Utroskab i fortiden og nu ny kæreste - er det mig?

Vis spørgsmål

Hej. Håber at I kan hjælpe.. For ca. 4 år siden var jeg i et forhold med en fyr, som virkede rigtig fin. Vi havde det godt sammen (troede jeg), og pludselig havde vi været sammen i et halvt år ca. Der begyndte det at gå galt, med at han skrev med andre piger, når vi var sammen, og med at han sad ved computeren og chattede med hende, og så hende over det der webcam. Han viste hende ting, som jeg havde svært ved.. han rejste sig ofte op og stod lige ud for kameraet, sådan at hun kunne se hans underbukser med fokus på noget, som jeg synes var privat.. efter 8 måneder, fandt jeg ud af, at han havde været mig utro i 5 af månederne med hende.. det gjorde så ondt, og han ville ikke svare mig, så det blev ikke "afsluttet" korrekt.. dette skete med den næste kæreste også, hvor han også var mig utro.. og så gik det galt, jeg følte mig ikke god nok..

Nu sidder jeg her, nogle år efter, og er sammen med en fyr. Vi har snart været sammen i 3 år, vi bor sammen og har det godt.. han er sygemeldt med depression og jeg går på Handelsskolen og er ved at tage uddannelse.

Han har aldrig sådan rigtig skrevet med nogle piger, og derfor vidste jeg ikke, at jeg stadig var mærket af det fra fortiden..

Nu skriver han rigtig meget med nogle piger fra Facebook, som også er syge med noget psykisk.. han har en veninde, som han skrev meget med for år tilbage. Han har aldrig fortalt om hende. Og så ser jeg en dag, at han har skrevet noget til hende, med at hun er vidunderlig, smuk, og noget med en pervers hentydning. Hans svar var "jamen hun er noget specielt".. den kan jeg ikke glemme.. alle kan vel være noget specielt, og jeg føler bare ikke at det er nogen undskyldning.. siden da har han holdt hans mobil meget sjovt, og skriver kun, hvis jeg kigger væk eller ikke lige er i nærheden, altså ved siden af ham.. jeg føler bare, at der er noget galt, men han bliver ved med at benægte, men har bare set noget beskeder som gør mig utryg.. tænker ofte at jeg ikke er god nok til ham, at jeg bare burde være alene, at jeg er mærkelig og tingene vil have mig, at jeg er grim og mærkelig og alle mulige forkerte ting..

Har endda spurgt ham nogle gange nu, om han ikke bare vil være fri for mig, føler mig som en pestilens.. :(

Håber på svar fra jer, for ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Det slider så hårdt på mig, at tænke, at jeg ikke er noget værd.. :(

 

På forhånd tak.

 

Hilsen hende der ikke er god nok..

Sabina, 19 år

SVAR:

Hej Sabina.

Jeg kan godt forstå, du føler, at du ikke er noget værd. Dine sidste 3 forhold har i dine tanker bekræftet den teori. ”JEG du’r ikke til at have en kæreste…..eller kæresterne vil ikke være gode ved mig”

Jeg kan desværre ikke give en "røvfuld" til de 3 herrer, selvom jeg ellers kunne have stor lyst til det.

Jeg kan kun prøve at skrive lidt til og om dig.

Mærk efter og sæt ord på, hvad tingene gør ved dig

Når jeg har par i terapi, som fortæller mig, at deres partner gør noget, som de bliver rigtig kede af, så kigger vi på det.

Det er nemlig sådan, at hvis du fortæller din kæreste, at det gør dig rigtig ked af det, når han chatter med andre piger – især når tonen er lidt lummer, så er han ikke længere uvidende om konsekvenserne.

Det er hans valg, om han vil vise dig respekt

Altså: Han ved nu, at hver gang han chatter med en pige, og det er mere end på ”depressions-netværks niveau”, så er han i gang med at gøre sin elskede ked af det.

Det betyder, at hvis han fortsætter med sine lumre chatbeskeder med andre, så er han allerede i gang med at ende jeres forhold, for han ”køber billetter til andre kampe – end hjemmekampene”, hvis du forstår, hvad jeg mener.

Han er i gang med at vise en masse interesse for andre, end den han via jeres aftale om at være et par, skulle vise 100 % opmærksomhed.

Du skulle gerne være hans nærmeste fortrolige

Hvis han vil være sammen med dig, så er det dig, ham og jer to, der skal have opmærksomheden.

Jeg kan godt forstå, at hvis han går hjemme med en depression, så kan det være rigtig dejligt at dele tanker og frustrationer med andre ligesindede. Men den store fare er netop, at tonen hurtigt kan blive meget venskabelig, kærlig og intim, fordi man forstår hinanden så godt.

Hvis han i stedet synes, at I to ikke taler så godt sammen, så var det måske dér, han skulle sætte ind, for at det kunne blive bedre. Det bliver IKKE bedre af at der bliver skabt tætte relationer til andre –UDENFOR parforholdet.

Du er værdig til at blive vist respekt!

Når du bliver ved med at ende op med de fyre, der får dig til at tro, at du ikke er noget værd, så skal du til at gøre noget andet. Du skal være meget mere tydelig omkring, hvem du er, og hvad du vil have/finde dig i.

Jeg tror, at din usikkerhed omkring dig selv, er skyld i at fyrene behandler dig som en dørmåtte. De slipper af sted med det.

Vær tydelig og sæt grænser

Når du fortæller, at din kæreste har en adfærd, som gør dig ked af det, og han så vælger at fortsætte med at gøre det alligevel, så skal du sige fra. Så skal du stoppe forholdet, for det bliver ikke anderledes. Du skal stå ved, det du føler, tale åbent om det, og det skal respekteres.

Når det så er sagt, skal du selvfølgelig også sørge for at behandle dig selv godt.

Gør status - VIL I hinanden?

Jeg kan læse, at du spørger fyren. Er jeg ikke bare en pestilens? Vil du ikke hellere være fri for mig? Sådanne spørgsmål skal man aldrig stille sin partner.

Det dræner et parforhold, hvis den ene hele tiden skal bekræftes i at være god nok, eller bekræftes i at man ikke er på vej væk fra forholdet.

Fokus på dig selv og på jer. VIL I hinanden, og vil I GIVE hinanden alt det bedste, I kan. Hvis I ikke vil det, så få talt om det, og få sluttet forholdet.

Et parforhold handler om at GIVE alt det gode man kan til glæde for den anden. Det handler ikke så meget om, hvad man kan FÅ. Hvis din kæreste er mere optaget af at GIVE til depressions-netværks-gruppe-pigerne, så er han ikke engageret nok i jer to.

Gør noget godt for dig selv – det er du værd!

Jeg tror, det ville være godt for dig at søge hjælp fra en terapeut omkring din selvværdsproblematik. Du skal simpelthen i gang med noget egen-omsorg, så en fremtidig kæreste kan se HVOR MEGET du er værd, og så han ikke får lyst til at behandle dig som en dørmåtte.

En terapeut eller psykolog kan hjælpe dig til at blive klogere på, hvorfor du er havnet i flere forhold, som har været usunde for dig og som har været med til at nedbryde dit selvværd. Det kan være helt nødvendigt at få hjælp til det, for ikke at "historien skal gentage sig" og du risikerer at havne i endnu et forhold, der ikke er sundt for dig.

Vil du godt sørge for at passe godt på dig selv og ikke lade dig nøjes.

Mange hilsner fra Anja 

Leksikon

Annoncer