Skal vi droppe petting, når vi ikke vil have samleje før brylluppet?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva.

Jeg har virkelig brug for jeres hjælp! Jeg har en meget dejlig kæreste, og vi har det godt sammen. Men der er tre problemer lige nu, som jeg ser det, i vores forhold:

Vi har begge snakket om, at vi gerne vil giftes med hinanden på et tidspunkt i fremtiden. Vi snakkede ret hurtigt om det, men desto længere tid vi har været sammen, desto mere får vi snakket om, at vi gerne vil giftes inden for de kommende år (og det er som sådan ikke et problem i mine øjne.) Men vi har (desværre) meget hurtigt i vores forhold taget fat i petting – dvs. at vi begge allerede er blevet ophidsede af hinanden. Og vi kan begge mærke, at lysten til hinanden vokser mere og mere for hver dag – men vi er heldigvis så stærke, at det ikke fører til “mere” end det.
Jeg synes ikke, det er noget, der hører til udenfor ægteskabet – men vi er desværre gået over den grænse. “Problemet” er, at vi nu har oplevet, hvor dejligt det er, så det er svært at gå tilbage til, hvordan det var. Jeg har haft en snak med min kæreste om, at jeg synes, vi skulle gå tilbage – men hver gang ender vi begge med at røre ved hinanden alligevel. Første gang var jeg helt forbavset over, at det overhovedet var sket, fordi jeg som kristen pige ikke havde tænkt det som en option. Og jeg havde virkelig dårlig samvittighed overfor Gud der og bad om tilgivelse. Men det er, som om jeg føler lidt, at min dårlige samvittighed er ved at forsvinde lidt – og det tror jeg ikke er godt. Men jeg beder stadig ALTID bagefter om tilgivelse.

Min kæreste er kristen og er som udgangspunkt en del af de aktiviteter, der sker i kirken. Men han er ikke så erfaren, når det kommer til det med at være kristen – han kommer nemlig ikke fra et kristent hjem. Og han er på mange måder en newbie mht. hans tro. Derimod er jeg opvokset i det kristne miljø med meget trofaste og engagerede kirkeforældre. Jeg fortalte ham, før vi fandt sammen, at der var intet sex før ægteskabet – og det accepterede han. Men jeg vil meget gerne have, at han ikke gør det for min skyld, men at han også selv mener, det er bedst at vente. Hvordan finder jeg ud af, hvad han tænker om det?

Mht. sex havde vi en snak forleden, hvor han gav udtryk for, at det var det næste skridt seksuelt – og det gjorde mig lidt bange, nervøs og bekymret, fordi jeg blev lidt bange for, at vi ville gå for langt før ægteskabet – og specielt fordi vi begge virkelig har så meget lyst til hinanden, og fordi vi ikke regner med at blive gift før om 2-3 år (måske 4). 

Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg forblive stærk? Hvordan skal jeg sørge for, at vi ikke går for langt? Hvordan skal jeg finde ud af, hvad han tænker mht. sex? Skal vi droppe petting helt, eller er det okay, hvis vi kan “nøjes” med det, indtil vi bliver gift?

Mvh. Den tænksomme pige, 18 år


SVAR:

Kære tænksomme pige

Mange tak for dit spørgsmål og din åbenhed. Du er midt i et svært dilemma og står i en situation, hvor velmenende råd kan være svære at tage imod. Jeg håber, du vil finde inspiration i mit svar, så I sammen kan finde mod og vilje til at udvikle jeres kæresteforhold uden at overskride jeres seksuelle grænser.

Du beskriver, at du og din kæreste har et rigtig godt forhold, og det er jeg glad for at høre. Det er forudsætningen for, at I også kan snakke om det, der sker lige nu. Du beskriver, at I har udfordringer ift. det seksuelle; I har tidligt fundet ud af, at petting er rart, og at I kan blive ophidset af berøringer. Du har også oplevet, at du fortryder bagefter, men at grænserne langsomt rykker sig, og den dårlige samvittighed bliver mindre.

At forblive stærk

Du spørger, hvordan du skal forblive stærk. Allerførst tænker jeg, det er rigtig vigtigt, I får snakket om, hvor jeres grænser går, og at I også her er helt åbne over for hinanden. Du skriver du har sagt, at du ikke vil have sex før ægteskabet. Hvad tænker han? Det er et vigtigt spørgsmål, som du bliver nødt til at stille ham. Det er meget svært at holde sig inden for grænserne, hvis I ikke har de samme grænser. I bliver nødt til at støtte hinanden i dette, så det ikke kun er dig, der skal være stærk, men jer begge, der skal kæmpe for at passe på og støtte hinanden. Det kan måske hjælpe, at du viser dit spørgsmål og dette svar til din kæreste, og at I tager jer god tid til sammen at udforske de artikler og svar, jeg henviser til.

Sex og Bibelen

Du skriver, I begge er kristne og kommer i kirken, og du beskriver, du ikke mener, at sex hører til uden for ægteskabet. Mon I har snakket om, hvad grunden er til det? Tit giver det meget mere mening at kæmpe for noget, man kan se logikken i. Der ligger masser af artikler og svar her på siden, hvor I kan finde bibelske argumenter for at vente med sex. Jeg vil opfordre jer til at læse disse artikler og svar sammen og derefter tage en snak om:

•   hvor skal jeres grænser gå?
•   hvordan vil I lykkes med at holde jer inden for dem?

Værd at vente på
Pas godt på dit sexliv
Ægteskabet og Bibelen
Hvornår er sex sex – ifølge Bibelen? 
Hvor står der i Bibelen, at sex hører til i ægteskabet?

Jeg vil også opfordre jer til at snakke med en præst eller et andet voksent menneske, I har tillid til. Det kan være en stor hjælp at få sat ord på de tanker, I går med, og det kan være en hjælp i hverdagen til at holde fast i de beslutninger, I tager sammen. Ofte kan vi også opleve, at når først problemstillinger bliver delt med nogle, vi har tillid til, har de ikke længere den samme magt. Ligeledes kan det være godt at bede sammen om styrke og mod – det vil jeres præst helt sikkert også gerne være med til.

Sex og grænser

Selvom I er i en udfordrende tid i jeres kæresteforhold, er det også en spændende tid. I skal lære hinanden at kende på mange områder, og I bliver sikkert både overraskede, skuffede og udfordrede af hinanden i de år, der kommer. Jeres kærestetid er på den måde også en prøvetid, hvor I skal blive sikre og overbevist om, at I vil være sammen, inden I evt. gifter jer. Det er vigtigt, I også giver hinanden den frihed, at I ikke endnu er forpligtet på hinanden, og det er vigtigt, I ikke har såret hinanden eller overskredet hinandens grænser, hvis jeres forhold ikke holder. I kan ikke tage en fælles fremtid for givet, så længe I ikke har forpligtet jer til hinanden i ægteskabet, og det er vigtigt, I gør op med jer selv, hvad det betyder for jeres grænser.

Petting

Du spørger også, om I skal droppe petting helt. Det lyder til, du allerede føler, du er gået over en grænse. Du beskriver også, at det er som om den dårlige samvittighed bliver mindre. For mig at se er det helt tydelige advarselstegn, der fortæller, at du har krydset din egen grænse. Indtil du er sikker på, hvor din/jeres grænse går, vil jeg derfor råde jer til at træde et skridt tilbage og droppe petting helt, selvom det kan være svært, som du beskriver. Det er dog igen vigtigt, at I er enige om det, for at det kommer til at lykkes.

Lær hinanden bedre at kende

Lige nu lyder det til, at det fysiske fylder meget i jeres forhold, og at I allerede er kommet tættere på hinanden, end I egentlig havde planlagt. For at jeres forhold kan blive stærkt, er det vigtigt, at det også får lov at udvikle sig på andre områder; på det sjælelige og åndelige plan. Det kan I gøre ved at være sammen og dele jeres tanker og jeres tro med hinanden.

Overvej sammen:

•   Hvordan forestiller I jer, at det sjælelige og det åndelige plan kan komme til at fylde mere i jeres forhold?

•   Hvordan kan det fysiske fylde mindre? Skal I mødes og gå ture eller på café i stedet for i et lukket værelse? Skal I aftale, at døren altid står åben, og I ikke vil være alene i et hus/lejlighed? Skal I mødes med andre kristne par og undersøge, hvad Bibelen fortæller om sex og rammer?
Det er jer, der bedst ved, hvor I bliver udfordret.

Til slut får I lige lidt flere svar, der måske kan inspirere jeres samtale:
Er det kampen værd at vente med sex?
Hvordan modstår vi fristelsen til sex?
Vi ønsker at vente med sex, har I konkrete råd? 
Hvorfor ikke have sex før ægteskab?
Er vores kæleri gået for vidt?

Jeg håber, I får en god snak.

Mvh Anna Lindbjerg


Anna Lindbjerg

Skrevet af:

Anna Lindbjerg

Jordemoder

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK