Pinligt lille penis – er jeg langsomt udviklet eller ...?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en dreng på 15 år, som virkelig har et problem med min penis. Jeg er klar over, at dette spørgsmål sikkert er blevet stillet 1000 gange. Men jeg bliver nødt til at få det bekræftet selv, for jeg er virkelig snart lost.

Jeg har en lille penis på omkring 5 cm eller lignende i slap tilstand, og den er godt nok 12 eller 13 cm i stiv. Jeg ved alt det der med at “være glad for den penis, du har” og sådan noget. Men det er ikke det, jeg mangler at få at vide!

Jeg har haft sex, men dog med en pige som kender mit problem. Jeg ved godt, at hun ikke bliver rigtigt tilfredsstillet, faktisk er jeg nærmest sikker på, at hun stønner falsk af medlidenhed :-(

Jeg har også takket nej til mange andre piger som ville. Men jeg har ikke villet, da jeg bare ville gøre mig selv til grin :(

Det er lige så pinligt at gå i bad til idræt og lignende. Er der ikke nogle sjove øvelser eller noget, jeg kan gøre? Evt. gå til lægen eller noget? :-(

Og det påvirker mig lige så meget psykisk, som det er fysisk, da jeg ikke rigtig har god selvtillid - kun på grund af den. Jeg er også tit ked af det pga. min penis, uanset hvor dumt, det lyder :-(

JEG VILLE VÆRE OVERDREVET LYKKELIG, HVIS NOGLE FANDT LØSNINGEN PÅ MIT PROBLEM!

Den pinligt berørte, 15 år


SVAR:

Kære du, som er pinligt berørt

En lille penis

Du har ret i, at vi har fået spørgsmål, som ligner dit, rigtig mange gange før. Her er nogle eksempler, som jeg vil anbefale dig at læse:

Betyder størrelsen noget?
Er min pubertetsudvikling normal eller gået i stå?
Er min penis ikke for lille?
Er min penis ikke alt for lille?
Kan jeg gøre noget for at sætte min pubertetsudvikling i gang?

Hvad kan man gøre??

Da du giver udtryk for, at du forventer, vi svarer på en bestemt måde, vil jeg skære ind til benet og sige, som jeg mener, det er: Set fra lægeligt hold er der mulighed for at lave plastickirurgi for at ændre på størrelsen af penis. Det er naturligvis ret dyrt, og det er noget, der sjældent foretages. Ikke mindst fordi der er en del risiko ved det, fx at man bliver impotent eller mister følelsen af glans og penis. Disse to komplikationer er naturligvis alvorlige tilstande, der er langt mere invaliderende end din nuværende situation.
Man kan naturligvis selv betale for det, sikkert omkring 50.000-60.000 kr. Hvis man ønsker det betalt af det offentlige, hvilket jeg ud fra dine mål på penis finder meget usandsynligt, skal man igennem en længere proces. Her vil man undersøge, hvor fysisk og psykisk invalideret du er, og hvad dit potentiale for psykisk mestring er.

Hvis du vil undersøge mulighederne for en sådan operation, skal du henvende dig til din læge.

Accepter din krop

Når dette er sagt, må jeg også nævne, at rigtig mange mennesker – jeg kender selv en del – har lært at leve i accept af, at de ikke er skabt perfekt, og måske ligefrem i manges øjne er mere eller mindre grimme. Min erfaring er også, at de ofte er de mennesker, der gennem en lang smertefuld proces mod at lære at leve som den, de er, bliver markant bedre til at hjælpe andre med at leve, som de er.

For nogle er dette en trøst at høre, hvad enten de hører det for første gang, eller om det er en gentagelse.

Størrelsen vil næppe give problemer ved samleje

Som tilføjelse skal det også nævnes, at de mål, du nævner, slet ikke ligger særligt langt fra gennemsnittet for størrelsen på en voksen mands penis. Med den størrelse er der absolut ingen grund til at tro, at det i sig selv skulle forhindre dig i at kunne tilfredsstille en kvinde seksuelt. Jeg kan fortælle dig, at dybden på en kvindes skede er cirka syv centimeter, og først hvis en penis er under denne størrelse, taler man som læge om en “mikropenis”. 13 cm er altså næsten dobbelt så stort som det!!

Pas på dig selv og dit sexliv

Du skriver, at du har været seksuelt aktiv, og at du har sagt nej til piger, der gerne ville være sammen med dig seksuelt. Sex er langt mere end en fysisk akt; det handler i høj grad også om følelser. Du er 15 år, og det er meget tidligt at være seksuelt aktiv, og det lyder til, at det fylder rigtig meget i din bevidsthed. Jeg vil gerne udfordre dig til at læse disse artikler og overveje, hvad du vil med dit sexliv fremover.

Sex og følelser
Pas godt på dit sexliv
Jo tættere jo bedre – med omtanke
Værd at vente på

Held og lykke med livet – jeg har ingen grund til at tro, at du ikke kommer til at klare det helt glimrende!

Vh Andreas


Skrevet af:

Andreas Hoff

Læge

adamogeva.dk

Annoncer