Menstruation før tid - er jeg gravid?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en pige på 15, som tror, jeg er gravid. I lørdags var jeg sammen med min kæreste. Vi havde "sex" med tøj på. Altså jeg havde tøj på, det havde min kæreste ikke. Og så her i dag fik jeg lige pludselig min menstruation, en uge efter jeg havde haft min menstruation. Øhh, så jeg tænker lidt, om I kunne hjælpe mig? Er jeg gravid eller ikke? Er lidt bange for, om hans sæd måske er kommet op i mig på en eller anden måde, så plz svar mig hurtigst muligt. Er lidt bange for at være gravid

Hilsen pige på 15 år 


SVAR:

Kære du

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg vil meget gerne svare dig.

Ikke gravid

At din menstruation kommer for tidligt, er som udgangspunkt ikke et tegn på, at du er gravid. Nu ved jeg ikke, hvor længe du har haft din menstruation, men det er ikke usædvanligt, at menstruationen kan være lidt uregelmæssig i de første år, efter at du har fået det. Det kan også påvirke din cyklus, hvis du i perioder har rigtig travlt, eller hvis du oplever noget, der påvirker dig psykisk, så for tidlig menstruation er sjældent tegn på, at du er gravid.

Menstruationen

Når menstruationen kommer, sker det netop, fordi man ikke er blevet gravid ved ægløsningen. Hvis ægget var blevet befrugtet og havde sat sig fast i slimhinden i livmoderen, ville menstruationen udeblive, men når der ikke er sket en befrugtning, vil slimhinden afstødes og man får sin menstruation. Du kan læse mere om det i artiklen Den første menstruation.

Sex med tøj på

Når du skriver, at I har sex, hvor du har tøj på, mens din kæreste ikke har, så vil jeg først svare, at så er det ikke muligt at blive gravid. En befrugtning kan kun ske med penis oppe i skeden, ikke udenpå tøjet. De små sædceller, som skal møde en ægcelle, for at der sker en befrugtning, kan ikke komme igennem tøjet eller fx komme fra lagenet op i dig. Så jeg kan berolige dig med, at du ikke er gravid. Jeg håber, det var svar på dine spørgsmål. 

Jeg føler dog, at jeg skal svare dig noget mere. Når jeg læser dit spørgsmål, kan jeg se, at frygten for at blive gravid, fylder meget hos dig, og det er der bestemt ikke noget at sige til.
Har du snakket med din kæreste om det? Hvordan ville han have det med det, hvis du blev gravid? Når I har sex sammen, er der mulighed for graviditet og for at I pludselig bliver forældre, så det er rigtig vigtigt at få snakket sammen om det. Der er ingen 15-årige, der hverken ønsker eller er følelsesmæssigt modne til at blive forældre. 

Jeg synes, du og din kæreste skal få snakket sammen om, hvorvidt I egentlig er klar til at have sex set i det perspektiv. Det kan godt være lidt svært at tage hul på sådan en snak, men det kan måske hjælpe jer, hvis I sammen læser svaret
Hjælp - risikerer vi graviditet?

Pas på dig selv

Den anden side af det med at have sex er, at sex er noget, der påvirker os rigtig meget følelsesmæssigt. Sex er skønt og dejligt, men kan også give mange bekymringer, skuffelser og sorger.

Hvor du lige nu er midt mellem at være pige og kvinde, sker der meget med din krop både fysisk og psykisk, og det er vigtigt, at du passer godt på dig selv og din krop. Når vi har sex, giver vi noget af os selv - noget af vores allerfineste og bedste til en anden, og det kan sætte dybe spor, hvis vi oplever svigt fra den kæreste, vi har givet så meget af os selv til.
Derfor er der stor værdi i at vente, til man er ældre og er i et trygt og stabilt forhold, og hvor risikoen for at blive gravid ikke giver så mange bekymringer. Jeg vil derfor opfordre dig og din kæreste til sammen at læse artiklerne
Jo tættere, jo bedre - med omtanke og Pas godt på dit sexliv.

Som I kan se og som I sikkert selv har mærket er vores seksualitet en stærk drift i os. Når man kæler, kysser og evt. går videre, så opstår der en stærk lyst til at være nøgne sammen og få udløsning. Umiddelbart læser jeg dit spørgsmål sådan, at det er du ikke klar til. Derfor kan det måske være godt for jer at overveje, hvordan I kan være sammen som kærester uden at "lægge op til" sex... for det kan være svært at stoppe, når lysten er tændt hos begge parter, også selvom man måske overskrider en grænse hos sig selv eller den anden. 

Prævention

Hvis du og din kærester alligevel vil fortsætte med kæle og lade det blive til sex, så tænker jeg på, om du og din kæreste bruger prævention? Der er mange forskellige muligheder, men det vil altid være en god ide at bruge/supplere med kondom, da det også beskytter mod kønssygdomme. Om prævention kan I sammen læse meget mere i temaet Prævention.

Jeg håber, du har fået afklaring på tankerne omkring graviditet. Jeg ønsker det bedste for dig og din kæreste og håber, du har frimodighed til at dele dine tanker og bekymringer med ham.

Kærlig hilsen Anette


Anette Wedel Jensen

Skrevet af:

Anette Wedel Jensen

Jordemoder

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK