Smerte efter papir oppe i skeden – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en meget bekymret pige på 15 år. Jeg havde samleje med min kæreste for noget tid siden, og han kom op i mig. Så jeg proppede noget papir op i mig for at få alt det sperm ud.

Og så havde vi så også samleje i går, og han kunne næsten ikke komme ind i mig. Efter 10 sek sprang strengen på hans forhud. Jeg ved ikke lige helt, hvad det hedder.

Så i dag kunne jeg virkelig mærke, at jeg havde ondt deroppe, så han prøvede at trække det papir oppe i mig ud, så kom der en klump papir ud. Og lige siden der har jeg haft vildt ondt, og det føles stramt. Jeg har prøvet at tage en finger derop, og min finger kan næsten ikke engang komme op, da det føles så stramt, som om der noget, der støder på.

Hilsen den forvirrede.

SVAR:

Kære forvirrede

Det lyder ikke til, at det er særlig sjovt at være dig lige nu!

Gå til din læge

Jeg håber egentlig, at du har været ved din læge, allerede når du læser dette. Det er umuligt at sige, om der er mere papir i din skede, og da der kan gå infektion i, skal du kontakte din læge og få ham/hende til at se efter.

Det er ikke hverken hygiejnisk eller sundt at putte ting op i skeden, som ikke er beregnet til det. Når man har menstruation, kan man benytte tamponer, som jo skal skiftes med 4-6 timers mellemrum, fordi det kan give infektioner, hvis de bliver siddende. Det samme gælder toiletpapir, simpelthen fordi det er et fremmedlegeme for din krop.

Brug kun vand i skeden

Jeg har før hørt fra piger, der af forskellige grunde tørrer og vasker i skeden. Det er ikke en særlig god idé, fordi skeden har en naturlig bakterieflora, som kan ødelægges af for meget vand og sæbe. Derfor skal man helst kun vaske med vand og måske intimsæbe, som kan købes på apoteket, i Matas og i større supermarkeder og aldrig putte noget op i skeden for at rengøre. Brug i stedet et trusseindlæg.

Din kæreste skal måske også til læge

Mht. din kæreste og strengen på forhuden skal han være opmærksom på, om det bliver rødt og betændelsesagtigt. Hvis det gør det, skal han gå til sin læge for at få behandling.

Prævention

Det lyder umiddelbart, som om I ikke bruger kondom eller anden form for prævention. Det er en rigtig dårlig idé, fordi ethvert samleje kan føre til en graviditet. Og hvis en af jer har haft sex med andre, kan I også risikere at blive smittet med en kønssygdom. Hvis I vil fortsætte med at dele sex, vil jeg derfor kraftigt opfordre jer til at bruge noget prævention. Tal med jeres læger om, hvad der er det bedste for jer. I kan læse mere om det i artiklen Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet?

Sex gør noget ved jer

Du og din kærestes sexliv lyder til at være lidt problematisk lige nu. Jeg håber, det kan være en anledning til at få talt om, hvad sex gør ved jer. Her på AdamogEva.dk vil vi gerne fortælle, at sex ikke kun gør noget ved kroppen, som I har oplevet over det sidste stykke tid, men også rører os på sjælen.

Jeg vil anbefale at læse den her artikel og det her svar til en anden pige:
Sex og følelser
Nybegynder med sex – gør vi det rigtigt?

Du kan også surfe lidt rundt på siden og læse forskellige andre svar og artikler, fx i vores tema Teenager og sex.

Kh Mette

Annoncer