Vi krammede og kyssede til fest - skal jeg invitere hende ud?

Vis spørgsmål

Hej, var til en fest, hvor der var den pige fra min klasse, som jeg har haft et godt øje til i et stykke tid nu. Jeg kan huske, at vi dansede og krammede, og vi kyssede vist også :)

Mit problem er så bare, at jeg ikke ved, om jeg skal invitere hende ud. For tænker, hvis hun siger nej, vil det jo være ret akavet i skolen :/ 

Dreng 16 år


SVAR:

Kære 16 årige.

Du beskriver ret præcist, at der er en risiko ved at nærme sig en anden. Og den risiko kan jeg ikke fjerne, - det er en del af livets vilkår. Du fortæller også, at I har krammet og kysset. Så tænker jeg da, at hun ikke føler sig frastødt af dig, med mindre I var i en situation, hvor dømmekraften var svækket?

Hvordan er jeres forhold til daglig?

Hvordan er jeres hverdag i klassen, har du fornemmelse af, at hun gerne vil have noget med dig at gøre? Spiser I sammen i kantinen? Sidder I i nærheden af hinanden i klassen? Taler I sammen i frikvartererne? Har I talt om, at det var en god fest, I var til? Eller er festens hændelser noget, der forties?

Fylder hun så meget, at det går ud over alt andet?

Du må mærke efter i dig selv. Tænker du så meget på hende, at det kniber for dig at koncentrere dig om andre ting? I så fald er det måske bedre at søge en afklaring, end at blive ved med at være i en pinefuld situation? Så er det måske risikoen værd? Også selv om du risikerer at måtte se i øjnene, at hun ikke ønsker mere? Og det, som du skriver, kan blive akavet i skolen en tid bagefter?

Du kan vælge at tage små skridt

Måske kan du sænke din risiko ved at sætte nogle følere ud, før du laver en større invitation? Måske kan du lægge mærke til, om hun gerne vil tale med dig? Du kan spørge lidt mere ind til, hvem hun er, hvor bor hun, hvor stor er hendes familie, hvilke fritidsinteresser har hun, hvilke fremtidsdrømme har hun? Måske er der fredagscafe på skolen, som du kan spørge, om hun vil med til?

Jeg kender dig jo ikke, så måske vil det passe bedre til dig at fortælle hende, at du synes godt om hendes selskab, og at du gerne vil give en sandwich eller pizza efter skoletid en dag? Måske bare et par timer, men så kan du sikkert finde ud af, om hun synes om dit selskab, eller om hun hurtigt trækker sig. Om I skal gentage det at bruge et par timer sammen, eller om det var det…

Kære 16. årige. Det er spændende og nogle gange for spændende at være i den livsfase, hvor man begynder at søge en partner. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke og tænker, at hvis du grundlæggende arbejder på både at respektere dig selv og den pige, du er interesseret i, er det et rigtig godt udgangspunkt.

Jeg vil foreslå dig at læse udvalgte artikler og svar under temaet: Fra venner til kærester

Mange hilsener fra Margit


Margit Nørgaard

Skrevet af:

Margit Nørgaard

Sygeplejerske

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK