Var det bare en “one night” eller vil han mig?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg har mødt den her fyr. Vi aftalte at være sammen en dag, og det var vi så. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville have sex med ham, da jeg havde prøvet så mange, som kun ville have en “bolleven”.

Men ham fyren her sagde, at han aldrig vil have sex med en pige, medmindre han ville noget med det, og han lovede, at han ikke ville droppe mig dagen efter. Så vi gjorde det.

Men han har kun skrevet til mig en gang, og der havde vi ikke ret meget at skrive om, kun sådan noget som; Hvad laver du osv. og jeg har den her fornemmelse af, at han er ligesom de andre, og det er jeg meget bange for, da jeg er blevet vild med ham. Har virkelig brug for at vide, hvad I synes? tak

Hilsen anni, 17 år


SVAR:

Kære Anni

Du spørger, om ham du har været sammen med, vil have dig. Der kan være sket meget mellem jer, siden du skrev ind til brevkassen, og måske er du allerede blevet klogere på, om han vil have dig eller ej. Jeg vil prøve at besvare dit spørgsmål men også stille dig nogle spørgsmål, som måske kan gøre det tydeligere for dig, om han vil have dig eller ej.

Vil DU have ham?

Jeg har lyst til at starte med at vende dit spørgsmål om: “Vil DU have ham”? Når jeg starter med at spørge dig, om du vil have ham, er det fordi, jeg mener, det er vigtigt, at du starter med dig selv.
Mon du har været vant til mest at tænke på, hvad andre ville? Om den og den ville have dig, mere end at tænke på, at du selv har et valg? Jeg får den tanke, fordi du fortæller om, hvordan du tidligere har mødt nogle, der mere ønskede at have en “bolleven” end at have DIG. Du skriver, at du er bange for, at ham fyren er lige som de andre, hvilket fortæller mig, at du tidligere er blevet såret.

Når man har sex, giver man sig selv. Man deler det mest intime og private, man har at give, med en anden. Hvad mon har fået dig til dele det med de forskellige fyre, du nævner og også til ham, du nu har mødt? Har det været af lyst eller af helt andre årsager? Sex kan være en måde, man søger at få bekræftelse på, men sex kan skabe dybe sår, hvis det ikke er under trygge rammer, det foregår. Altså hvis man fx har sex, fordi man ellers er bange for, at den anden går fra én, men man egentlig ikke selv har lyst. Det er ikke sikkert, det gælder dig, men tanken om at det er en mulighed, strejfer mig. Derfor tænker jeg, at det vil være godt, at du overvejer, om DU vil have ham eller om det i stedet er hans bekræftelse, du søger? Tror du, at han er manden for dig?

Stå ved dig selv

Du havde lovet dig selv, at du ikke ville have sex med ham fyren. Det virker til, at du har fortalt ham, hvad du havde lovet dig selv, altså at du konfronterede ham med, hvordan du havde det, inden I havde sex. Godt gået, at du fortalte det! Det er vigtigt, at du fortæller ham, hvad du tænker og føler. Men endnu vigtigere, at du holder fast i, hvad du mærker i din egen krop og har lovet dig selv. Det er nemlig en måde, du værner om dig selv på - en måde hvorpå du passer på dig selv og står ved, hvem du er, og hvad der er vigtigt for dig.

Med det at du havde lovet dig selv, at I ikke skulle have sex, og samtidig skriver, at du er blevet vild med ham, hører jeg det som om, du gerne vil være kæreste med ham, men ikke er klar til sex. Du har brug for at blive mere sikker på ham og mere tryg, før du er klar til at gå i seng med ham. Bliv ved at mærke efter, hvad du vil og ikke vil. Stå ved dig selv og sig nej tak til sex, hvis du ikke er klar. Det er både din ret og dit ansvar over for dig selv.

Vil han have dig?

En måde du kan finde ud af, om han vil have dig eller ej, er at lære ham bedre at kende. Ikke ved at have sex, men ved at opbygge et godt fortroligt venskab. På den måde kan du finde ud af, om han vil dig nok. For vil han dig, så er han også klar til at vente på dig og vente med sex, til du er klar. Det er så vigtigt, at du lytter til dig selv, og står ved det, du mærker.

Læs mere om det at stå ved sig selv og det at have sex her:

Hvem er jeg

Sex og følelser

Held og lykke med at finde en kæreste, der vil have DIG, og som DU vil have.

Pas godt på dig selv!

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen Lene


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

Efterskolelærer

adamogeva.dk

Annoncer