Når Jesus var menneske, oplevede han så forelskelse, kærestesorger osv?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva, jeg har et spørgsmål om Jesus. Det er fordi man altid får at vide, at Jesus var menneske, så han kender alle de menneskelige følelser, og det bliver jeg bare så frustreret over, fordi man læser aldrig Jesus var forelsket? eller havde lyst til et andet menneske? kærestesorger osv... og det irriterer mig meget?

 

Ved I noget om Jesus i den kategori..? øh ja hjælp...

 

Knus Anna, 15 år


SVAR:

Kære Anna,

Tak for dit spørgsmål!

Jesus var både Gud og menneske

Det er svært at vide helt, hvordan Jesus har haft det, men ud fra Bibelen ved vi, at han både var Gud og menneske. Han levede som en af os, men var samtidig Gud. Men det fastholdes, at han var fuldt ud menneske samtidig med, at han var fuldt ud Gud. Når han var fuldt ud menneske, så var han også med følelser, lyst, begær, osv.

Jesus blev fristet i alle ting, ligesom vi

Der står i Hebræerbrevet, at Jesus er en ”der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Hebr 4,15). Når han har været fristet i alle ting ligesom vi, betyder det også, at han virkelig har haft lyst til det.

Bibelen skriver ikke noget om, om Jesus har haft kærester osv. I det hele taget står der ikke ret meget om hele Jesu barndom og ungdom, men han har uden tvivl levet som alle andre mennesker – men uden at synde, altså gjorde han ikke noget forkert. Og han har uden tvivl haft sorg af alle mulige forskellige slags. Han har sandsynligvis også prøvet at være forelsket, at have lyst til et andet menneske.

Jesus kender dig fuldt ud

Jesus var ikke kun menneske, han var også Gud (ikke 50 %, men 100 % Gud og 100 % menneske). Det betyder, at han ikke bare kender til følelserne, men han kender dig helt igennem.

Vi er begrænset, men det er Jesus ikke

Når jeg kender et menneske og har haft nogle følelser, der ligner det menneskes, så kender jeg dem alligevel ikke helt. Jesus kender vores følelser fuldstændig! Han kender dem helt igennem. Han har selv skabt os med evnen til at have følelser. Han kender både til at følelserne er gode og dårlige.

Han elsker og forstår dig

Jeg håber, at det kan hjælpe dig og at du tør tro, at han kender dig og dine følelser helt igennem.

Med venlig hilsen

Jakob Søvndal


Jakob Søvndal

Skrevet af:

Jakob Søvndal

Præst

adamogeva.dk

Annoncer