Onani – glemmer I ikke nogle vigtige bibelvers?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva

Jeg har læst mange af jeres artikler og svar om onani, hvor jeg kan forstå, at I ikke mener, det er en synd. Jeg er enig i, at beretningen om Onan ikke kan bruges til at sige, det er synd, og jeg mener egentlig også godt, det er muligt at onanere “rent” uden således at synde på baggrund af Matt. 5,27-28.

Dog synes jeg ikke at have set jer tage stilling til 1 Kor 7,9 og Rom 14. Glemmer I ikke disse vers? 1 Kor 7,9 benyttes som regel som hovedargument for, at man ikke må have sex før ægteskabet – for den eneste måde, hvorpå man kan få tilfredsstillet sit brændende begær, er ved at blive gift. Der er således ikke mulighed for at “få lettet trykket” på anden vis.
Ved onani får man jo til en vis grad stillet sit begær efter sex, så jeg kan slet ikke se, hvordan I kommer uden om dette vers i jeres argumentation for, at onani ikke er synd? Hvis den eneste løsning på sit brændende begær er at blive gift, må det jo også betyde, at man ikke må tilfredsstille sit begær ved at onanere. (Prøver man at læse hensigten med verset giver det fra mit synspunkt i øvrigt heller ikke mening, hvis Gud siger, at man ikke må få tilfredsstillet sit begær ved samleje e.l. med et andet menneske, men at man godt må gøre det på egen vis.)

I flere af spørgsmålene omkring onani gør afsenderne det desuden klart, at de har dårlig samvittighed over deres onani. I den forbindelse læser jeg jeres besvarelser sådan, at I mere eller mindre siger: “Tag det roligt – onani er ikke synd. Pas dog på, at det ikke tager overhånd, da det set fra nogle menneskelige perspektiver kan give nogle dårlige følger.” Glemmer I da ikke Rom 14 og især vers 23, hvor der – sammen med de foregående vers – direkte står, at man synder, hvis man handler mod sin samvittighed?

Så kort sagt: Hvis I vil kommentere på disse vers ift. onani, vil det være kanon.

M, 25 år


SVAR:

Kære M

Du stiller nogle rigtig gode spørgsmål, som jeg gerne vil svare på. Jeg kan forstå, du er grundigt inde i de svar, vi tidligere har givet, så jeg skal ikke trætte dig med at gentage dem. Interesserede læsere uden samme baggrundsviden kan søge på onani her på siden og blive opdateret.
Da du ikke har oplyst din mailadresse, og jeg gerne vil svare dig ordentligt, er mit svar væsentligt længere end normalt.

Brænde af begær

1 Kor 7,8-9: Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.
Afsnittet handler om voksne singler i den kristne menighed. De er singler, fordi de aldrig har været gift, eller fordi deres ægtefælle er død. På den ene side synes forfatteren, det kunne være fint for dem at forblive i single-mode. Det kan nemlig være et godt udgangspunkt for en tjeneste i menigheden. Samtidig kommer der nok snart forfølgelser, og så kan det blive smertefuldt at se sin elskede lide … På den anden side skal de kun satse på at forblive singler, hvis de har det godt med det.

Men hvis de “brænder af begær” er det langt bedre, de finder sig en ægtefælle. Oversættelsen “brænder af begær” kan måske misforstås på den måde, at det kun drejer sig om den rent fysiske trang til udløsning. Det tror jeg ikke er tilfældet. Men det drejer sig om alt det, vi længes efter, når vi savner én person at dele liv og bord og seng med. Vi ved fra utallige udsagn, at onani slet ikke kan udfylde hele dette tomrum. Tværtimod forstærker onani ofte følelsen af ensomhed. Onani kan skaffe mig udløsning – men slet ikke forløsning for alle mine længsler.
Derfor tolker jeg ikke 1 Kor 7,8-9 som et udsagn, hvor det er relevant at undre sig over, at forfatteren ikke inddrager onani. Begrebet “begær” bruges her om langt mere, end mine egne tanker og fingre kan tilfredsstille.

Samvittigheden

Rom 14,23: Men den, der har sine tvivl og så spiser alligevel, han er domfældt, fordi han ikke gør det af tro. Alt, hvad der ikke er af tro, er synd.
Det her sted i Bibelen er til gengæld meget relevant, når vi taler om onani. Her tales primært til dem, der IKKE får dårlig samvittighed. Sammenhængen i teksten er: Nogle kristne i de første menigheder mente, Gud forbød dem at drikke og spise bestemte ting. Nogle læste Guds regler for jødernes fødeindtagelse og mente, at de også som kristne skulle rette sig efter dem. Andre vidste, at stort set alt det kød, man kunne købe hos slagteren, var blevet til ved, at man ofrede dyr til afguderne i de hedenske templer – og så kunne kristne vel ikke spise det. Forfatteren er helt tydelig: Det er tilladt en kristen at spise og drikke alle slags føde! Punktum! Gud giver os absolut frihed på dette område!

Men – og det er et meget vigtigt “men”: Lad os sige, at Silas i menigheden har set denne frihed og spiser alt muligt. Hans gode ven, Stefanus, er derimod overbevist om, at hvis han spiser kødet fra slagterboderne, er han medskyldig i at tilbede afguderne. Og det er jo noget af det mest forfærdelige, en kristen kan gøre! Hvis Silas og Stefanus skal spise sammen, må Silas så benytte sin frihed til at servere kød fra slagterboderne? Nej, det må han ikke. Og i det hele taget kan det godt være, at Silas slet ikke skal spise kød derfra. Hvorfor? Gud tillader det jo klart? Ja. Men hvis Stefanus ser Silas spise det kød, kan han selv blive fristet til at spise det. Og dermed går han imod sin tro og sin samvittighed. Og det er megafarligt for en kristen. Så af hensyn til Stefanus må Silas altså undvære sit kød! Kærligheden til de andre kristne kræver, at man tager hensyn og giver afkald på sin frihed. Naturligvis er “solstråleløsningen”, at Stefanus bliver undervist og oplært i Guds ord, så han pludselig kan se friheden. Så kan de begge tygge bøffer! Men indtil da skal der tages hensyn.

Teksten siger altså IKKE, at Stefanus’ samvittighed har ret, når den forbyder ham at spise bøf. Den siger derimod, at vi andre skal tage hensyn til, at hans samvittighed nu mener det, den mener. Den siger også, at Stefanus reelt synder ved at spise bøf. Ikke fordi bøfspisning er en synd, men fordi han gør noget, selv om han er overbevist om, at Gud er imod, at han gør det!

Samvittighed og onani

Overført til vores emne: Hvis en kristen får dårlig samvittighed efter at have onaneret, er det IKKE dermed bevist, at onani i sig selv er imod Guds vilje dvs. synd. Men det viser, at det er et ganske seriøst problem for denne kristne. For vedkommende oplever det som en konstant provokation overfor Gud: “Du siger, at onani er synd. Jeg onanerer alligevel. Så jeg synder dig jo direkte og bevidst op i dit åbne ansigt, Gud!” Sådan er det desværre på mange områder i enhver kristens liv. Vi er skabt til at leve i 100% kærlighed til Gud og hinanden. Og det gør vi jo absolut ikke. Så vi synder hele tiden og har derfor hele tiden brug for Guds tilgivelse.

Hvorfor oplever mange kristne så netop onani som en synd, der giver særlig dårlig samvittighed? For mange er det langt mere smerteligt end at konstatere, at jeg ikke er særlig flink ved mine kollegaer, ikke tænker særlig meget på at hjælpe alle de fattige, og i øvrigt mest vil være sammen med Gud, når jeg selv har brug for det; ellers er han ikke særlig interessant for mig. Underligt – især fordi de ting, jeg lige nævnte, krystalklart er synd ifølge Bibelen, mens onani derimod ikke er det. Jeg tænker, det skyldes først og fremmest to ting. Den ene er kirkehistorisk, den anden er psykisk.

Kirkehistorie

Op gennem tiden har kirken (der jo ifølge Bibelen består af syndige mennesker, som ofte tager fejl) lagt et megastort fokus på netop seksuel synd. Det kan der være mange grunde til, og de fleste af dem er ikke særligt gode. Men det er et faktum, at sex og synd desværre kom til at være stort set det samme. Og da onani blev opfattet som en seksuel synd, hørte den selvfølgelig med her. Derfor blev onani fx kaldt “ungdomssynden” i danske kirkelige sammenhænge for et par generationer siden. Andre – for mig at se mere skadelige aktiviteter som fx useriøs flirten med mange forskellige – blev der ikke fokuseret nær så meget på. Jeg er bange for, at en del af det stadig hænger ved.

Psykisk

Ved en seksuel udløsning sker der en del ting i kroppen, som også præger psyken. Derfor er det en meget følelsesmæssig ting at onanere. Og da samvittigheden opleves som en følelse, er det klart, at den nemt giver særligt voldsomme udslag på følelsesmæssige ting. Desuden oplever man ved onani meget ofte en tur i følelsernes rutsjebane. Man stiger op og op undervejs, så kommer det vilde sus – og derefter er der absolut tomhed med frit spil for alle trælse og tunge og selvanklagende følelser og tanker.

Sammen med de to ting er der det forhold, at for de fleste af os hænger onani sammen med nogle fantasier, der misbruger den seksualitet, Gud har skabt os til. Så der er ofte noget reel synd, der skal tilgives. Alt sammen gør, at for mange er onani måske den synd i hele deres liv, de har mest dårlig samvittighed over. I hvert fald i perioder af livet.

Vi skal tage hensyn

Men alt det “beviser” efter min mening ikke, at onani i sig selv er syndigt. Derimod er det absolut rigtigt, vi skal tage hensyn til dem i menigheden, der er overbevist om, at det altid er syndigt at onanere. Selvfølgelig er det bedst, hvis de sættes i frihed af de bibelske argumenter. Indtil da er det nødvendigt at tage hensyn til dem.
Det vil fx sige, at kristne ikke skal onanere, mens andre kristne ser på det. De skal heller ikke overfor andre udbrede sig om deres måde at “lette trykket på”. For så kan de friste nogle til at overskride deres personlige grænse. Derimod kan jeg ikke se, det skulle betyde, at man ikke kan onanere privat og uden at sætte det på Facebook e.l.. Det oplever dem med en svag samvittighed jo slet ikke, så det kan vel ikke presse dem?

Jeg håber, du fik svar på dine spørgsmål. Ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

De bedste hilsner
Sprint


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:

Sprint Aagaard Korsholm

Undervisningskonsulent, præst

adamogeva.dk

Annoncer