Skal jeg holde fast i at være single for altid?

Vis spørgsmål

Da jeg startede på gymnasiet besluttede jeg, at jeg aldrig nogensinde vil giftes eller have en mand i mit liv. Der er mange grunde til det:

For det første min mors forventninger, om at jeg skal leve det samme perfekte liv som hendes. En anden grund er en gammel forelskelse i min tidligere bedste ven, hvor jeg blev knust, da jeg mistede ham.

En tredje grund er, at jeg ikke tør give så meget af mig selv af frygt for at blive knust igen. Jeg ønsker ikke at være afhængig af en mand, men vil gør karriere og desuden bryder jeg mig aldeles ikke om tanken om den kristne husorden, hvor jeg vil skulle underordne mig en mand.

Jeg havde det godt med beslutningen indtil for ½ år siden. Jeg kom i tvivl, om det er det jeg vil og om det virkelig er Guds vilje. Jeg har gjort mig nogle overvejelser om, hvad jeg gør, hvis jeg må ændre min beslutning. Det er ikke let, da jeg har været flittig til at udbrede mig om min beslutning. Hvad gør jeg nu? Er det for sent at trække i land, og skal jeg gøre det? Skal jeg vente på svar på mine bønner eller skal jeg kaste mig ud i jagten på kærligheden? Eller har Gud bestemt mig til at være single resten af livet?

(kort resume ved redaktionen)

Læs hele spørgsmålet her:

Kære AdamogEva! Jeg tog en beslutning, da jeg startede på gymnasiet. Jeg besluttede, at jeg aldrig nogensinde vil giftes eller have en mand i mit liv.

Der er mange grunde til det, men der er blandt andet min mors forventninger. Hun har, så længe jeg kan huske, fortalt mig, hvor vigtigt det var at finde den helt rigtige mand. Hun har især understreget, hvor vigtigt det var at finde en god, kristen mand og at "passe på sig selv" - både seksuelt, men også med hensyn til at have kærester. Jeg er vred på hende over det, fordi hun altid har fremstillet sig selv som det perfekte eksempel, der aldrig har haft andre kærester end min far (som i øvrigt er en god, kristen mand), var jomfru da de blev gift, og hele vejen igennem havde de rigtige værdier og ikke flirtede med tilfældige fyre (selvom de selvfølgelig var interesserede i hende). Jeg er faktisk så vred, at jeg ikke ønsker at leve op til hendes forventninger om, at jeg skal leve det samme "perfekte" liv som hende. (det skal lige siges, at jeg faktisk aldrig har haft en kæreste p.g.a. hendes "gode råd" - jeg sagde nej til én, som jeg rent faktisk var forelsket i).

En anden grund til min drastiske beslutning er en gammel forelskelse i min tidligere bedste ven, der vist aldrig helt er forsvundet. Det blev aldrig til noget. Kun en masse sms'er og kram, men da vi var på kanten til at blive kærester, blev vi uvenner, og jeg var knust. Måske er jeg det stadig?

En tredje grund er, at jeg ganske enkelt ikke tør give så meget af mig selv. Det hænger måske lidt sammen med ovenstående, at jeg er blevet knust en gang og ikke tør løbe den risiko, at det kan ske igen. Jeg er altså bange. Dog ikke for at have drenge-venner. Jeg har en del af slagsen - også nære. Men jeg ønsker ikke at være afhængig af en mand. Jeg ønsker en fremtid med en karriere, som jeg kan køre, som jeg vil, uden at genere en mand ved at være nødsaget til at flytte e.l. Desuden bryder jeg mig aldeles ikke om tanken om den kristne husorden, hvor jeg vil skulle underordne mig en mand.

Det er altså grundene. Jeg besluttede det, og havde det faktisk rigtig godt med beslutningen i lang tid (godt og vel et år). Jeg støttede mig til nogle af Paulus' råd i Bibelen om, at det er godt at leve alene og kunne rette sit fokus totalt mod Gud. Jeg troede, at jeg, som jeg engang har hørt en katolsk præst give som begrundelse for sit cølibat, var ét af de mennesker, der bedst kan udleve deres kærlighed i kærlighed til Gud, og ikke, som andre, i kærlighed til et andet menneske.

Men for knap et halvt år siden, kom jeg i tvivl om min beslutning. Jeg kom i tvivl, om det virkelig er Guds vilje. Jeg kom i tvivl, om jeg kan klare at leve i cølibat et helt liv. Jeg kom rigtig meget i tvivl, da en af mine ikke-kristne klassekammerater spurgte mig: "Hvordan vil du overleve, når du ikke vil giftes, men også er imod sex før ægteskab?". Det er ikke et problem for mig i øjeblikket, men jeg er bange for, at det på et tidspunkt bliver et behov. Jeg kom i tvivl, om jeg vil blive ensom og blive forladt af mine venner, når de bliver gift. Jeg kom meget i tvivl, da jeg oplevede en af mine nære veninder blive virkelig kæreste-kedelig, og derfor frygter for at opleve det samme med mange af mine andre venner. Børn er derimod ikke et problem. Jeg ønsker ingen børn, og den beslutning er jeg på ingen måde i tvivl om.

Jeg har bedt Gud om et svar på, om min beslutning også er hans beslutning. Jeg føler bare ikke, at jeg får noget svar. Jeg ved godt, at Gud ikke altid svarer på bønner, sådan som vi forventer, men jeg har meget konkret bedt ham om, at hvis det ikke er hans vilje, at jeg skal leve som single, så må han lade mig blive forelsket igen (det har jeg ikke været siden førnævnte bedste ven, ca. 3 år siden!). Denne forelskelse er ikke indtruffet ind til videre. Jeg ved ikke, om jeg havde regnet med det. Måske, for da jeg bad til Gud om et svar, var jeg netop begyndt at få et meget dybere venskab med en kristen ven, jeg har haft længe. Men forelskelsen kom ikke. Venskabet gjorde, og det er jeg da glad for, men også en smule skuffet.

Jeg har gjort mig nogle overvejelser om, hvad jeg gør, hvis jeg må ændre min beslutning. Det bliver ikke let. Jeg har nemlig været ret flittig til at udbrede mig om min beslutning, både blandt piger og drenge, og jeg føler derfor, at det er for sent at trække i land. Ingen drenge vil være interesseret i mig, og det vil være en ydmygelse uden lige, når jeg netop ville begynde at vise interesse for dem. Derudover er jeg bange for at blive opfattet som en svag person, når jeg ikke engang kan overholde mine egne løfter til mig selv. Men mest af alt er jeg bange for at blive gjort til grin, fordi jeg ikke kunne klare mosten. Til sidst er jeg også bange for, at folk skal tro, at jeg er "vendt om", fordi jeg blev forelsket. Jeg har ry for at være umulig at score, at være uopnåelig i en eller anden grad, så hvis jeg ændrer min beslutning, vil folk højst sandsynligt tro, at der er en konkret grund til det.

Jeg føler altså, at jeg er i en personlig krise, fordi jeg har baseret rigtig meget af min opfattelse af mig selv på min beslutning om at leve alene. Mit spørgsmål er derfor: Hvad gør jeg nu? Er det for sent at trække i land, og skal jeg gøre det? Skal jeg vente på svar på mine bønner (og tro mig, de er mange!) eller skal jeg kaste mig ud i jagten på kærligheden? Eller har Gud bestemt mig til at være single resten af livet?

Undskyld hvis spørgsmålet er rigtig langt og svært at svare på.

Med venlig hilsen

En pige i personlig krise (17 år - snart 18)


SVAR:

Kære Pige i krise.

Jeg synes, det er godt at læse om, hvordan du ønsker at leve dit liv efter Guds vilje.

Jeg kan ikke svare direkte på alle dine spørgsmål, men jeg vil gerne give dig nogle af de tanker, som jeg får, når jeg læser dine spørgsmål og overvejelser om dit liv.

Opmuntring til at leve efter Guds vilje

Jeg vil gerne opmuntre dig til fortsat at have fokus på at leve efter Guds vilje og fortsætte med at bede til ham – ved at dele dine håb, drømme, tanker, følelser og frustrationer med ham. Det er ikke sikkert, at du oplever, du får et konkret svar, som du synes, du kan bruge direkte i din hverdag. Men Gud har lovet at tage sig af dig og give dig alt det, som du trænger til og har brug for – det må du stole på og hvile i.

Mon din vrede styrer dit liv

Jeg kan læse, at du skriver: ”Jeg er faktisk så vred, at jeg ikke ønsker at leve op til hendes forventninger om, at jeg skal leve det samme "perfekte" liv som hende.” Ud fra det, som du skriver, så lyder det for mig som om, det er vigtigt for dig, at du ikke lever dit liv efter andres forventninger. Samtidig får jeg en tanke om, du alligevel kommer til at leve dit liv og foretage dine valg på baggrund af andres forventninger, frem for ud fra dine egne ønsker og forventninger til livet?

Du giver udtryk for, at du i dit liv bevidst har fravalgt din mors ”perfekte” måde at leve sit liv på. Når du som 17 årig beslutter, at du ikke vil leve i et parforhold ligesom din mor, så har du måske egentlig ikke truffet dit eget valg? – Men mere fortaget dit valg ud fra, at du vil gøre det modsatte af din mor, pga. din vrede over hendes forventninger til dit liv?

Jeg kan synes, at det vil være ærgerligt, hvis du kommer til at foretage valg og beslutninger for dit liv på baggrund af en vrede – over din mors forventninger til dig.

Risiko for afvisning

Du skriver om, at du tidligere har været forelsket i en ven, hvor du blev knust, da I blev uvenner, samt at du ikke tør give så meget af dig selv igen. Jeg synes, det giver rigtig god mening for mig, at du er bange for at blive knust igen og du ikke har lyst til at løbe risikoen.

Det er derfor vigtigt at gå langsomt frem i en relation, når du skal lære en anden person at kende, fordi der altid ligger en risiko for at blive afvist – også i gode venskaber. Gode venskaber og relationer bygger på tillid og trofasthed i relationen. Gode venskaber – en god partner giver livskvalitet og glæde i livet. Hvis du ikke vil risikere at blive knust eller såret igen, så er en konsekvens desværre, at du kan komme til at gå gennem livet uden denne berigelse. Måske skulle du alligevel overveje, om glæden ved en relation eller et fællesskab, kan opveje frygten for at blive knust?

Vent med endelige beslutninger

Jeg tror, det vil være godt for dig at vente med at tage endelige beslutninger om fravalg af børn og ægteskab til, at du er noget ældre. Det er alt for tidligt for dig at træffe så vigtige og afgørende beslutninger for dit liv – især hvis du tænker, at du ikke kan ændre på beslutninger, som du fortalt til andre.

Du forandrer og udvikler dig livet igennem, derfor vil det også være meget naturligt at dine tanker og holdninger ændrer sig livet igennem. Jeg håber for dig, at du ikke lader dig binde af, hvis du tidligere har givet udtryk for en bestemt holdning, men at du giver dig selv frirum til at ændre holdninger, hvis du ønsker det.

Giv dig selv friheden til at ændre holdninger

Jeg kan ønske for dig, at du finder ud af, hvordan du frimodigt kan ændre holdninger og synspunkter i løbet af dit liv, uden du skal være bekymret for, hvad andre tænker om dig. Hvis andres synes, det er problematisk, at du ændrer en holdning, så vil det være en god ide at fortælle dem om, hvorfor du tænker noget andet end tidligere.

Giv dig selv friheden til at være dig selv og have de holdninger, du har - og så når du ændrer dine tanker om tingene og livet. Det er de færreste mennesker, som har præcis de samme holdninger gennem hele livet. De fleste mennesker ændrer holdninger efterhånden som de modnes og får nye oplevelser i livet.

Jeg tænker, at det vigtigste er, at du har det godt med de holdninger og valg, som du foretager i dit liv, frem for hvad andre mener om dine valg.

Kærlig hilsen

Linda Valbjørn


Linda Valbjørn

Skrevet af:

Linda Valbjørn

Psyko- og familieterapeut, pædagog

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK