde vi så; dog endte det med, vi havde sex hos ham. Nu har vi så ses et par gange, og vi laver mange sjove ting sammen og har det virkelig sjovt sammen.

Vi har altid sex, når vi er sammen. Har flere gange sagt, at vi også kan være sammen uden, hvor han så siger ja. Men det ender alligevel altid med det. Der er bare det, at han aldrig har sagt noget sødt omkring mig, udover at jeg ser godt ud. Men han er ikke bange for at vise mig frem, for hvis vi går i byen, han bor i, holder han mig glædeligt i hånden ...

Ihhh, er så forvirret; jeg er nemlig gået hen og blevet forelsket i ham. Men jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal gøre det til et samtale emne for os? 

Hende, 19 år


SVAR:

Kære “Hende”

Først tak, fordi du søger vejledning her hos os på AdamogEva.dk. Der er mange, som bilder sig selv ind, at de selv har alle svar i verden, og derfor ikke ville turde bede om hjælp eller råd. Jeg er glad for, du ikke er en af dem, men at du i stedet tør indrømme, at det ville være rart med lidt hjælp og vejledning. Det håber jeg, jeg kan give dig.

Husk at du er værdifuld

Et af vores blødeste punkter som kvinder er: mænd. Vi forelsker os i dem, og vi får lyst til at gøre alt, hvad vi kan, for at de bare kan have det godt. Det er en god tilbøjelighed, for det er med til at skabe kærlige og hengivende forhold. Men for nogle fører det til, at de helt glemmer sig selv i deres forsøg på at gøre ham glad. Dér håber jeg ikke, du er. Jeg håber ikke, at du går med til sex, fordi du er bange for, at han ellers vil blive tvær og gå sin vej. Jeg håber, du husker, du er værdifuld, og at du ikke skal give din krop til én, som ikke vil have hele dig.

Sex kan forvirre os

Som jeg læser dit spørgsmål, er din største bekymring, om han kun er sammen med dig for at få sex, eller om han faktisk måske også er ved at forelske sig i dig, ligesom du har forelsket dig i ham. Og du vil gerne have råd til, hvordan I kan komme til at tale om netop det.
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg godt kan forstå, du er forvirret, fordi I har taget tingene i den rækkefølge, I har. I valgte at gå i seng med hinanden på første date, og sex har været en fast del af jeres samvær siden. Selvom det går meget imod tidsånden, tror jeg på, at sex er noget, man skal vente med, til kærligheden er der, for ellers kan det komme til at gøre os meget forvirrede – ligesom det forvirrer dig nu. Faktisk tror jeg, det er bedst at vente med sex, til man har sagt ja til hinanden i ægteskabet, fordi man så har skabt de bedste rammer for at passe på hinanden og sin kærlighed. Så bliver det ikke sex for sex’ skyld, men sex fordi man elsker og vil hinanden og som udtryk for kærlighed og fællesskab.

Skab nye rammer om jeres samvær

I din situation tror jeg, I kunne have godt af at mødes i nogle nye rammer. Spørg ham, om han ikke vil med ud at have en kop kaffe eller en øl eller en god frokost på en café, uden at I tager hjem til en af jer bagefter. Eller tag i biografen eller til koncert. Et eller andet hvor der ikke er mulighed for, at I ender inde i en seng. Så har I fred til at være sammen og lære hinanden at kende, uden at sex skal spille en rolle.

I det gode forhold kan man snakke sammen

Du vil gerne starte en snak med ham om, hvad han tænker om jer to. Jeg tror ikke, der er nogen nem måde at starte sådan en samtale på udover bare at gøre det. Måske er du bange for, at han bliver skræmt væk. Men hvis han har oprigtig omsorg for dig, så vil han gå med til at tage sådan en snak. Hold det nede på jorden, og tag snakken i afslappede omgivelser, så er der god mulighed for, at han også er afslappet omkring det.

Forskellige måder at udtrykke sig på

Til allersidst vil jeg bare kommentere på din bekymring om, at han indtil videre kun har komplimenteret dit udseende. Dér tror jeg, det er vigtigt at huske på, at drenge og piger som udgangspunkt fokuserer på forskellige ting, når de tiltrækkes af hinanden. For mænd betyder udseendet i første omgang rigtig meget, og det behøver ikke gøre ham til en overfladisk fyr. Måske er det bare det eneste sprog, han har lært at tale, når det kommer til piger. Måske tror han, at det er det kompliment i verden, der gør dig allermest glad. Så hvis du gerne vil komplimenteres for andre ting, bliver du måske nødt til at fortælle ham det.

Måske kan du få noget ud af at læse artiklerne Sex og følelser, Værd at vente på og Sådan kan I få et bedre kæresteforhold.

Jeg håber, at dette kan hjælpe dig på vej.

Husk, at du er værdifuld!

De kærligste hilsner
Line


Line Reckweg Nissen

Skrevet af:

Line Reckweg Nissen

Cand.mag., koordinator

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK