Præsenteret for sex 8-9 år gammel - hvordan styre lysten nu?

Vis spørgsmål

Hej Adam&Eva

Jeg er en pige på 15 år. Da jeg var omkring 8-9år, havde jeg en bedste veninde. Hun fortalte mig om "sex", hvilket jeg ikke kendte meget til.

Hun viste mig en pornoside og vi så det sammen. Jeg syntes ikke dengang, at det var underligt, for jeg vidste jo ikke helt, om det var rigtigt eller forkert. Hun sagde også, at hun med en anden veninde havde prøvet at lege, at man havde sex med underbukserne på, så om vi ikke også skulle prøve. Det svarede jeg ja til.

Vi syntes, det var sjovt og begyndte at gøre det uden underbukser. I dag piner det mig, jeg er pinlig over det, og hader min fortid pga. det. Jeg havde bestemt mig for, at jeg aldrig vil ind i sådan noget igen, men hver gang folk snakker om kærester, sex, det at kysse osv. får jeg lyst til at have sex lige med det samme!?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Nogle gange har jeg tanker, hvor jeg ville ønske, at jeg havde en kæreste, så jeg kunne dyrke sex, eller at jeg havde en dildo.. Jeg ved, at det er helt vildt underligt.. hvad gør jeg? Hilsen mig..


SVAR:

Hej!

Du har været udsat for et overgreb

Du ved det nok ikke, men du har været udsat for et overgreb. Desværre et af den slags overgreb, der bliver mere og mere almindelige: nemlig et overgreb på Nettet! Her vågnede din seksualitet midt i det, der elleres kendes som ”latens-perioden”, som er den periode, hvor seksualiteten slumrer og andre dele af personligheden udvikler sig. I dag hvor du er 15 år, og seksualdriften vågner, rammer det dig så med dobbelt styrke.

Bliv vred i stedet for pinlig

I dag piner det dig, skriver du, men du har faktisk ikke mere grund til at være pinlig over det, end mennesker, der har været udsat for indbrud, og som har mistet noget, der var uerstatteligt. Der er blevet stjålet noget fra dig – med et gammeldags udtryk kunne man kalde det for ”uskylden.” Det første du altså skal gøre, når den pinlige følelse, kommer over dig, er at erstatte den med vrede. Vær vred på de mennesker, der fylder Nettet med snavs, og dermed stjæler fra små uskyldige piger. Tal til dig selv, og trøst dig selv. Det, der skete, kan man ikke gøre dig ansvarlig for.

Find "sluk-knappen" og få mere kontrol

I vore dag lyder det nærmest som om folk tror, det er umuligt at holde op med at onanere eller tænke på sex. Fordi sexlyst ikke er direkte under viljens kontrol, tænker man, at det ikke er noget, der kan eller skal styres. Men kroppens funktioner kan sagtens styres indirekte.

Sexlyst er noget, der hører med til at være ung. Der er undersøgelser, der viser, at unge tænker rigtig meget på sex. Det, du oplever, er en naturlig del af det, at blive kønsmoden. Det er bestemt ikke underligt. Du har et valg i starten – altså lige når folk begynder at snakke om at kysse osv. Her kan du vælge at tage lidt afstand. Fx tag mobilen frem og gå på FB, eller dreje samtalen hen på noget andet. Jo længere du går ned af ”stien”, jo sværere bliver det at vælge. Du kan så øve dig i at finde ”slukkende” tanker. I starten er det svært, men efterhånden vil du opleve, at ”øvelse gør mester”, og at det er fedt at være i kontrol.

Måske kan du også få noget ud af at læse dette svar og linkene heri:
Lyst til sex, ved det er for tidligt - hvordan lindre lysten?

God kamp!

Tove Larsen


Tove Larsen

Skrevet af:

Tove Larsen

Cand.pæd. og terapeut

adamogeva.dk

Annoncer