Ubeskyttet sex men ikke gravid - kan jeg være steril?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg var for nylig sammen med en dreng, præcis 2 uger efter min første menstruationsdag. Jeg har læst, at det som regel er 2 uger efter, at man har sin æggeløsning. Det skal lige siges, at han kom oppe i mig de to gange, vi havde sex den nat. Og jeg fik først tisset og tørret mig dernede et par timer efter. Men så idag fik jeg min menstruation. Kan det være et tegn på, at jeg er steril og ikke kan blive gravid? Jeg ønsker ikke at blive gravid lige nu, men jeg undre mig over, at jeg ikke er blevet det.

Pernille, 17 år


SVAR:

Kære Pernille

Tak for dit spørgsmål. Du har ret i, at man normalt siger, at ægløsningen kommer ca. 2 uger efter første menstruationsdag. Men hver kvindes menstruationscyklus er forskellig, der er nemlig også forskel på, hvor lang tid, der går mellem menstruationerne, og for nogle kommer de heller ikke regelmæssigt. Derfor kan det være rigtig svært at udregne en præcis dato for ægløsningen.

Når det er sagt, så er det også sådan, at selvom man har sex på det tidspunkt, hvor ægløsningen kommer, er det ikke sikkert, man bliver gravid. Selvom der både har været æg og sædceller tilstede, er det nemlig ikke sikkert, at sædcellen i det hele taget når frem til ægget. Og selv hvis ægget skulle være blevet befrugtet, sker det ofte, at det ikke sætter sig fast i livmoderen. Så jeg synes bestemt ikke, du skal være bekymret for, om du er i stand til at få børn. For nogen kræver det mange forsøg, før det lykkes, også selvom de er sunde og raske.

Du kan læse mere her: Sådan bliver du gravid

Nu har du så fået din menstruation, men alligevel vil jeg faktisk opfordre dig til at tage en graviditetstest. Det er nemlig sådan, at nogle gravide kvinder godt kan få en blødning på det tidspunkt, hvor deres menstruation skulle have været der. Du har trods alt haft ubeskyttet sex på et tidspunkt, hvor chancen for at blive gravid var rimelig stor. Så bare lige for en sikkerheds skyld.

Med hensyn til det med at tisse efter samleje, så er det en rigtig god ide, fordi det beskytter dig mod at få blærebetændelse, men det er altså ikke nogen effektiv metode til at undgå graviditet.

Tid til eftertanke

Til slut vil jeg bare lige dele en lille tanke med dig. Du skriver, at du ikke ønsker at blive gravid lige nu, og alligevel har du ubeskyttet sex. Du er ung, og det der med børn virker sikkert som noget, der ligger langt ude i fremtiden. Sandheden er bare, at de valg, du træffer lige nu, også får konsekvenser, der rækker langt ind i dit liv.

Når du har sex uden kondom er der risiko for, at du kan blive smittet med kønssygdomme, som kan få langvarige konsekvenser for dig. F.eks. kan sygdommen clamydia gøre, at du senere i livet ikke kan blive gravid.

Og nogle gange får man børn af at have sex. Det kan i øvrigt også ske, selvom du beskytter dig, så jeg vil bare opfordre dig til at reflektere lidt over, hvad det er, du vil og ikke vil. Jeg vil opfordre dig til at passe godt på dig selv og dit sexliv.

Måske kan du have glæde af at læse disse artikler:
Pas godt på dit sexliv
Prævention

Jeg håber, du synes, du fik svar på dit spørgsmål.

Kærlig hilsen
Johanne


Johanne Kammersgaard Ipsen

Skrevet af:

Johanne Kammersgaard Ipsen

Sygeplejerske

adamogeva.dk

Annoncer