Ved ikke hvad jeg skal gøre mere …

Vis spørgsmål

Jeg står i det problem, at jeg er forelsket i min bedste ven, og han var også forelsket i mig, men efter noget tid sagde han ud af det blå, at han ikke ku li mig, selv efter vi har kysset og virkelig flirtet. Han har været vild med mig før, men pga. nogle ting sagde jeg, at vi bare skulle være venner. Altså jeg har altid kunnet lide ham men ikke villet indse det, og nu står jeg og er forelsket i min bedste ven, som jeg virkelig ikke kan undvære ...

Jeg har prøvet at sige, vi skulle holde en pause med at snakke men kan ikke lade være at kontakte ham ... Den anden dag mødte jeg ham i byen, og der sagde han til mig, at han godt kunne lide mig, men han var bange for, hvad der ville ske, hvis han blev udsendt (han er i militæret). Jeg prøvede at snakke med ham dagen efter, men kunne ikke få ham til at fortælle, hvad han havde sagt. Ved ikke, om han kun kan lide mig, når han er fuld, eller om jeg bare skal droppe det hele snart. Det er virkelig svært at blive ved med at kæmpe, når han ikke vil hjælpe bare lidt ...

A, 18 år

SVAR:

Kære A!

Mange tak for dit spørgsmål. Det lyder, som om det er rigtig forvirrende og svært at være dig lige nu.

Forelsket i din bedste ven

Du skriver som det første i dit brev, at du er forelsket i din bedste ven. Det lyder, som om du længe har kunnet lide ham, men først nu indser, at du har lyst til at være kæreste med ham. Du skriver også, at han var forelsket i dig, men ikke kunne lide dig mere, efter I havde kysset og flirtet et stykke tid. Du har forsøgt at holde dig lidt på afstand fra ham, men det er svært, da du virkelig godt kan lide ham.

Det lyder uden tvivl, som om du rigtig gerne vil være kæreste med ham, men der er mange forvirrende følelser forbundet med det. Derfor ville jeg, hvis jeg var dig, sætte mig ned og overveje til bunds, om det er ham, du vil være kæreste med, inden du gør mere. Forestil dig, at han siger ja – vil det gøre dig lykkelig? Vil det gøre dig mere forvirret? Hvis svaret er, at det vil gøre dig lykkelig, så har jeg nogle forslag til, hvad du kan gøre.

Snak med din bedste ven

Din bedste ven lyder til at være forvirret lige som dig. Først kan han godt lide dig, så kan han ikke, og så siger han igen, at han kan lide dig, men er bange for at blive udsendt. Jeg vil derfor råde dig til at spørge ham, hvad det egentlig er, han føler for dig. Det lyder, som om han svarer lidt forskelligt, når du spørger ham. Derfor synes jeg, du skal aftale at mødes med ham, så kan I kan få snakket ordentligt igennem, hvad han vil med dig.

Du kan kun gætte dig til, hvad han tænker og føler, men hvis du vil vide det med sikkerhed, må du spørge ham. Jeg kan godt forstå, han overvejer, om han vil have en kæreste, hvis han skal udsendes. Men det burde ikke gøre nogen forskel på, hvorvidt han kan lide dig eller ej. Derfor kan du sagtens spørge ham, uden det betyder, at I skal være kærester, hvis han siger ja.

Hvis han ikke vil snakke med dig

Du skriver også, det er svært at blive ved med at kæmpe, når han ikke vil hjælpe lidt til. Det kan jeg sagtens forstå. Det er meget frustrerende, når den person, vi rigtig godt kan lide, ikke virker til at have den samme interesse i en. Men siger han nej til at tage en snak med dig, er det også et vigtigt tegn, som du kan bruge. Når vi forsøger at undgå en person, kan det ofte være fordi, vi ikke har lyst til at gøre dem kede af det og afvise dem. Hvis han ikke har lyst til at snakke med dig, kunne det derfor godt være et tegn på, at han ikke er forelsket i dig, og det er ubehageligt for ham at sige det direkte til dig, fordi det vil gøre dig ked af det.

Måske udsætter han at afvise dig, til han er udsendt, så han ikke skal gøre det ansigt til ansigt med dig. Hvis han siger nej til at snakke med dig, ville jeg derfor tage det som et nej til, at han kan lide dig og gerne vil være kærester. Er det tilfældet, synes jeg, du skal forsøge at komme videre uden ham. Selvom det lyder rigtig svært lige nu, er det faktisk muligt at lukke ned for dine følelser og stoppe din forelskelse. Så kan det være, I kan blive bedste venner igen med tiden, når følelserne er faldet til ro.

Mit bedste råd

Mit bedste råd til dig er derfor, at du først skal spørge ham, om han vil snakke med dig, så du kan få klar besked om, hvad han føler for dig. Hvis han stadig ikke kan finde ud af, hvad han vil med dig og give dig et klart svar, så synes jeg, du skal være den modige og sige stop. Det er alt for hårdt for dig at blive holdt hen i uvished så længe. Jeg tror helt sikkert, han ved, om han kan lide dig eller ej. Så hvis han siger måske, tror jeg det er et tegn på, at han ikke vil være kærester, men ikke vil gøre dig ked af det.

Lidt inspiration

Har du lyst til at læse mere om de tanker, man kan have om at være venner eller kærester, vil jeg anbefale vores artikel Kærestepotentiale ... eller en god ven? 
og svar til andre, fx 14 år og forvirret – kan han lide mig?

Håber du kan bruge svaret. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen
Miriam

Annoncer