Skal jeg ignorere mine følelser for ven, der er ateist?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva.dk

Jeg er lige begyndt i gymnasiet og er rigtig glad for det. Der er en rigtig sød dreng i min klasse. Jeg er selv kristen, og ønsker virkelig at gøre det, som Gud vil have mig til, men min ven er ateist. Han har været i mine bønner i noget tid ...

Jeg er begyndt at blive mere og mere vild med ham, men jeg føler, det er rimeligt forkert, da han jo ikke er kristen, og det ville være bedre for mig med en kristen. Jeg er forelsket i ham, men ved ikke, om jeg skal ignorere det??

Knus A, 16 år 

SVAR:

Kære A

Det er dejligt at være forelsket. Det er, som om næsten alt det, man ser og oplever bliver mere intenst, og man føler sig levende. Men det er også svært, når man er usikker på, om det er gengældt, og om det er det rigtige for én at handle på det.

Kan en kristen være kæreste med en ateist?

Du gør dig nogle relevante tanker i forhold til det at være kristen og at forelske sig i – og være kæreste med – en, som ikke er det. Når du skriver, han er ateist, kan jeg forestille mig, at I allerede har haft nogle gode og spændende samtaler om tro og livssyn, og du er begyndt at bede for ham om, at han må blive en kristen, tænker jeg. Og det er ikke umuligt, det kan ske, men det er sjældent noget, der sker meget hurtigt, og slet ikke for en, som kalder sig ateist.

Hvis han ikke kun er interesseret i dig, men også i det, der betyder noget for dig, kan du evt. anbefale ham at læse en bog af C.S. Lewis: Det er kristendom. C.S. Lewis var selv ateist, inden han blev kristen, og han har en fin måde at forklare kristendommen på.

Hvad med fremtiden

Du oplever måske, at mange omkring dig har en kæreste, og du længes også efter at have en. Det er helt naturligt, men prøv at tænke længere frem. Hvis I bliver kærester, har han sikkert helt andre forestillinger om fx det seksuelle, end du har. Og hvordan vil han have det med, at du gerne vil i kirke og/eller en kristen ungdomsforening? I langt de fleste forhold, hvor en kristen er kæreste med en ikke-kristen, ender det med, at den kristne giver slip på kristenlivet og troen – og ikke omvendt.

Et fælles livssyn og en fælles tro er ikke nogen garanti for et godt parforhold/ægteskab, men det skaber en grobund for kærlighed og fællesskab. At kunne bede sammen kan løse mange konflikter. Og hvis der kommer børn, har begge et ønske om, at børnene også skal lære Jesus at kende.

Der er en del artikler og svar om dette emne her på siden, og jeg vil opfordre dig til bl.a. at læse artiklen Tro og livssyn, som uddyber disse tanker.

Lyt til din mavefornemmelse

Du er stadig meget ung og har masser af muligheder for at finde én, som du kan dele både liv og tro med., og jeg fornemmer, at det også er, hvad du selv ønsker. Jeg vil opfordre dig til at fortsætte med at bede for din ven, men undgå at engagere dig dybere. Prøv at fortælle ham, at du ønsker at finde en kristen kæreste/mand.

For uddybning af min pointe kan du læse artiklen Slå koldt vand i blodet.

Mange kærlige hilsner
Inge

Annoncer