Mistet følelserne for min mand - er der mon håb?

Vis spørgsmål

Hej, Håb for hjælp!

Jeg er 34 år og har været kæreste og gift med min mand i snart 10 år, og vi har en dejlig datter sammen.

 

Jeg har mistet følelserne for min mand, og jeg tvivler på, om jeg elsker ham stadig. Jeg ved, jeg har elsket ham. Vi har haft et fantastisk forhold, men samtidig haft en del nedture (barnløshed i flere år). Jeg har hen over den seneste tid, måske halve år, måske mere, det ved jeg ikke, men jeg har mistet lysten og følelserne for ham.

Jeg har fortalt det til ham for 6 uger siden, og han er dybt såret og ked af det og vil gøre alt for mig. I begyndelsen ville jeg bare væk og slutte det, men nu kysser vi og krammer lidt, og vi havde sex forleden aften, men jeg følte bare ikke min kærlighed til ham, og jeg var faktisk ked af det, efter vi havde sex og dagen efter, hvilket var første gang i 2 måneder, vi havde sex. Vi har normalt haft 1-2 gange sex om ugen, men de sidste par måneder har det fra min side bare været mere af huslig pligt end lyst.

 

Jeg har manglet nærvær og dybere kommunikation fra hans side, han har plejet sit fodbold, venner, arbejdet meget og spillet meget computer, når han så var hjemme. Vi har glemt hinanden som par, og nu sidder vi i denne dumme situation, og jeg vil så gerne, for vores familie og mig selv, finde følelserne for ham, men jeg er splittet og føler ikke, jeg har dem længere. Han er min bedsteven og fantastisk far til vores datter.

Det skal siges, at jeg i efteråret blev påkørt og fik et piskesmæld, hvilket jeg stadig har mén efter og smerter, og det har påvirket mit humør længe.

Jeg føler, jeg har manglet en del i vores samvær som par, og jeg kunne lige så godt have råbt ham op, men ikke gjort det.

Hjælp!! Gode råd søges - Kan man, kan jeg finde mine følelser, som jeg engang havde for ham. Vi overvejer parterapi, men kan det hjælpe mig, eller kommer jeg bare længere væk fra ham ?

Kvinde, 34 år


SVAR:

Kære kvinde på 34

Tak for dit brev. Det er rigtigt godt at råbe HJÆLP, som du gør, så at du og I får mulighed for at forandre den situation, som I er havnet i. At råbe om hjælp giver mulighed for, at det kan blive et vendepunkt for jer.

Et positivt rum

Prøv at forestille dig at gå ind i et rum. Et rum med de positive ting, du beretter om.

I rummet er der:

  • Jeg ved, at jeg har elsket ham 
  • Vi har en dejlig datter sammen 
  • Jeg vil så gerne, for vores familie og mig selv, finde følelserne for min mand 
  • Han er min bedste ven 
  • Han er en fantastisk far 
  • Jeg råber HJÆLP

Dette positive rum fortæller, at der stadig er kærlighed tilbage. Og at du råber HJÆLP betyder, at du ikke er ligeglad med jeres forhold. Dette rum giver dig måske håb. Håb ved at se, at ikke alt er frustrerende. Dette rum kan det være hjælpsomt at gå ind i først. For derefter at kunne gå ind i et rum med frustrationer.

Et frustrationsrum

I dette rum er der flere kategorier frustrationer. Du fortæller:

  • Jeg er blevet påkørt og fik piskesmæld 
  • Vi har glemt hinanden 
  • Jeg har manglet nærvær og dybere kommunikation 
  • Jeg har mistet følelserne for min mand

Ting til overvejelse

  • Har du fået bearbejdet den smerte og det tab, som påkørslen har medført? Du nævner, at du har mén og smerter, og at det påvirker dit humør.
  • I har glemt hinanden. Kan du forestille dig, at der er noget, som I har haft sammen, som er skjult lige nu, men som kan være potentiale til at få det anderledes med hinanden igen? Er det muligt at finde tilbage til det, I tidligere har delt og værdsat hos hinanden.
  • De 3 ting fra frustrationsrummet: Påkørslen, glemt hinanden og mangel på nærvær og kommunikation er nok grunde til, at en kvinde lukker ned for sine følelser. Hvis noget stresser hos en kvinde, kan det betyde, at hun lukker sit hjerte for sin mand. Det betyder ikke, at der ikke er kærlighed i hjertet, men at der er brug for at få kigget på, hvad det er, der fylder, så at det giver mulighed for, at hjertet kan lukke sig op igen.

Der er håb!

Du foreslår selv muligheden for parterapi. Det vil jeg rigtig gerne bakke dig op i. Måske kan det, du ser og mærker, være med til at vække jer, så at I kan nå frem til at gå godt videre sammen. Jeg lægger mærke til, at din mand vil gøre alt for dig. Dette er et godt udgangspunkt for at arbejde med sit parforhold, også i parterapi. Og læs lige endnu engang, hvad der er i det positive rum.

Vil det være en mulighed, at din mand læser svaret her?

I fortjener hjælp.

Hjertelig hilsen Hanne Esmarch


Hanne Esmarch

Skrevet af:

Hanne Esmarch

lærer, familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer