Ubeskyttet sex og fortrydelsespille – er jeg gravid?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 15 år, og meget forvirret! Jeg tror, jeg er gravid, men kan det passe? Jeg havde sex med en dreng for 2 uger og 5 dage siden. Ja uden beskyttelse, er ikke på p-piller, men jeg tog en fortrydelse pille 3 dage efter.

Men min menstruation var 10 dage forsinket. Jeg har haft den nu, men den var ca. 2 dage kortere, end den plejer at være. Jeg har fået af vide, at de her ti symptomer er typiske, hvis man er gravid:

Pletblødning

Forsinket, eller udebleven menstruation

Ømme bryster

Træthed og udmattelse

Graviditetskvalme

Rygsmerter

Hovedpine

Hyppig vandladning

Mørkere brystvorter

Øget appetit.

Og jeg har: Forsinket mens, træthed, kvalme, rygsmerter, hovedpine og øget appetit.

Jeg er virkelig bange, og ja jeg ved godt, jeg skal tage en graviditetstest.

Men skal jeg ikke have en abort? Hvis det nu endelig er, og min mor og far river hovedet af mig! Hvis jeg siger det til dem. Hvad gør jeg? Er der mulighed for, at de ikke behøver vide det?

De er skilt og jeg snakker ikke specielt meget med nogen af dem. Please svar mig! Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre!

Hilsen Caroline, 15 år


SVAR:

Hej Caroline

Mange tak for sit spørgsmål. Det er nogle store tanker og bekymringer, du går rundt med. Jeg er glad for, at du deler dem med os her på Adam&Eva. Jeg vil rigtig gerne svare på dit spørgsmål om usikkerhed omkring graviditet og fortrydelsespille. Og så vil jeg også opfordre dig til at snakke med andre om dine bekymringer. Det er vigtigt at have nogen at dele dem med!

Fortrydelsespille

Som hovedregel virker fortrydelsespillen bedre, jo hurtige du tager den. De virker bedst indenfor 24 timer, hvor de forhindrer graviditeten i at udvikle sig i ca. 85% af tilfældene. Det betyder, at selvom du havde taget pillen indenfor det første døgn, ville det stadig være muligt, at du kunne være gravid. Risikoen er større, nu hvor du har taget den 3 dage efter samlejet.

Der er også bivirkninger til fortrydelsespiller. De kan bl.a. være:

  • Brystspænding
  • Kvalme
  • Opkastninger
  • Hovedpine
  • Blødningsuregelmæssighed; forsinket eller for tidlig menstruation

Samtidig påvirkes din krop meget af dine tanker og bekymringer. Faktisk kan nervøsitet og bekymringer i sig selv udskyde din menstruation, ligesom det kan give dig hovedpine, gøre dig træt og ændre ved din appetit. Der er altså en risiko for, at du kan være gravid – det vil der altid være, selvom du havde taget fortrydelsespillen tidligere. Men det er også muligt, at de symptomer, du oplever, ikke skyldes graviditet, men fortrydelsespillen og dine bekymringer.

Gravid?

Som du selv nævner, vil jeg anbefale dig at tage en graviditetstest. Den vil give dig svar på, om du er gravid. Det kan være skræmmende, fordi du så får svaret på det, du går og bekymrer dig om. For hvad nu, hvis den er positiv? Derfor vil jeg anbefale dig at tage den sammen med en person, du stoler på og som kan støtte dig bagefter, uanset hvad resultatet bliver. Jeg kan forstå, at du ikke snakker så godt med dine forældre. Jeg tror, at de alligevel gerne vil vide, hvad du går og bekymrer dig om. Men det kan også være en anden voksen, du stoler på eller en god veninde. En anden mulighed er, at du får taget graviditetstesten hos din læge. Han/hun vil også kunne informere dig om dine muligheder, hvis du er gravid.

Jeg vil under alle omstændigheder anbefale dig at snakke med din læge om prævention. Det er vigtigt, at du får taget stilling til prævention, hvis du fortsat vælger at have sex. Både for at beskytte dig mod graviditet, men også som beskyttelse mod kønssygdomme.

Og så har jeg siddet og regnet lidt på de tidsangivelser, du skriver i dit spørgsmål. Umiddelbart virker det til, at I har haft sex få dage før, du egentlig skulle have din menstruation. Er det rigtigt? Hvis det passer, er sandsynligheden for, at du er gravid rimelig lille. Sandsynligheden for at blive gravid er nemlig størst 14 dage før forventet menstruation.

Du kan læse mere her: Sådan bliver du gravid.

Hvad nu?

Allerførst bliver du nødt til at finde ud af, om du faktisk er gravid. Bagefter vil der dukke nye spørgsmål op – specielt hvis du er gravid. I den situation vil jeg igen kraftigt anbefale dig at snakke med en voksen, som du har tillid til. Det kan også være en lærer, som sikkert gerne vil hjælpe dig. Hvis du ikke kan komme i tanke om nogen, så snak med din læge. Lægen har tavshedspligt, og dine forældre får altså ikke noget at vide om, hvad I snakker om.

Der er mange store spørgsmål at tage stilling til, hvis du er gravid. Det er muligt at ringe anonymt til abortlinien og der er en hjemmeside, som hedder hvadnu.dk, hvor der også er information om dine muligheder og hvor du kan få online rådgivning. Det står der meget mere om i denne artikel: Uønsket gravid – hvad gør du?

Pas på dit sexliv

Jeg håber, at det er svar på dit spørgsmål. Jeg ønsker alt det bedste for dig, og derfor synes jeg også, at jeg er nødt til at skrive lidt mere. Du beskriver, at du har haft ubeskyttet sex, og jeg går ud fra, at sex i det hele taget er rimelig nyt for dig. Du oplever lige nu, at det kan føre en masse bekymringer med sig. Sex er så meget mere end noget fysisk, som man kan blive gravid af. Sex påvirker vores følelser og kan både føre til masser af glæde og dybe sår. Derfor vil jeg opfordre dig til at passe på dig selv i den her tid, hvor du er ved at udvikle dig fra pige til kvinde. Tag hellere skridtene lidt langsommere, så du er sikker på, det er de rigtige skridt, du tager.

Pas godt på dit sexliv
Sex og følelser

Jeg håber, det har givet dig nogle svar. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen.

Vh Anna 


Anna Lindbjerg

Skrevet af:

Anna Lindbjerg

Jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer