Min mand vil ikke mere - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Jeg har været gift i godt 2½ år, lige nu er verden brudt sammen for mig. Min mand, har det sidste års tid, ikke ville være sammen med mig. Han ønskede egentlig bare, at vi blev skilt, hurtigst muligt.

Jeg har kæmpet en enemands kamp, for at holde det hele sammen, sørge for at lytte til hans tanker og problemer- hvilket ikke var nemt, da der var utrolig mange ting, fra bl.a. barndommen og hans egen måde at være på. Tanker om frihed, lykken, fremtiden, en alt for bundet barndom, pornograffiske problemer, forældre problemer osv. osv.

Jeg har fundet det utrolig svært, da jeg på den ene side stadig elsker ham, og ønsker kun det bedste for ham, men på den anden side, var den kvinde han ikke ville have. Vi er flyttet fra hinanden, for at finde ud af, hvad vi vil. Jeg ved ikke længere, hvor jeg står. Det sidste års tid har været en forfærdelig drøm, som jeg stadig ønsker at vågne op fra.

Vores "kæreste tid" har været meget god, åben og ærlig, altid været der for hinanden og andre. Men pludselig vågner ham op, og tænker ´jeg gider ikke dette mere´, og så kommer alle kortne på bordet, og der er mange, som før nævnt, mange som jeg ingen anelse havde om.

Hvad gør jeg? Lever jeg i en synd, da jeg ikke bor med min mand? Har jeg været en dårlig kone, som ikke har kunne klare modgangen, når den kom? hvad gør jeg nu?

Jeg er meget forviret og gemmer mig for andre og mig selv. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere indadvent. Alle skal ikke høre om mit liv, selvom at det er meget offentlig, når man ikke bor med sin mand.

hjælp....

Hilsen en uønsket ægtefælle


SVAR:

Kære Uønskede ægtefælle.

Det gør mig ondt at høre, at du efter kort tid oplever så store vanskeligheder med din mand.

Når tingene går galt, som du beskriver, kan det ofte betyde, at man kigger indad, og søger mulige forklaringer i sig selv. Hvad gjorde jeg galt? Kunne jeg bare have gjort det eller det, så var det nok ikke gået, som det er gået! Den slags selvbebrejdelser er naturlige når man er i krise. Det er godt at være kritisk i konflikter også overfor sig selv, men når du spørger, om du lever i synd, så opfatter jeg det sådan, at du har brug for at vide, om du overfor Gud kan have fred eller har grund til dårlig samvittighed. Sådan vil en kristen ofte føle det, og der er kun én vej at gå med den uro - til Gud. Som kristne tror vi på, at Gud vil tilgive alt, vi be´r om tilgivelse for. Men hvad dine svigt i det her forhold evt. handler om, det kan jeg ikke umiddelbart se. Men hvis du har brug for at sætte ord på det, og få en tydelig bekræftelse på, at Gud tilgiver dig, så kan du opsøge en præst, der har tavshedspligt, eller en kristen, du har tillid til. Du kan også skrive til JesusNet.dk, som tilbyder personlig rådgivning, og som har rådgivere der specielt kan gå ind og give åndelig vejledning.

I stedet vil jeg kommentere det, du forklarer om jeres forhold, og det du oplever, er gået helt skævt for jer, og dit ønske om at få hjælp til at komme videre.

Fortiden - en bagage vi har med os ind i et parforhold

Der skal to til at få et forhold til at fungere, og der skal to til at løse det, som er gået i hårdknude. Du beskriver de forsøg, der har været som din ”en-mandskamp” og at din mand ikke vil være med til at gå ind i det, som er kørt fast.

Du beskriver ham som én der, på grund af egne problemstillinger, ikke magter at se jeres konflikter i øjnene. Det er ikke mange oplysninger, du kommer med om ham, men jeg kan forstå, at du oplever det som om, han har vanskeligheder med sig fra sine tidlige relationer – du nævner selv hans forældre. Nogle mennesker har så mange vanskeligheder med sig ind i et forhold, som stammer fra deres tidlige erfaringer i deres egen oprindelsesfamilie, at det bliver svært for dem, at komme tæt på et andet menneske.

Når vi finder en partner og forpligter os, så kommer vi rigtig tæt på et andet menneske, og det betyder samtidig, at vi kommer tæt på os selv. Når din mand bare ønsker at komme væk, tænker jeg, at det måske er fordi han i jeres tætte relation møder sine egne nederlag og følelser af ikke at kunne lykkes.

Vi mennesker reagerer vidt forskelligt på den slags følelser. Nogle ønsker at kigge på sig selv for at finde ud af, hvad man kan gøre. Andre bliver så bange og føler sig så mindreværdige, at de i stedet for at kæmpe flygter.

Jeg synes, det lyder som om din mand flygter fra noget, han ikke tør kigge på.

Du skriver, at du åbenbart ikke var den kvinde, han ville have. Jeg tænker ikke nødvendigvis, det er dig, han flygter fra, men konflikterne og måske ham selv.

Kærligheden må der arbejdes på

Alt for mange har den opfattelse, at når et parforhold går godt, så er det fordi, det kommer af sig selv, og at det er sådan, det skal være, hvis det er rigtigt. Men i virkeligheden må vi arbejde på at få det til at lykkes. Det kommer nemlig ikke bare af sig selv. Derfor er det meget ærgerligt, at han tilsyneladende flygter, og forsøger at gemme sig bagved en forklaring om, at han i virkeligheden ikke ønskede dig.

Du kan ikke tage det hele på dig. Man må i alle parforhold kigge på sig selv og forsøge at se sine egne muligheder for at kunne forandre sig. Men det må ens partner også. Du står derfor i en situation, hvor han er nødt til at vise vilje til at arbejde med på, at I finder sammen igen. Måske kender du nogle, måske fælles venner eller et andet menneske, som han også sætter pris på og respekterer, som kan tale med ham. Du må også bede for ham, at han får lyst til at arbejde på jeres forhold igen. Du kan ikke gøre det selv.

Hvis han ikke vil, er du nødt til at tænke, at du gjorde, hvad du kunne, og på den måde lade være at tage hele ansvaret for, om det lykkes. Det lyder til, at du har været den, der har forsøgt dette i lang tid.

På et tidspunkt må man for sin egen skyld vurdere, om der er mere at kæmpe for, og om det nu vil være bedre at kæmpe for selv at komme på fode igen.

Jeg ved ikke, om det er dér, du er, eller om du stadig har tro på, at du kan kæmpe og få ham til at ville arbejde med jeres vanskeligheder. Det er en meget stor beslutning, og den er din egen. Men det kan godt være, at du skal bruge noget energi på at tale med andre om det. Jeg er enig med dig i, at dit liv og jeres vanskeligheder ikke skal være offentligt og deles med alle og enhver, der sikkert har mange forskellige velmenende forslag til, hvad du skal gøre. Men jeg tror på den anden side, at du skal sørge for at finde nogle ganske få fortrolige, som du kan få snakket med om det. Det lyder lidt, som om du har isoleret dig lidt fra det fællesskab, som du netop nu har meget brug for. Så jeg vil støtte dig i, at du trækker nogle grænser i forhold til åbenhed for andre i din situation, men du skal ikke lukke af for alle. Tænk dig godt om, og vælg nogen, du har tillid til.

Jeg håber, du må finde kræfter og energi til at kæmpe, og visdom til at vurdere hvornår du eventuelt må give op.

Venlig hilsen Steen Kruse.


Steen Kruse

Skrevet af:

Steen Kruse

parterapeut, afdelingsleder på Center for Familieudvikling

adamogeva.dk

Annoncer