Skal jeg fri eller vente på ham? Hvordan finder jeg Guds vej?

Vis spørgsmål

Jeg er nu i mit livs kærlighed! Han forstår mig. Han ved jeg er Kristen og kan se de mange sandheder som ligger i det kristne budskab. Men han er ikke vokset op med kristendommen, og han kender ikke alle de grundlæggende værdier, som er i kristendommen. Eller de er ikke en overbevist virkelighed for ham endnu.

Jeg og ham var venner i 1½ år og så, så vi ikke hinanden noget tid derefter. Da jeg så, så ham igen et ½ år efter, vi ikke havde haft kontakt, så slog det klik. Jeg var blevet forelsket i ham og han i mig. Jeg siger dig.. jeg har aldrig mødt sådan en som ham. Jeg er virkelig taknemmelig til Gud!! Han er min første rigtige kæreste!

MEN...... Her er hvad jeg ønsker at dele:

Jeg har været i seng med ham.. (vi har været sammen i et ½ år nu). Det føles bare så rigtigt, men....

Jeg havde fra starten sagt, at jeg ikke ønskede at bo sammen, før vi var gift. Efter lidt tid begyndte jeg at overveje at flytte sammen med ham, også fordi han gerne ville. Men jeg kunne bare mærke, at det var ikke sådan, det skulle være. At det var forkert. Så jeg fortalte ham, at vi skulle være gift først!!!

Mht. ægteskab. Hans forældre var ikke gift og er skilt i dag. Når jeg kommer ind på det at blive gift, lyder han meget forstående og vil også gerne giftes, men syntes nok vi er lidt for unge (Jeg 07.07.87 år han 12.07.87). Han vil gerne, at jeg får et flot bryllup (Jeg er studerende han er studerende efter sommer). Egentlig er han lidt hemmelighedsfuld omkring det. Det er da heller ikke så fedt, at jeg skal bringe det på banen, når nu det jo er manden, som skal fri.. men det er jo fordi jeg ser på det med nogle lidt andre øjne. Han har sagt, at det jo nok bliver nødvendigt for ham at flytte tæt til sit studie (jeg støtter ham i dette det er 20 min. fra hvor jeg bor) Men ved også, at når han siger det, betyder det jo også, at vi ikke skal giftes lige foreløbig. Jeg ved ikke helt, hvad han tænker. Han vil også bare gerne, at det skal være en overraskelse.

Nu hvor vi har været sammen noget tid går det mere og mere op for mig, at Gud ønsker, at vi skal være gift. Også fordi vi sover sammen hver nat. Jeg ønsker sådan, at han snart vil giftes. For det bliver mere og mere uudholdeligt at gøre noget som egentlig er det dejligste og smukkeste (sex) med ham jeg elsker og hvor kærligheden er 100% gengældt, og så bagefter føle, at der mangler noget (At have sagt JA overfor Gud og mennesker til at være sammen i medgang og modgang indtil døden os skiller).. Kan du følge mig lidt??

Jeg ved, det er Guds ånd, som taler i mig... Jeg ved også, at ham som jeg elsker er givet til mig som en gave fra Gud...! Jeg ønsker bare at skrive til dig, det som jeg ikke kan sige til mine forældre, som jeg også elsker.

Håber sådan, at jeg kan få lidt vejledning, så jeg kan gøre Guds vilje.. og vinde min kærestes hjerte.. Tænker på om jeg skal fri til ham. Han siger dog, at kvinder ikke bør fri.. men hvis det ikke kan være anderledes...

KRAM fra den 21 årige.


SVAR:

Kære dig

Det er ikke altid kærligheden kommer til os på en måde, hvor det hele bare er let og ukompliceret i forhold til fælles værdier, tro og drømme og mål. For dig er din store kærlighed blevet en stor udfordring. Jeg vil alligevel sige tillykke til dig. Det er en stor Guds gave at opleve en forelskelse, og det er også sådan, du beskriver det. Du vender din taknemlighed mod Gud, og tager kærligheden som en gave fra ham.

Dit dilemma

Der er ikke svært at forstå, hvorfor du er havnet i den situation, du er i nu. Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvorfor det sker. Det sker jo ikke kun for dig, men for mange troende unge mennesker. Når kærligheden er gengældt, trygheden i hinanden er til stede, tilliden og glæden i hinanden vokser, ja så er det helt naturligt at også den seksuelle længsel vokser. Den nærhed som det seksuelle giver, er en befriende måde at vise hinanden al den opmærksomhed og hengivelse, som ellers kan være så vanskelig at sætte ord på og praktisere. Sex er et kærlighedssprog, som virkelig føles rigtig (som du siger) når vi er sammen med den, vi elsker – for det er det sex er designet til – og det er Gud, der er ”designeren”. Hans visdom og kærlighed er uendelig stor, og der er megen guddommelig visdom gemt i det seksuelle samliv mellem mand og kvinde, ingen tvivl om det.

Vær åben og ærlig – giv ham en chance

Du kender en hel masse til, hvordan Gud har vejledt os til at give sex den rette plads. Som kristen tænker vi meget ofte anderledes om sex, end de der ikke kender en bibelsk etik. Derfor kan du heller ikke forvente, at din kæreste tænker om sex på samme måde, som du gør. Men det er vigtigt, at I får snakket om, hvad det betyder for jer.

Du har en meget fin og respektfuld måde at forstå ham på, og du forklarer, hvordan hans baggrund har betydning for hans holdninger og syn på ægteskab. Jeg ved ikke, om han har fortalt det, eller det er noget, du selv tænker dig til ud fra det, du ved om hans baggrund. Men du er i hvert fald ikke dømmende, men forstående. Det er et godt udgangspunkt for et respektfuldt forhold.

Men giver du ham samme forudsætning for, at forstå, hvad der ligger til grund for dine holdninger, dine ønsker og værdier, når det handler om at give dig selv hen for ham? Jeg tænker lidt, at du på en måde svigter ham, hvis ikke han får en rimelig god mulighed for at forstå dig. Ved han, at du nyder jeres samliv, men samtidig, at det piner dig hver gang, fordi du ikke føler præmisserne er i orden?

Du skriver, at du mangler jeres ja og løfte til hinanden – så jeres forpligtelse overfor hinanden er synlig for både Gud og mennesker. Ved han, at det er sådan, du har det? Hvordan har han det med, at du føler det på den måde?

Jeg tænker, at hvis han elsker dig, hvem siger så, at han ikke vil respektere dig for det, og måske vil han endda nødig fortsat medvirke til, at du giver køb på noget, der betyder så meget for dig, og som gør at det på et plan piner dig at have sex med ham?

Måske vil han sige: Jamen så må vi jo gifte os. ”(who knows – det er måske det, der skal få ham på knæ?)

Det kan også være, hans reaktion vil være, at han ikke er i stand til at binde sig til dig endnu, at han ikke tænker så forpligtende om jeres samliv, som du gør. Så må I erkende, at I ligger noget meget forskelligt i jeres seksuelle samliv, og så er det ikke helt ærligt over for hinanden. Hvis du opfatter sex som hørende til i et forpligtende forhold, og han netop synes, at han ikke er klar til at forpligte sig til dig - så er der ligesom noget, I skal have afklaret med hinanden.

Sex er forpligtende

Med udgangspunkt i en bibelsk seksual-etik, så er sex forpligtende. Der er mange måder at forsøge at forklare det på. Men den nærhed vi deler med hinanden i sex, ”limer” os sammen på en måde, så der går noget i stykker, hvis vi bryder forholdet igen. Derfor kan vi også høre parterapeuter og andre kloge hoveder fortælle, at hvis man har haft mange seksuelle partnere, så er det generelt set vanskeligere at få kærlighedslivet til at fungere i et fast forhold senere hen. Der er noget, der er gået i stykker. Gud være lovet, så kan Han hele mange sår for os. Men vi må alligevel prøve at forstå, at det ikke bare er fordi, Gud ønsker at holde os i kort snor, eller lider af en form for ”gammel-from snerpethed”, at han vejleder os så afgørende omkring sexlivet. Det er fordi, han er designeren af sex. Han ved, hvad det gør ved os – og han ved, hvad det kan give os. Det kan du læse meget mere om her på hjemmesiden. Her er bare et par link:

Sex i bibelen – stærke sager

Værd at vente på

Ægteskabet og Bibelen

Tilbage til dit dilemma.

I den korte version vil jeg sige, at hvis man er klar til sex, så bør man også være klar til at gifte sig. Sådan må det i hvert fald være, hvis man tænker forpligtende om sex, og sådan lyder det til, at du gør. Det må du prøve at forklare din kæreste. Fortæl hvordan du oplever sex som forpligtende, og hvorfor du har brug for at præmisserne er i orden. Gør du det, ja så ”ligger bolden lige foran ham”, hvis han ikke griber den, og frier til dig, så kan det være, du selv må tage initiativet. Det kan være det ligger ham så fjernt at tænke bryllup nu – fordi det netop ikke er de normer, han er vokset op med. Ja, og så må du ”tage bukserne på” og fri. Det er der ikke noget i vejen for.

Det kan også være, at han reagerer på din holdning til sex og jeres forhold, og simpelthen må sige, at han ikke kan lægge det samme i det. Det er vigtigt, at I ved det om hinanden, og at I har en fælles holdning til sex, så I ikke udnytter hinanden. Det kan også være, at hans plan om at flytte tættere på sit studie og længere væk fra dig, handler om at han har brug for ”lidt luft” – at han ikke helt er klar til at knytte så bindende bånd. Men det finder du også ud af, ved at tage den snak med ham.

Guds ånd – og vejledning

Du siger selv, at du ved, det er Guds ånd, der taler til dig, når du bli´r mindet om, at I mangler at give hinanden jeres JA – for Gud og for mennesker. Du siger også, at du ønsker vejledning til at gøre Guds vilje. Med den indstilling, så tror jeg du skal turde og tro, at Gud vejleder dig til noget godt. Du skal turde og lade Gud røre ved dig og du skal turde at handle på det. Når jeg siger turde så mange gange, så er det fordi, det dybest set handler om, at det er skridt, du selv skal tage i tillid til, at det er Gud, der vejleder dig.

Mine forsøg på at forklare de værdier, Gud har givet os, er måske skudt helt ved siden af, fordi du slet ikke fanger det på min måde. Jeg kender dig ikke, som Gud gør. Gud kender dig, og han ønsker det bedste for både dig og din kæreste. Kender du ikke en moden kristen, som du vil kunne tale med i fortrolighed om det her, og bede sammen med? Det vil være det allerbedste. Det kan lade sig gøre at bede Gud om meget konkret hjælp – og gør man det sammen med en anden, bli´r frimodigheden ofte større overfor Gud. Jeg tror ikke, Gud vil ikke være tavs over for et menneske, der lytter efter hans ånds vejledning.

Dit valg

Jeg har med vilje ikke ville stille spørgsmål ved din kærlighed og dit valg af din kæreste. Du lyder meget afklaret med, at du ønsker at dele livet med ham. Alligevel så er disse værdiforskelle I allerede nu i jeres forhold smager, vigtige at tænke over.

Jeg vil give dig links til andre, der har stillet spørgsmål om, hvorvidt det kan lade sig gøre at gifte sig med en, de ikke deler troen med.

Jeg synes også du skal læse lidt om det, og tage det til dig, som du kan mærke er relevant for dig.

Tro og livssyn

Skal jeg holde fast i min ikke-troende kæreste?

Min kæreste og jeg deler ikke samme tro, er det et problem?

Kan jeg være bekendt at lade ham vente med sex?

De bedste hilsner – og Guds velsignelse vil jeg ønske for dig.

Kh

Benna


Skrevet af:

Benna Asmussen Hørlück

Journalist, tidligere redaktør på AdamogEva.dk

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK