Sexhistorier på nettet - er det forkert at læse dem?

Vis spørgsmål

Hej. Tak for jeres indsats.

Hvis man søger på sexhistorier på nettet, så kommer de frem. Er det forkert at læse dem? Er det forkert, at jeg bagefter tænker mig selv ind i fantasien og bliver tændt af det? Må jeg godt onanere til det? Eller har historierne samme effekt som porno? (jeg ønsker at leve efter Bibelen)

En anden ting er, at mange af historierne indeholder utroskab af den ene eller anden art og det er jo forkert.

Jeg oplever tit om aftenen, at jeg har lyst til at læse historierne, inden jeg skal sove. Jeg bliver fysisk tændt og har lyst til at onanere, men jeg har ikke rigtig fundet ud af endnu hvordan, jeg synes ikke at det fungerer for mig.

Jeg er lidt bekymret, for hvordan det vil påvirke et muligt kæreste-forhold... - og mit forhold til sex generelt.

Håber I har en kommentar til det hele.

Pige, 26 år

SVAR:

Kære ven

Tak for dit spørgsmål, jeg tror mange oplever samme frustrationer og spørgsmål som du, så det er rigtig godt, du skriver om det, og jeg vil forsøge at give dig kommentarer til det hele.

Sex er Guds gave

Vi er som mennesker skabt med den forunderlige gave at have seksuelle følelser, det er en del af vores krop, og ikke noget vi skal være kede af eller skamme os over. Gud har givet det livslange ægteskab mellem mand og kvinde som ramme for den praktiske udlevelse af seksualiteten og der gives i Bibelen ikke konkrete anbefalinger eller forbud om, hvordan man i praksis håndterer seksuelle følelser som single eller som kærester. Dog kan man i f.eks. Højsangen opleve en erotisk kærlighed beskrevet i form af tanker, drømme og fantasi.

Længslen efter sex forstærkes af det vi ser og hører

Det er forskelligt, hvad der tænder de seksuelle følelser i os; for nogen er det bare at se en smuk mand eller kvinde, for andre er det et nærvær eller en samtale, men for alle tror jeg, det gælder, at vi bliver tændt af sexhistorier, film og andet, som beskriver seksuel samvær. Det skaber samtidig en længsel efter at opleve det i virkeligheden, og når det ikke er muligt, (som ugift eller single ) er det naturligt at tænke dig selv ind i historierne, det forstår jeg godt skaber gode følelser i dig.

Historierne er fantasi ikke virkelighed

Problemet med historierne og de fantasier de skaber er, at det netop ikke er virkelighed, og hvis det for dig bliver normalt, at din seksualitet bliver tændt af disse historier, så kan det have den samme effekt som porno, nemlig at der i dig skabes et forvrænget og urealistisk billede af din seksualitet, og det kan påvirke dig i fremtidige forhold. Derfor vil jeg faktisk anbefale dig at vænne dig af med at læse dem.

Porno er klart mest skadelig

Der er dog ikke tvivl om, at pornografi er mere skadeligt end sex-historier. Den store forskel er jo, at der i pornoindustrien er levende billeder. Det betyder for det første, at man ved at se det holder en industri i gang, som er styret af profit, på bekostning af levende mennesker, som skal stille kroppen til rådighed. For det andet betyder det, at man får billeder på nethinden, som ikke bare kan viskes ud igen, og på den måde kan farve seksualiteten fremover.

Du kan læse mere i vores tema om porno.

Pas godt på dig selv og din seksualitet

Jeg tror, at din store udfordring med dette er at styre følelserne og ikke blive afhængig af det. Det er dejlige følelser, og det kan være svært at undvære den form for selvtilfredsstillelse. Seksualiteten er skabt i os til et intimt samvær med et andet menneske, og hvis du vænner dig til at tilfredsstille dig selv, kan det være svært, når du evt. møder en at dele livet med. Læs mere i vores artikel Om onani – mest for piger.

Hilsen
Kirsten Kirk Christensen

Annoncer