Usikker på identitet og seksualitet – kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er en pige på 15 år, som er meget i tvivl om mig selv, og hvem jeg egentlig er. Én gang har jeg følt mig tiltrukket af en dreng, hvilket jeg i sidste ende var meget ked af, da jeg endte med at skuffe mig selv lidt. Siden da tænkte jeg ikke rigtigt på, hvad jeg egentlig rent kærlighedsmæssigt ønsker.

 

Så lige pludselig dukkede disse følelser op for verdens mest perfekte kvinde, mine øjne nogensinde har set. Følelsen var velkendt, for inden min “første” forelskelse, havde jeg haft disse små vibrationer i kroppen ved denne person. Det var bare meget uvist for mig. Nu hvor jeg tænker tilbage, ved jeg, at det så har været DENNE følelse. Jeg har nu været dybt forelsket (lidt op og ned) i over et år. Hun er jordens mest perfekte skabning og giver mig livslyst.

 

Det mærkelige er bare, at de kvinder, som jeg føler mig dybt fascineret af, er meget ældre, end jeg er. Drengen var et år ældre. Kvinden, jeg er faldet for, er 30! De kvinder, jeg finder interessante, når jeg kigger rundt, er ikke på min alder! Jeg ved ikke, om det er fordi, de har fundet deres personlighed og hviler i dem selv. Om de signalerer homoseksualitet? Jeg er så frustreret!

 

Min familie lægger i den grad ikke skjul på, hvad deres mening er om homoseksuelle. De bliver jo nærmest sure, når jeg bare snakker om en anden pige på den måde. Det gør mig dybt ked af det.

Jeg træder altid i forsvar, når folk sviner homoseksuelle til. Jeg føler mig lesbisk. Jeg føler mig tiltrukket af kvinder. Jeg føler ikke lysten til at skulle have sex med en mand. Jeg føler begær overfor kvinder!

 

Men det er, som om alle prøver at sige til mig, at det ikke passer! – at jeg er hetero. At det bare er teenageforstyrrelser. Hvad filen gør jeg!

Er ved at sprænge. Kan jeg ikke bare slappe af og være den, jeg er? Det føler jeg desværre bare ikke ...

 

Der er sikkert 1000, der spørger, og jeg ved udmærket godt, at det i sidste ende er mig selv, der skal mærke efter og finde svaret – men er i vildrede!

Håber virkelig at jeg kan være heldig med et svar :-)

 

MVH N, 15 år


SVAR:

Kære N

Hvordan skal jeg svare dig, uden det blot bliver endnu en stemme til det kor, du hører, hvor du oplever dig forkert og fordømt?

Det svære ved bare at være den, du er

Jeg forstår både dit store ønske om “bare at kunne slappe af og være den, du er”, og at du er en pige på 15 år, som er meget i tvivl om dig selv, og hvem du egentlig er. Du skriver ærligt, at du er i vildrede, og det må være enormt ensomt at gå med alle disse tanker og følelser alene, så tak fordi du vover at skrive til AdamogEva.dk for at få svar.
Det sted, du er i livet lige nu, hvor du er ved at finde din egen identitet, her kunne overskriften over dit liv med rette være: forsigtig – under ombygning.

Du oplever det brutalt, og det gør dig dybt ked af dig, skriver du, når din familie på ingen måde lægger skjul på deres mening om homoseksuelle - fordi du hører det som en kritik af dig, og som en fordømmelse af dig – tror jeg.

Der er en vej til at finde sig selv

Jeg mener, det er vigtigt at skelne mellem

  1. Den jeg er
  2. Den jeg burde være
  3. Den andre synes jeg burde være.

Du kan forestille dig, at 1-2-3 er 3 huse. Det er vigtigt at være hjemme i sit eget hus (1) og det er ok at gå på besøg i de 2 andre huse – du skal bare gå hjem i dit eget hus igen, for det er her, du bor (dine værdier, holdninger osv.).

Når du fx træder i forsvar, hvis folk sviner homoseksuelle til, så siger det noget om dig (hus 1). Fx at du er modig, at du ikke finder dig i uretfærdighed, at du har forståelse for andre/homoseksuelle osv.

Når du bliver dybt ked af din families udtalelser om homoseksuelle, er du måske i hus 3 (?) – så gå hjem i dit eget hus, og lad andre have deres mening.

“Men det er, som om alle prøver at sige til mig, at det ikke passer” (hus 3). Så gå hjem i dit eget hus igen.

Fascinationen fortæller noget vigtigt om dig

Når du fascineres af noget hos et andet menneske, kan det godt være en egenskab eller noget, du i virkeligheden savner hos dig selv. Måske netop en fascination af, at de har fundet deres personlighed og hviler i sig selv, som du er inde på. Så det er altså egenskaber, du gerne vil se hos dig selv – sådan du burde være? (hus 2).
Den kvinde, du fortæller om som jordens mest perfekte skabning, skønheden hos hende og den livslyst, du får fra hende – er det måske også sådan, du selv burde være? (hus 2).

Vov at leve med usikkerheden – du har tiden for dig

Du skriver også, du har skuffet dig selv efter et forhold til en dreng. Jeg kan ikke vide, hvad det betyder for tolkningen af dine egne følelser for det andet køn. Du skriver, du føler dig lesbisk og tiltrukket af kvinder og ikke har lyst til at skulle have sex med en mand. Du føler begær over for kvinder, skriver du. Og de følelser har du så.
Jeg tænker, du er meget tidligt ude til at være så sikker – når du faktisk samtidig beskriver dig selv som en person, der er i tvivl om, hvem du egentlig er. Måske er de følelser, du oplever, svære at tolke – og hvad er det, der gør dig usikker på dig selv?

Jeg tænker, du mangler at gøre mange erfaringer, og jeg vil opfordre dig til at være åben overfor begge køn. Og så vil jeg ønske for dig, at du får mulighed for at lære mange flere skønne mennesker at kende – både kvinder og mænd, for de findes – og at du får rigtig gode venskaber, også venskaber som er alderssvarende (sådan der omkring).

Giv dig god tid til at blive klogere på dig selv – du skal nok nå det.

Læs også svar til andre, som er i tvivl om deres identitet:

Er jeg mon biseksuel?
Er jeg lesbisk?
Er jeg måske biseksuel?

Kærlig hilsen
Else Ø.Andersen


Else Ø. Andersen

Skrevet af:

Else Ø. Andersen

Familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer