Problemer med at tale med kæreste - hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hejsa. Min kæreste og jeg har været sammen snart 10 mdr. Da vi havde været sammen i ca. 6 mdr. slog han op. Jeg blev meget ked af det og vildt chokeret, for jeg syntes, vi havde det rigtig godt sammen. Men der gik 2 dage, så skrev vi sammen igen og mødtes så en uge efter og talte om tingene, syntes ikke jeg fik et ordentligt svar, om hvorfor han slog op, men gik alligevel tilbage til ham, fordi jeg elsker ham rigtig højt!

Men efter det har jeg ikke haft den samme tillid og har været meget jaloux og læser nogle gange hans sms'er. (Hvor han skriver meget med hans gamle bedsteveninde, hvor han bla. skriver putte, skat, prinsesse og andet, og sagde det så til ham, at jeg ikke kunne lide, han skrev sådan til en anden pige. Efter jeg konfronterede ham med det, er han begyndt at slette sms'er kun med hende (han har aldrig slettet sms'er før).

Skal jeg være bekymret? Han vil heller ikke være i et forhold med mig på facebook og sende hjerter ovs. til mig, selvom han ved, det betyder meget for mig.. Og når jeg prøver ar snakke med ham om sådan nogle ting, der går mig på, eller bare vil have det ud af hovedet, så siger han, at jeg hele tiden brokker mig, og at der altid er et eller andet i vejen, så jeg har problemer med at tale med ham og går med en hel masse i mit hoved, som jeg ikke kan tale med ham om, for så bliver han sur på mig og giver mig alligevel ikke svar. Så lader som ingenting, selvom jeg er rigtig ked af det.

Til september flytter han til Spanien i 4-6 måneder og skal bo der. Vi prøver at tale om det, men det var også det, jeg vil rigtig gerne tage en alvorlig snak med ham, om hvad der skal ske, for vil ikke være i et forhold, hvis han ikke tror et langdistance forhold vil holde i den tid, han er i Spanien.

Er også nogle gange i tvivl, om han overhovedet vil være sammen med mig, da han også dengang han kom tilbage til mig sagde, han havde dårlig samvittighed, over han slog op, og at han savnede mig, er bange for han er sammen med mig for at få sex, for hvis jeg siger nej, bliver han rigtig sur på mig og vil ikke snakke til mig, og så får jeg det rigtig dårligt, pga føler han udnytter mig. Vi bor 1,5 time fra hinanden, og jeg vil gerne ses så tit, vi kan, men han siger, jeg vil ses hele tiden og at "han ikke kan stå til regnskab for mig".

Jeg går ikke i skole lige pt, så har lidt ekstra tid, måske er det derfor, jeg føler, jeg gerne vil se ham mere? Der går omkring 3-5 dage, og nogle gange en uge, før vi ses, og jeg synes nogle gange, det er lang tid, men jeg ved ikke, om det bare er mig?
Jeg er en meget forvirret pige på 17 år, har gået rundt med tanker om at slå op med ham i snart en måned, da jeg nogle gange bliver rigtig ked af det og får nogle grimme tanker, og ikke kan tænkte positivt. Men kan ikke få mig selv til at gøre det, da jeg holder rigtig meget af ham, ved ikke hvad jeg skal gøre, og det fylder meget i mit hoved, at han skal til Spanien og ikke ved, hvad vi skal gøre.
Håber i kan hjælpe mig, og sætte jer ind i min situation.

Mvh en forvirret Sara, 17 år


SVAR:

Kære Sara

Tak fordi du deler dine tanker og frustrationer. Mit korte svar til dine spørgsmål er: Ja, du skal slå op med din kæreste.

Lyt til din egen mavefornemmelse

Du skriver, at du har tænkt på det den sidste måned, og jeg tror, at det er din mavefornemmelse, der siger dig, at det er det, du skal. Du må sætte en grænse for, hvor meget du vil være med til – og jeg synes ikke, at du skal ”stå model” til mere. Nu skal din kæreste snart ud at rejse, og jeg synes ikke, at du skal gå rundt og være forvirret over, hvor I har hinanden.

Læs også artiklen: Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?

Et sundt forhold kræver gensidig respekt og ligeværdighed

Nu kender jeg hverken dig eller din kæreste, men jeg synes ikke, at det lyder til at være et sundt og ligeværdigt forhold, I har. Det lyder ikke til, at din kæreste pt. er klar til at være i et forhold, idet han ikke vil snakke med dig om tingene og nærmest ignorerer dine ønsker fx om ikke at skrive ”skat” til sin veninde. Jeg synes også, at det lyder ubehageligt, at han bliver sur, hvis du ikke har lyst til sex. Dertil vil jeg sige, at det er godt, du siger fra, når du ikke vil. Læs evt. artiklen Sex og følelser

Et kæresteforhold skulle gerne give mere end det tapper

I et forhold handler det om at komme hinanden i møde og få hinanden til at ”blomstre”. Ud fra dine beskrivelser virker det ikke til, at nogen af jer oplever at blomstre lige nu. I forlængelse af det vil jeg minde dig om, at kærestetiden netop er en prøvetid, hvor I skal blive klar over, om det er jer to. Hvis kærligheden og troen på forholdet er forsvundet, er det vigtigt at tale ærligt om det, og det kan derfor være en god løsning at gå fra hinanden.

Jeg har klippet et stykke ind fra et andet spørgssmål, da du måske kan bruge en del af svaret, selvom situationen ikke er den samme. Mit råd er nemlig det samme – pas på dig selv og respekter dig selv og dine følelser: (Citatet er klippet fra: Blandede signaler fra eks - vil han mig eller er det bare for sex?)

"Respekter dig selv, så vil de fleste andre også gøre det

Valget er dit og det er ikke sikkert, at det er et let valg.

"Når du vælger, hvilken vej, der er bedst for dig, tænker jeg, at et godt pejlemærke kunne være at stille spørgsmålet: Med hvilket valg passer jeg bedst på mig selv og min integritet. Med det mener jeg, at du skal tage det valg, hvor du ikke går på kompromis med dig selv, men i stedet respekterer dig selv. Måske vil din eks ikke respektere dig, men hvis du vælger at respektere dig selv og derfor stopper ham, er det ikke så sandsynligt, at han kan komme til at krænke dig. Det er dig, der skal sætte dine grænser og holde fast i dem.

Jeg kan ikke svare dig på, om I kan blive kærester igen, men jeg tror, at det vil være en hjælp for jer nu og her, hvis du stopper med at have sex med ham. Så vil du få afklaret, om det kun er det, han vil med dig eller han også opsøger dig, fordi han kan li’ dig. Hold fast i denne strategi nogle måneder. Det tror jeg vil hjælpe dig til en afklaring af, om han vil dig og om det skal være jer to.

Jeg ønsker det bedste for dig og håber, at du må kunne holde fast i respekten for dig selv."

Håber du kan bruge mit svar til noget, og håber at I får snakket ud og finder en afklaring på det hele, inden han skal ud og rejse. Tiden er for dyrebar til at gå i en venteposition. Hvis der er noget, jeg skriver uklart eller skal uddybe, så skriv endelig igen.

Venlig hilsen Katrine


Katrine Nygaard Graversen

Skrevet af:

Katrine Nygaard Graversen

Cand.pæd.

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK