Taget ekstra p-piller – kan jeg regne med, at de virker?

Vis spørgsmål

Hej. Skal være sammen med min kæreste i weekenden, samtidig med har jeg udsat min menstruation i en uge og taget p-piller 3 gang dagligt, indtil jeg får menstruation, hvilket der er en uges tid til? Kan jeg være beskyttet af det? Jeg har blandt andet også holdt en lang pause med p-piller, da min familie er meget imod pillerne, blev tit deprimeret pga af det, for de sagde altid en masse ting, som ikke kan beskrives i forbindelse med p-piller! Er meget forvirret nu og ser frem til at være sammen med ham, samtidigt med jeg er bekymret for, at p-pillerne ikke vil virke.

 

Please hjælp? :-)

Mimi, 16 år


SVAR:

Kære Mimi

Jeg har lidt svært ved helt at forstå, hvordan du har taget dine p-piller indtil nu – har du taget dem regelmæssigt (dvs 1 om dagen) siden sidste menstruation? I så fald er du beskyttet mod graviditet. Hvis du derimod har holdt pause indenfor den sidste måned, og så er begyndt igen, er det svært at give dig et fuldstændigt svar på, om du er beskyttet mod graviditet. Det kommer an på, hvor længe du har taget p-pillerne, og hvor du var i din cyklus, da du begyndte. Der er også lidt forskel mellem de forskellige p-pillemærker, hvad producenten lover, hvis man starter på p-piller midt i en cyklus. Prøv at læse indlægssedlen, der ligger i pakningen, eller slå op under dit p-pillemærke på indlægsseddel.dk.

P-piller skal tages, som anvist

At du lige nu tager 3 p-piller om dagen er ingen god idé. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være helt sikker på ikke at blive gravid, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kan garantere dig, at du ikke kan blive gravid, hvis du ikke har taget p-pillerne regelmæssigt siden sidste menstruation. Overdosering kan derimod give kvalme, opkast og småblødninger. Hvis det er fordi, du gerne vil udsætte din menstruation, er det også nok at tage en om dagen (hvis altså du har taget p-pillerne regelmæssigt indtil nu).

Læs også mere om P-piller her: Info om p-piller

Beskyt dig ekstra

Hvis det er indenfor den sidste måned, du har holdt en længere pause med p-pillerne, så synes jeg, at I skal bruge kondom, hvis du skal have sex med din kæreste i weekenden. Husk i øvrigt, at det kun er kondom, der beskytter mod kønssygdomme. Det kan du læse mere om i dette svar:

Hjælp - kan jeg være gravid?

Find en holdbar løsning for fremtiden

Det lyder som om, du har svært ved at finde ud af, om du skal tage dine p-piller eller ej, fordi din familie på den ene side er imod det, og du (eller din kæreste?) gerne vil have sex uden risiko for at kunne blive gravid. Jeg synes, det er meget vigtigt, at du beslutter dig for, hvad du vil med hensyn til prævention! Snak måske med din kæreste om, hvad I kan få til at fungere. Hvis p-piller skal være sikre, er man nødt til at tage dem fast, de kan ikke bruges som beskyttelse en enkelt weekend, hvis ikke man har taget dem, som man skulle hele den måned.

Du kan læse mere her om andre former for Prævention.

Er du klar til sex?

Jeg kan også komme til at spekulere på, om du kan føle dig presset til at have sex med din kæreste? Hvis du føler dig utryg ved, om du kan blive gravid, så er det vigtigt, at du føler, du kan sige til din kæreste, at du ikke har lyst til at have sex med ham. Det der DIG, der bestemmer over DIN krop. Både din krop og dine følelser er værd at passe på, for du har fået dem som en gave. Gud har gjort sig umage, da han skabte dig og har givet dig skønhed både i dit udseende og din personlighed! Derfor er det heller ikke lige meget, hvem du deler din krop og dit hjerte med! Jeg håber, at du vil passe godt på begge dele! Ingen kæreste er så meget værd, at han skal have lov til at gå over dine grænser!

Forældre vil som oftest deres børn det bedste

Det lyder ikke, som om du snakker så godt med dine forældre om de her ting? Jeg spekulerer på, om de kun er imod p-piller eller om det også handler om, at de synes, det er for tidligt du har sex? Hvis også det handler om, at det er for tidligt, så overvej om ikke også det kunne være for at passe på dig, at de siger sådan? Måske er de bange for, at du skal give for meget af dig selv og blive såret? Måske er de bange for, at du skal blive gravid, fordi præventionen fejler?

Du kan læse mere her, om hvordan man passer godt på sig selv og sit sexliv

Pas godt på dit sexliv

Kærligst

Lotte 


Lotte Høeg Hansen

Skrevet af:

Lotte Høeg Hansen

Læge

adamogeva.dk

Annoncer