Rigtig ked af det og selvskadende - er jeg for følsom?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg har været så ked af det her på det seneste, hvor jeg ikke snakker med nogen, fordi jeg er så trist. Jeg føler, jeg bliver holdt udenfor og ingen gider at snakke med mig eller være sammen med mig.

Jeg føler mig så alene, for jeg kan ikke snakke med mine forældre om det, da vi har et specielt forhold til hinanden. Jeg har haft bulimi og anoreksi for nogle år siden, og jeg er bange for det starter igen, mine forældre ved ikke, at det skete så mine lærer og nogle for min klasse hjalp mig igennem det. Men her for nylig har jeg haft det så forfærdeligt, at jeg har brændt metal i hårspænder og sat dem ned i min hud, jeg hader mine lår, fordi jeg synes, de er for store og nu kan jeg ikke tage i svømmehallen, fordi jeg har snit sår, fra da jeg var cutter. Jeg er meget følseom omkring min krop og kan ikke lide, andre kan se den. Jeg vil gerne snakke med nogen om det, men jeg stoler ikke nok på mine veninder og mine forældre vil ikke kunne forstå det, og jeg vil ikke blande mine lærer ind i dette.

Synes I, jeg skal starte til en psykolog? Eller kan I hjælpe mig med, hvorfor jeg er så ked? Jeg har ikke lyst til at tage i skole, ikke på grund af andre teenagere, som ikke vil i skole, fordi de hader lektier, nej men jeg vil bare ikke af sted, jeg vil hellere flytte skole.

Please hjælp

Forvirrede mig, 15 år


SVAR:

Kære forvirrede dig!

Det lyder som om, at du har det rigtig skidt! Jeg synes, det er rigtig godt, at du har valgt at skrive om det til os - det er første skridt til at gøre noget ved det, at turde formulere det for sig selv og andre, sådan som du har gjort det med dit brev.

Første skridt er taget - nu må du finde nogen at tale med

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have nogen at snakke med det om, og jeg tror også, at dette kunne være rigtig godt for dig at gøre. Ja, faktisk er det nok tæt på at være den eneste vej til at få det bedre, men til gengæld er det også ret sikkert, at du kan få det bedre, hvis du altså vælger at snakke med nogen om det. At du har skrevet her til brevkassen er et tegn på, at du allerede er begyndt, og at du er i stand til at tale om det - det er rigtig godt. Du skriver, at nogle fra din klasse hjalp dig igennem bulimi og anoreksi for nogle år siden, hvilket jeg ser som et tegn på, at du netop er i stand til at vælge at lade nogen hjælpe dig. Det vil jeg foreslå dig at gøre igen denne gang.

God ide med en psykolog eller anden professionel

Det er nemlig sådan, at det at tale med nogen hjælper. Nogle problemer kan man tale men sine venner om, andre med sine forældre, og nogle problemer er så svære at man skal tale med nogen, der har særligt forstand på at tale om disse ting. Det kunne fx være en psykolog, en særligt uddannet lærer, eller måske din læge, som du i din alder kan gå ned til uden dine forældre.

Der er håb!!

Jeg er sikker på, at der er en grund til, at du er så ked af det, og har det så skidt. Om nogen har såret dig rigtig hårdt for nylig eller da du var mindre, eller om der er sket andet, der har gjort dig skrøbelig, ved jeg ikke, men jeg ved, at du kan og vil få det bedre! Hvordan kan jeg sige det, spørger du måske; jo, jeg har oplevet mange, som valgte at række hånden ud, selvom det var svært at tro på, at det kunne blive bedre, og alligevel skete der en forandring. Det kan også ske for dig. Man har gode behandlingsmuligheder både hvad angår spiseforstyrrelser, som du nævner, og også tristhed og cutting.

Jeg vil klart anbefale dig at tale med den voksne person, du stoler mest på, hvem så end der er. Bed om hjælp i god tid - det lyder til at have hjulpet dig før.

Jeg ønsker dig god bedring!

Andreas Hoff


Skrevet af:

Andreas Hoff

Læge

adamogeva.dk

Annoncer