Tør jeg gifte mig, når vores fysiske samliv ikke fungerer?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva. Jeg er en pige først i 20´erne, som har en rigtig dejlig kæreste. Vi har været sammen i 2½ år, og vi kender hinanden utrolig godt. Vi snakker om at gifte os om et års tid, men jeg er blevet i tvivl. Ikke om mine følelser, og egentlig heller ikke om hans - det handler faktisk udelukkende om vores fysiske samliv. Vi er begge troende kristne og har fra start været enige om, at vi ikke vil have sex, sove sammen, tage på ferie sammen osv., inden vi bliver gift. Både for ikke at friste os selv unødigt, men også for ikke at være dårlige forbilleder for andre i det.

Problemet er så nærmere blevet, at vi slet ikke har fristet hinanden. Min kæreste har tidligere følt sig meget usikker på sin maskulinitet, men har langt hen af vejen fået fred i sig selv som mand. Han kan stadig blive usikker, og vi ved begge, at det nok altid vil være en kamp for ham. Derudover gider han bare ikke rigtig det fysiske. Han synes, det er kedeligt, og det siger ham ikke rigtig noget.

Jeg har et ambivalent forhold til min egen krop. Jeg vejer nogle kilo for meget, som jeg er meget ked af, og som jeg kæmper for at acceptere. Jeg har forsøgt at tabe mig utrolig mange gange, men lavt stofskifte og medicin gør, at det ikke er så nemt.

Samtidig skal det siges, at jeg har utrolig meget brug for fysisk nærhed, da det er mit kærlighedssprog.

Umiddelbart lyder det, som en formel, der ikke kan gå op. Spørgsmålet er bare, om kærligheden til - og respekten for - hinanden kan bære igennem; også disse udfordringer. Min frygt er, at vi bliver gift, og jeg bliver såret. Såret fordi, jeg har brug for mere fysisk opmærksomhed, end han magter at give mig - og at han til det bare kan sige: Du vidste, hvad du gik ind til. Såret fordi vi kun ganske sjældent kommer til at have sex, og at det er mig, der nærmest skal kræve det. Fordi han ikke har lyst til mig. Såret fordi, vi kommer til at leve mere som venner end som ægtepar. Såret fordi jeg ikke føler mig attraktiv og god nok.

Jeg er ikke bange for, om han elsker mig - det ved jeg, han gør. Han ønsker at leve sit liv sammen med mig, og han forsøger på alle tænkelige måder at gøre mig tryg. Undtagen når det kommer til det fysiske. Ikke fordi han ikke vil, men det siger ham ikke noget. Han glemmer, at jeg har brug for det, og han bruger meget energi på at skulle huske det. Derudover føler han sig også af og til nødsaget til at sige fra, fordi han ikke orker mere. Han mener, at det er okay at sætte en grænse. Problemet er bare, at jeg oplever den grænse han sætter - lige meget hvor, han sætter den - som en afvisning af mig.

Min frygt går på flere ting. Er det mig, han ikke tænder nok på, til at skulle være tæt på mig; for hvis det er tilfældet, kan jeg jo frygte den dag, der kommer en anden kvinde forbi, som er mere interessant. Han siger, at det er helt hen i vejret at snakke om, fordi det er mig, han vil have, og fordi vi har noget så unikt sammen.

Min usikkerhed ift. min krop bliver også påvirket, for er det den, han ikke kan leve med? På den ene side bliver jeg ked af det, hvis det er tilfældet (jeg ved, at han tidligere har haft det svært med, at jeg er for stor, men han siger, at han nu oplever det lettere at abstrahere fra det og elske mig på trods.) Men samtidig bliver jeg også lidt sur og forarget. Jeg synes jo, at jeg elsker ham på trods af så meget andet, og han krænker noget i min stolthed ved at pointere, at jeg nærmest bør være taknemmelig over, at han kan elske mig med den krop, jeg har. (min udlægning) Som han siger: Tror du ikke nok, vi skal klare denne udfordring? Vi har styr på alt andet - så må vi tage skridt ift. det fysiske og få det til at fungere. Men jeg er rædselsslagen for, at det ikke holder i virkeligheden. At blive gift er virkelig noget stort, og der er ingen vej tilbage. Jeg ønsker mere end noget andet at blive gift med ham, men jeg ved ikke, om det er for usikkert...

Jeg håber I kan hjælpe mig lidt!

Kh. Københavneren


SVAR:

Kære Københavner

Mange kvaliteter i jeres forhold

Når jeg læser din henvendelse, får jeg indtryk af, at din kæreste har ret, når han siger, at I har noget unikt sammen. Jeres forhold er præget af stor åbenhed og fortrolighed, og det er desværre ingen selvfølge i et forhold. Du skriver også, at I elsker hinanden. I har nogle ”ingredienser”, der er vigtige i et godt og vellykket ægteskab: kærlighed, venskab samt fælles tro, værdier og livssyn. Det virker til, I på mange måder har et godt forhold, som mange vil misunde jer.

- og samtidig stor smerte

Men jeg oplever også, at du går rundt med en stor smerte i forholdet. Du ved dig elsket, men har svært ved at føle dig elsket, da din kæreste ikke taler dit kærlighedssprog (fysisk nærhed/berøring). Din kæreste ved, du har brug for fysisk nærhed, men magter ikke at dække dit behov. Jeg fornemmer, at han ikke helt er klar over, hvor meget det smerter dig og får dig til at tvivle på jeres planlagte fælles fremtid som ægtepar.

Det seksuelle samliv

En anden vigtig ”ingrediens” i et godt ægteskab er det seksuelle samliv, som binder ægtefællerne sammen på en hel unik måde. I har bevidst valgt ikke at have sex forud for ægteskabet, og du havde nok forventet, I ville blive fristet, og at det derfor ville blive vanskeligt at fastholde jeres valg. Men I har ikke oplevet fristelse; I har ikke oplevet den store lyst til at give jer hen til hinanden seksuelt.

En problemfyldt seksualitet?

Du skriver, din kæreste har været usikker på sin maskulinitet, og at han synes, det fysiske samvær er kedeligt. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, om han kæmper med homoseksuelle følelser? Hvis det er tilfældet, og han ikke har talt med andre end dig om det, synes jeg, han skal gøre det, før han forpligter sig i et ægteskab. Jeg vil anbefale, at han taler med en psykolog eller en psykoterapeut. Han kan også henvende sig til organisationen Basis, der tilbyder støtte til mennesker med problemfyldt seksualitet.

Kan du leve med et uopfyldt behov i forhold til fysisk nærhed?

Du frygter også, at det måske er dig og din krop, der ikke tiltrækker din kæreste fysisk. Vil han have mere lyst til fysisk samvær, hvis du var tyndere, eller der var tale om en helt anden mere attraktiv kvinde? Han afviser din frygt, og du kan ikke gøre andet end at stole på ham. Jeg har lyst til at udfordre dig med en lignende tanke. Hvad hvis der kommer en anden mand forbi, som viser dig interesse, er lige glad med de ekstra kilo (måske finder han dem ligefrem tiltrækkende) og ”taler dit kærlighedssprog”. Vil du så føle dig fristet til at indlede et forhold til denne mand? Og vil du måske blive fristet over evne?

Svære følelser, at gå alene med

Jeg har været inde på, at din kæreste måske kan have glæde af at tale med en om sine følelser. Men hvad med dig, har du nogen, du kan dele din tvivl med? Det er alvorlige tanker, du går og tumler med, så det kunne være godt at dele dem med en, som er mere neutral end din kæreste. Faktisk kunne det være godt for dig, om det var en professionel.

Det kan føles trygt at blive i forholdet og lade det udvikle sig, som du selv forventede og jeres familie og omgangskreds sikkert stadig forventer. Men et ægteskab skal ikke indgås for at leve op til andres forventninger eller for at undgå den utryghed, der er forbundet med at bryde ud af et forhold.

For at få styr på dine tanker og din tvivl, kan I overveje at holde en pause i jeres forhold og nøjes med at være venner i en periode. Hvor forskelligt vil jeres forhold være? Vil det stort set være det samme? I så fald har I måske snarere et meget dybt og fortroligt venskab end et egentlig parforhold. Eller måske vil din kæreste opleve, at han kommer til at savne den fysiske nærhed?

Om du skal gifte dig med din kæreste, er det kun dig selv, der kan afgøre. Jeg vil dog råde dig til at tage din tvivl meget alvorlig. Du kan ikke ændre din kæreste og hans følelser. Så du bliver nødt til at stille dig selv nogle alvorlige spørgsmål, før du beslutter dig for at indgå ægteskab med din kæreste. Kan du leve med at vide dig elsket, men måske aldrig komme til at føle dig elsket? Kan du leve i et ægteskab, hvor din ægtemand snarere føler det seksuelle som en pligt end som en fælles nydelse? Og kan du gå alene med denne smerte, eller vil du få brug for nogen at dele din frustration og smerte med? Mange flere spørgsmål kunne stilles, og jeg vil opfordre dig til at stille dem og besvare dem så ærligt som muligt. Også selvom svarene og den endelige konklusion måske kommer til at gøre ondt.

Jette


Jette Bak Pedersen

Skrevet af:

Jette Bak Pedersen

Psykolog

adamogeva.dk

Annoncer