Min mand tvinger og ydmyger mig, hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Jeg er en gift kvinde, der er begyndt at stille en masse spørgsmål til min plads i livet, hvor jeg er og hvorfor, og hvilket ægteskab, jeg egentlig havde. Min mand har aldrig været god til at acceptere, at jeg ikke kunne være tændt til intimt samvær - og jeg vil sige 3-4 gange om ugen, så jeg lod det ske.

En eftermiddag, hvor jeg ikke smed tøjet, som han ville, blev han sur: "nå ja, det kan du jo ikke!" Så jeg smed tøjet og fik det overstået, mens jeg tænkte: det her har intet med kærlighed at gøre.

Han var væk i 4 måneder og i den tid evaluerede jeg mange ting. Jeg havde mistet lysten til samvær - bla pga krav mere end hensyn til mig, og på grund af den form for venskab vi har. Jeg har været hans objekt og ejendom. Han voldtog mig faktisk en enkelt gang - grinede trods mit afslag. "Men jeg er liderlig." Der lå jeg som en kludedukke, men fik da tak.

4 måneder senere tillod han sig et seksuelt eksperiment til trods for, at jeg samme aften og i 3 år eller mere har ladet ham vide, at jeg ikke vil røres netop på det sted. Det var ydmygende, og jeg endte med at gøre mig fri. Men han gentog det og jeg bad mig fri. Jeg har meget svært ved at tilgive hans handlinger fuldkomment.

Da jeg bor i udlandet, uden familie i nærheden, er jeg dog også lidt bange for at gå igennem en skilsmisse. Er det unormalt at føle en vis vrede og tilbageholdenhed 6 mdr. senere - selv om jeg ved, jeg lider nok mere end min mand.


SVAR:

Kære du

Det gør mig meget ondt at læse din mail. Selvom alt ikke står helt klart for mig, fordi der er spørgsmål, jeg egentlig har brug for at stille, så er der ingen tvivl om, at du er i en meget presset, uværdig og ulykkelig situation.

Mærk dig selv

Det er rigtig godt, at du er begyndt at mærke efter, og søge svar på, hvad det egentlig er, du selv ønsker med dit liv. Når jeg læser din beskrivelse, så er der ingen tvivl om, at du er blevet krænket igen og igen på en meget ydmygende og helt uacceptabel måde. Derfor er det godt, at du er i stand til at reagere på det. Hvis du ikke reagerer, ender du måske med at miste evnen til at mærke dig selv, og derved helt mister dig selv og din mulighed for at handle selvstændigt og tage ansvar for dig selv.

Din oplevelse af at være et objekt, en ejendom der stilles seksuelle krav til, og et menneske der ikke bliver lyttet til og taget hensyn til, er meget nedbrydende for dit selvværd. Vi har alle brug for at blive set, anerkendt og elsket. Vi har brug for at mærke, at andre sætter pris på os, og viser os respekt, hensyn og kærlighed. Hvis vi i stedet for oplever det stik modsatte, som du beskriver, og endda fra det menneske som står os nærmest, som vi har viet vores liv til, ja så er vi virkelig i stor fare for at blive pillet helt i stykker. Så alvorligt må du se din situation.

Jeg fornemmer, at du stadig har så meget hold på dig selv, at du kan mærke, at det her må der sættes en stopper for. Det må du holde fast i.

Derfor vil jeg skrive lidt til dig nu, som forhåbentlig kan hjælpe dig fremad. Men der er ingen tvivl om, at du har brug for professionel hjælp. Jeg håber, det her kan give dig frimodighed til at søge hjælp.

Dine konkrete oplevelser

Jeg synes, det er meget modigt, at du beskriver nogle konkrete seksuelt grænseoverskridende oplevelser med din mand. Det er udleverende og ydmygende. Men det er godt at turde se sandheden i øjnene. Du skriver, at du synes, det er meget svært at tilgive. Det er helt forståeligt. Jeg kan ikke, ud af det du skriver, se, om han har ønsket tilgivelse og dermed også erkendt, at han har krænket dig.

For at kunne komme hinanden i møde efter sårende og krænkende oplevelser, har du ret i, at en tilgivelse er nødvendig. Men da har man også brug for et opgør med det, der er sket. Først da kan man begynde at arbejde på at få genopbygget den tillid ,der er blevet brudt. Det tager tid.

Hvis det skal være muligt for jer, skal I begge investere rigtig meget vilje og energi i en genopbyggelses-proces. For som jeg ser det, er der ingen tvivl om at trygheden, fortroligheden og den gensidige respekt i jeres ægteskab er helt nedbrudt. Det beskriver du også selv ved at fortælle, hvordan du føler dig i det forhold.

Der er ikke rigtig noget i det, du skriver, der viser at din mand har en erkendelse af, hvor nedgørende hans adfærd er. Derfor er det også svært for mig at forestille mig, at jeres forhold har en fremtid. I hvert fald tror jeg, det vil kræve professionel hjælp.

Vrede

Det står ikke klart for mig, om det, du spørger om til sidst i din mail, er, om det er normalt, at din mand viser vrede og tilbageholdenhed 6 måneder efter en af de hændelser, hvor du bad dig fri, eller om det er din egen vrede og tilbageholdenhed, du er usikker på, om er rimelig. Jeg tænker, at jeres forhold nu er kørt så skævt, og at I har så forskellige opfattelser og forventninger til hinanden, at der ligger og ulmer rigtig megen vrede og afstandstagen fra jer begge. Så det, synes jeg, virker helt forståeligt og viser også, at jeres situation er helt uholdbar. Det må stoppe.

Det handler heller ikke om for dig, at undgå hans vrede. Du skal ikke ”lade stå til” og gå med til grænseoverskridende ting, for at vinde fred eller accept. Det er helt uholdbart. At du mærker vreden (hvad enten det er hans eller din), kan i den her situation være en ”gave”, for det viser, at følelser kan ikke bare begraves. De skal tages seriøst, og man må overveje sine handlinger grundigt.

Videre hjælp

Det er svært for mig, at give dig konkrete råd til, hvordan du tager ansvar om din situation nu, så du kommer ud af dette krænker/offer forhold, som jeres ægteskab har udviklet sig til. Men jeg håber, det her kan støtte dig i, at det er godt, du ser det i øjnene og tør sætte de grufulde ord på, du gør. For det skal stoppe.

Du skriver, at du ikke har din familie nærheden, da I bor i udlandet. Jeg ved ikke, om det også betyder, at du ikke har et andet netværk, du er tryg ved, og som du kan søge støtte hos. Jeg tror, du har brug for nogen, som kan hjælpe dig og støtte dig i, at det forhold, du er i nu, nedbryder dig og ødelægger dig. Jeg ved ikke, om du er i et land, hvor der findes krisecentre for kvinder. De vil være i stand til at hjælpe dig, for de har erfaring med kvinder, der havner i lignende forhold, og har svært ved at finde en vej ud af det.

Et andet alternativ er at rejse på ferie til Danmark og søge hjælp her.

Du skal ikke stå alene.

Hvis du ikke har nogen at søge hjælp hos, må du gerne skrive igen, og give os en mail-adresse, så vi kan finde en, der kan tage en dialog med dig, og finde frem til en hjælp, du evt. kan gøre brug af.

Pas på dig selv – og hold fast i dig selv.

De bedste ønsker for dig

Benna


Skrevet af:

Benna Asmussen Hørlück

journalist, tidligere redaktør på AdamogEva.dk

adamogeva.dk

Annoncer