Personlighed vs. krop - hvad skal jeg tænke om ham og os?

Vis spørgsmål

Hej med jer.

Jeg har kærestet lidt med en fyr i et års tid - vi er ikke kærester endnu. Han er virkelig sød og dejlig, og vi kan få hinanden til at grine, og vi har det bare rigtig godt sammen..

MIT problem er.. At jeg har svært ved at tænde på ham. Ja, måske lidt underligt at have noget med ham i så lang tid, hvis jeg ikke synes, han er lækker osv, men hans personlig er bare on point.

Han er ret så tynd og 1.90. Han har prøvet at træne og spiller basket osv., men han tager ikke rigtig på.. Jeg er ellers til lidt normalt trænede størrelse fyre. Jeg er helt orienteret om, at useende ikke betyder alt, hvilket jeg har taget op med mig selv flere gange, men ligeså snart jeg tænker på ham seksuelt, så tænker jeg på hans tynde krop - som ikke tænder mig..

Det er en af grundene til, vi ikke har haft sex endnu. Selvom han er ældre end mig (18) osv., så vil jeg ikke gå i seng med ham, da jeg vil være sikker på, om jeg virkelig kan lide ham, eller han bare er en god ven.

Den tanke har jeg nemlig også været inde på, altså om han bare er en god ven. Men når jeg snakker om/med ham, bliver jeg helt elektrisk og glad. Jeg er bange for, at jeg er lidt egocenteret, at tænke at hans krop er et turn off, og alle selvfølgelig langt fra er perfekte, og jeg føler ikke, jeg burde tænke sådan, for jeg kan virkelig godt lide ham.

Som tidligere skrevet, er det en af grundene til, at jeg ikke vil rykke i forholdet, netop fordi jeg mangler at kunne tænde på ham... Er det normalt at være i sådan en situation?

Er jeg bare glad for ham som en ven? Bør jeg tage EKSTRA tid, udover det hele år jeg bare har flirtet og kysset lidt med ham?

Anonym, 17 år


SVAR:

Hej med dig

Jeg har læst dit spørgsmål flere gange, for at prøve at se, om jeg kan fornemme, hvad du skriver mellem linjerne.

Når du snakker med ham eller om ham, bliver du helt elektrisk og glad. Det siger mig, at du kan lide ham mere end som en ven. Du har haft noget kørende med ham i et år, hvor I har kysset. Det har du også kunnet lide. Så det må også tale for, at I har noget godt sammen.

Tid til afklaring

Jeg kan godt forstå, at du tænker på fremtiden, for jeg kunne forestille mig, at han også gerne snart vil vide, om I to skal videre sammen, eller om I skal til at være sammen med andre i stedet for.

Måske skulle du stille dig selv et par spørgsmål, for at blive klogere.

  • Hvad ville du stille op, hvis I ikke var sammen? Hvis I ikke blev kærester, og hvis I ikke længere kyssede med hinanden eller var alene sammen.
  • Hvordan ville du have det, hvis han pludselig fik en anden til at rødme og få sommerfugle i maven, og hvis han kyssede med hende? 

Mange fortryder

Her på siden får vi ofte spørgsmål om: Hvordan får jeg ham tilbage. Det handler næsten altid om, at man har haft noget kørende længe, og så har man valgt noget andet, der var mere spændende, og pludselig har man fortrudt, for det ”kedelige eller almindelig”, man havde, var faktisk bedre end den kortvarige rus af noget spændende.
Jeg har for nyligt skrevet et svar til en anden pige, som du kan læse her:
Forelsket i ekskæresten IGEN 1½ år efter. Er der håb?

Ingen har "hele pakken"

Det lyder for mig som om, det kun er i det seksuelle, at du frygter en problematik. Du er ikke flov over ham i selskab med andre. Du er ikke i tvivl, om han vil være sød og god ved dig. Og så kan du rigtig godt lide ham.

Når vi skal være intime sammen med et andet menneske, er det meget vigtigt, at vi føler os trygge, og at der er kærlighed til stede. Det vil ikke hjælpe noget, at fyren er ”model-fitness-pumpe-lækker”, hvis han er en dum skid. Det betyder ikke, at jeg mener, at pumpede fyre er dumme. Jeg mener bare, at du bliver nødt til at se på hele pakken og på det væsentlige.

Tryghed i et forhold er afgørende

Du skal kunne være tryg. Du skal kunne føle dig elsket/holdt af. Du skal kunne stole på ham og have tillid til, at han vil dig det godt. Derudover er det dejligt, hvis han er ”god for øjnene”.
Vi skal bare huske på, at der nogle gange er stor forskel på, hvem vi ender i et forhold med og hvilken filmskuespiller, der kan få os til at tabe næse og mund. Det er ikke sikkert, at vi både kan få udseendet og det gode menneske i samme pakke. Så må du vælge.

Jeg tror, du fortryder, hvis du vælger ham fra, fordi han mangler de pumpede muskler. Jeg tror simpelthen, du kommer til at vride dig i fortvivlelse, hvis han pludselig står i tæt omfavnelse med en anden og ser ud som om, han har det fantastisk.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvordan jeres fremtid sammen vil blive, om I holder ved, eller om I går fra hinanden. Men jeg tror, der er større sandsynlighed for fortrydelse, hvis du vælger ham fra pga. muskler (eller mangel på samme).

Et lille tip – der spår lidt om fremtiden: Jo større pumpet en fyr er som ung, jo større sandsynlighed kan der være for, at han bliver lasket som ældre – når musklerne bliver til fedt, fordi de ikke bliver trænet. De tynde fyre bliver sjældent tykke senere, hvis de er udstyret med en god forbrænding. Så hvis du gerne vil have en flot mand – på længere sigt, så skal du ikke ubetinget gå efter de store fyre.

Jeg har skrevet flere andre svar, der berører noget af det samme, så måske kan du også have glæde af at læse dem:
Kæreste eller ven – er det rigtigt at slå op pga usikkerhed?
Forvirret ved møde med eks - er jeg ikke 100% ovre ham?
Hvad gør jeg ift. min ekskæreste og ift. min bedste ven?
Er jeg for naiv? - udnytter han mig?

Vil du læse mere, kan du klikke ind under temaet: At finde den rigtige

Mange hilsner Anja


Anja Kaas

Skrevet af:

Anja Kaas

Psyko- og familieterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK