Skal jeg glemme ham, hoppe ud i det eller ...?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva

Jeg er meget forelsket i en fyr/ven, som jeg har kendt i fire år.

Vi mødte hinanden gennem min ex, da de to var venner. Han var helt vild med mig dengang, og da min ex og jeg gik fra hinanden, prøvede vi at se, om vi kunne sammen. Da jeg ikke var helt ovre min ex på det tidspunkt, var jeg ikke helt så sød ved ham, og han har nok brændt nallerne på mig, da jeg sårede ham.

Så gik der et et års tid, hvor vi ikke snakkede sammen, indtil jeg tog kontakt til ham. Så de sidste tre år har vi skrevet sammen ind imellem, og jeg ved, at der er en enorm tiltrækning fra begges vedkommende, men ingen af os har været “klar” på det rigtige tidspunkt.

Enten har han haft en kæreste eller set en, eller også har jeg.

Vi er venner lige p.t. Vi er begge singler lige i øjeblikket – og jeg er vildt forelsket i ham!

Dog er jeg meget usikker på, hvilke følelser han har for mig, for når jeg spørger, om vi skal ses eller drikke en kop kaffe, kommer han med (dårlige) undskyldninger. Det er kun, når vi tilfældigt mødes, at vi ses ,og der snakker vi super godt, og han virker interesseret i mig og mit liv, og vi har det sjovt! Så jeg forstår det ikke.

 

Mit spørgsmål er, hvad skal jeg gøre med ham? Vi ses ikke i dagligdagen, så det er svært at “analysere” ham eller at snakke så meget med ham, og vi skriver ikke så meget i øjeblikket.

Jeg har ikke lyst til at skrive til ham, da jeg ikke vil skræmme ham væk og virke desperat. Jeg er helt sikker på, at han stadig er tiltrukket af mig, men kan ikke finde ud af, om han ikke tør efter sidst, vi prøvede.

 

Skal jeg bare glemme ham, hoppe ud i det og konfrontere ham eller ...?

Hilsen Mig, 20 år


SVAR:

Kære dig

Ja, det er lige det … hvad gør du?

Overvej nogle vigtige spørgsmål

Du fortæller, at du er vildt forelsket i den fyr, du tidligere har forsøgt dig med, og som du fortsat er tiltrukket af. Du indrømmer også, at du måske ikke har været “ordentlig” i forhold til ham, og du tænker, han måske tidligere har “brændt nallerne” på sit bekendtskab med dig.

Når du samtidig beskriver, at I ikke har så meget kontakt lige nu, til dels fordi du er bange for at skræmme ham helt væk ved at være for påtrængende med at skrive, eller ved at virke desperat, får jeg lyst til at spørge dig: Er du er desperat? Hvad er det, du er vildt forelsket i? Er det følelsen (det er skønt at være forelsket) – eller er det drømmen om, hvordan det kunne være – eller er det hvad du husker og har erfaret om og med den fyr, du har kendt, som du nu ikke ser så tit?

Stå ved dig selv først

Jeg tænker, det er vigtigt, du konfronterer dig selv med disse spørgsmål, så du kommer til en klarhed inden i dig selv, før du begynder at spørge ham. Stå ved dig selv først – så er det muligt at få afklaret alle usikkerheder ved at spørge ham direkte i stedet for at gætte på, hvor han er i sit liv, og hvad han tænker om dig/jer.

Giv ham plads til at have sine følelser

Jeg ved ikke, om det forholder sig sådan, men hvis han har oplevet at være din “erstatning” for nr. 1 i dit liv – eller fået følelsen af, at kunne bruges “i mangel på bedre” – er det ikke så sært, han passer lidt på sig selv. Så husk også hans smerte og gode grunde til at være tilbageholdende, hvis du vælger at tage kontakten til ham igen.

Måske kan du få nogle input ved at læse artiklerne
Slå koldt vand i blodet
Jo tættere jo bedre – med omtanke
og svaret Hvordan undgår jeg at blive så hurtigt forelsket?

Pas rigtig godt på dig selv i dine valg, og pas godt på kærligheden – det fortjener den.

Mange kærlige hilsner
Else Ø. Andersen


Else Ø. Andersen

Skrevet af:

Else Ø. Andersen

familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer