Problemer med maven - kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på snart 20 år, som er en smule bekymret. Jeg har siden starten af januar gået og været nervøs for, jeg var gravid. Heldigvis fik jeg min menstruation, da jeg skulle, men jeg går nu er og tvivl, om jeg evt stadig kunne være gravid.

 

Sidst jeg var i seng med en fyr var før min sidste menstruation, men jeg er meget usikker på, om den menstruation, jeg havde, var normal. Jeg har læst, at man sagtens kan have menstruation, mens man er gravid. Da jeg havde menstruation, blødte jeg i samme mængde, som jeg plejer og i samme antal dage. Jeg havde dog forfærdelig mange smerter. Jeg er i øjeblikket i Afrika, og har derfor besluttet ikke at tage p-piller i de måneder, jeg er afsted. Jeg stoppede med p-pillerne, da jeg fik min menstruation og derefter ikke taget dem siden.

 

Jeg blev derfor rolig, idet jeg troede, at ikke var gravid. Nu er det en lille måned siden, jeg havde menstruation sidst, og jeg frygter meget at min menstruation ikke kommer denne gang. I forbindelse med mit ophold i Afrika har jeg haft mange problemer med maven og har for tiden meget hård mave. Min mave virker stor og hård, og mine tanker falder hele tiden hen på, om det kunne være en begyndende graviditet. Men på den anden side har jeg jo som sagt dårlig mave i den forstand, at jeg slet ikke går på toilettet næsten.

Jeg har brug for lidt afklaring på min sag. Var min menstruation reel nok, og skyldes min store hårde mave blot, at jeg har dårlig mave eller kunne det være et tegn på graviditet også?

 

Mvh pige, 20 år


SVAR:

Hej

Ud fra det, du skriver, tror jeg ikke, du er gravid. Jeg tror, du har oppustet mave og er lidt forstoppet. Måske får du færre fibre end normalt i din kost, eller måske drikker du for lidt væske. Det er vigtigt med rigeligt vand for at holde gang i fordøjelsen. Motion hjælper også på at holde maven i gang. Går der mange dage eller op til en uge, uden du kommer af med afføring, kan det blive så hårdt, at du skal have noget medicin, der kan hjælpe dig med at få gang i maven.

Du skriver ikke, om du anvendte prævention, da du sidst var i seng med en fyr. Hvis du ikke gjorde det og ikke får din menstruation som forventet denne måned, skal du tage en graviditetstest. Men det lyder som en rigtig menstruation, du havde i januar. At du havde mange smerter skyldes sikkert, at du ikke bruger p-piller lige nu. De plejer at mildne menstruationssmerter.

Sex og tryghed

Den fyr, du var i seng med, omtaler du ikke som din kæreste. Selvom du normalt bruger p-piller, er du ikke beskyttet mod at blive smittet med kønssygdomme. Det er især vigtigt at bruge kondom, hvis du har en ny partner og ikke kender hans fortid. Det er også vigtigt, at du passer på dig selv og dit liv.

Det er ikke rart at gå med bekymringer og frygt for en uønsket graviditet. Jeg vil opmuntre dig til at læse lidt videre på følgende artikel: Pas godt på dit sexliv

Håber på at dit ophold i Afrika bliver godt på trods af maveproblemerne.

Kærlig hilsen Signe 


Signe Engholt Andersen

Skrevet af:

Signe Engholt Andersen

læge

adamogeva.dk

Annoncer