Porno ødelægger mit liv - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er en dreng på 14 år, der desværre er faldet i 'porno-fælden'. Det med at se porno tog rigtig fart efter sommerferien, og siden har jeg set porno minimum en gang i ugen. Og ofte flere!

Jeg er kristen og jeg ved godt, at det er forkert at se porno, men jeg bliver ofte 'fanget' alligevel.

Jeg har søgt og søgt efter både hjælp og pornofiltre, men jeg har ikke formået at komme ud af det.

Når det sker, får jeg stor skyldfølelse bagefter og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv!

Jeg har virkelig brug for hjælp! Pornoen ødelægger mit liv!

Hilsen den fortvivlede


SVAR:

Kære ”fortvivlede”

Der er håb!

Jeg forstår godt, at du kalder dig selv ”fortvivlet” – for du er kommet ind i noget rigtig svært. Noget, det kan føles næsten håbløst at komme ud af igen. Men der er håb! Du er nødt til at gøre dig klart, at du er oppe mod en meget farlig modstander. Porno kan have en voldsom tiltrækningskraft – selv om noget indeni mig stritter imod. Og Porno kan hurtigt blive en vane, det er svært at bryde.

Man kan gang på gang beslutte, at NU skal det være slut – men på trods af forskellige ”systemer”, man prøver at opstille, går det galt igen. Man beder måske Gud om hjælp – men oplever, at det heller ikke rigtig flytter noget (fordi man jo dybest set selv søger pornoen igen).

Vejen ud af "pornofælden"

Første trin ud er at sige til sig selv: ”Porno er under alle forhold noget forkert og farligt!” Man kan finde tusinde undskyldninger for at netop den slags porno, man selv ser, ikke er så slem. Og det er jo ”bare”… men det duer ikke! Porno bliver altid en gift i ens liv.

Andet trin er at blive klar over, at det her er en rigtig farlig og stærk modstander. Du har nu prøvet kræfter med denne modstander i et halvt år – og se, hvem dem vinder: Det gør pornoen! Derfor må du finde hjælp!

Find en "med-kæmper"

Den bedste hjælp er, hvis du kan finde en voksen kristen, som du kan snakke med – og så snakke om det. Aftal at I snakker sammen jævnligt – måske hver anden uge (enten mødes I, eller også skriver I sammen). Det kan hjælpe rigtig meget, at man har en ”med-kæmper”, der kender mit problem. Med-kæmperen kan bede for dig og kan minde dig om, hvad du har lovet dig selv. Og I kan snakke de praktiske ting igennem: Kan der gøres noget, for at fristelserne bliver mindre?

Giv afkald på adgang til porno

Du må indse, at problemet kræver alvorlige midler! Fx kan det være, at du helt må holde dig fra internettet i en periode! ”Jamen, det går jo ikke, fordi…” Jamen hvis du ikke kan være på nettet og så holde dig fra porno – så kan du blive nødt til i en periode at holde dig helt fra nettet. Du har jo åbenbart prøvet med filtre, men de kan jo altid omgås – medmindre du få din med-kæmper til at installere et med et password, du ikke kender :-) !

Tilgivelsen findes

Du skriver, at du får stor skyldfølelse bagefter. Det er et tegn på sundhed. Du er klar over, at dette er forkert. Men det må ikke føre til, at du tror, at Gud nu forkaster dig. Der er tilgivelse for al slags synd – også seksuel synd! Bekend det for Ham og bed om tilgivelse – og tak for at Jesus har betalt for din synd – også på dette område!

Lidt praktiske råd:

Prøv at fylde dit liv med andre spændende ting! Det er ikke nok til at vinde slaget, men det kan være en hjælp. Fristelserne er i hvert fald ofte større, hvis man sidder og ikke rigtig har noget andet spændende at foretage sig. Så sats på andre ting, du finder spændende i dit liv.

Jeg véd jo ikke, om du onanerer, mens du ser porno, men det gør mange. Et led i kampen kunne være at prøve at lade være med at onanere, så du ikke får den ”belønning” ved at se porno.

Kampen skal kæmpes nu

Til aller-sidst: Dette er en rigtig vigtig kamp! Hvis du ikke vinder den nu, kan den følge dig resten af dit liv. Så find en med-kæmper, selv om det sikkert lyder som noget meget svært. Mange har prøvet det og har oplevet, hvor godt det er.

Prøv også at læse andet her på siden om prorno ved at søge på ordet porno og det vil komme en liste frem af artikler og svar, som siger rigtig meget om problemet med at blive afhængig af porno og om det, at komme ud af sin afhængighed igen.

Jeg vil ønske dig et godt og pornofattigt nytår!

Mvh Sprint


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:

Sprint Aagaard Korsholm

Undervisningskonsulent, præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK