Sex, porno og onani styrer - hvad sker der for mig, er det en dæmon?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Her på det sidste har jeg haft store problemer. Nok ca. hver anden dag onanerer jeg og ser pornografi og tænker på at kysse med min kusine og andre ting. Hvis jeg selv skulle sige det, ønsker jeg intet af alt det, jeg er ude i. Hvad skal jeg gøre for at få alt det ud af min tankegang?

 

Og er det måske en dæmon, som styrer alt det? Har nemlig virkelig ikke selv lyst til det, men det sker bare. Håber I forstår mig

Hilsen Simon, 15 år

SVAR:

Hej Simon

Kampen inden i os

Siden du regner med muligheden af dæmoner, tænker jeg, at du nok er kristen. Så i det følgende skriver jeg en kristen vejledning. Håber det er ok for dig:

Jeg kan egentlig godt forstå, at du tænker på, om det kunne være en dæmon. For det virker som noget, der slet ikke er dig – men som alligevel tager magten over dig. Men jeg kan berolige dig med, at det ikke er en dæmon. Det er noget, som alle kristne kender til. Paulus beskriver det så levende i Romerbrevet kapitel 7, vers 19 og 20: "For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig."

Paulus er kristen. Han ønsker ikke at gøre det onde – men oplever igen og igen, at han alligevel gør det onde! Læser vi hele kapitlet kan vi se, hvor enormt fortvivlet han bli’r! Men hans konklusion er, at det er synden inden i ham, der er problemet. Han er blevet en kamp-plads. Her kæmper hans kristne ”Jeg” mod hans synd. Og denne kamp kender alle kristne til.

Noget af det meget vigtige i den kamp er det, Paulus skriver om i begyndelsen af kapitel 8: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Det betyder, at for alle, der er døbt og tror på Jesus, er der TILGIVELSE – også selv om man føler, at man hele tiden vælger at synde. Kampen skal kæmpes – ellers kan synden vokse sig så stor i os, at vi glemmer Jesus (som Paulus også skriver meget om senere i kapitel 8). Men vi frelses ikke, fordi vi klarer os godt i kampen. Og vi fortabes ikke, hvis vi ikke klarer os så godt. Vi har tilgivelse, fordi Jesus har betalt for os på korset. Så når vi beder Gud om tilgivelse, kan vi være trygge i, at vi får den!

Sex på afveje

Du oplever blandt andet kampen på det seksuelle område. Det er vildt almindeligt for drenge i din alder. De seksuelle følelser gror frem. Det samfund, vi lever i, gi’r os alle mulige impulser til at bruge seksualiteten forkert. Så det er ikke underligt, at vi nemt får problemer her. Selve det at onanere eller at være lun på en pige er ikke i sig selv forkert. Det kommer an på, hvordan man bruger det. Det med onani og hvordan man kæmper imod de dårlige former for onani, har jeg tidligere skrevet noget om i disse svar, som jeg synes, du skal læse:

Er det ok ikke at vente med sex til ægteskabet?

Hvordan slippe de seksuelle fantasier?

Onani - demonisk eller lyst?

Er der noget porno, der er ok for kristne?

Angående det med din kusine: Det er jo helt ok at være lun på en pige og drømme lidt om det – men er det smart med en, der er så tæt på i familien? Det er ikke længere forbudt at blive gift og have sex med sin fætter/kusine (det var det i gamle dage i Danmark), men det kan nemt skabe nogle problemer at komme sammen med en nær slægtning.

Venlig hilsen

Carsten (Sprint) Korsholm Poulsen 

Leksikon

Annoncer