Min krop er grim - kan jeg gøre noget ved min krops udvikling ?

Vis spørgsmål

Hejsa. Jeg har lige noget jeg vil spørge om ang. mine skamlæber og mine bryster.

Mine Skamlæber:

Altså, for ca. et år siden oplevede jeg at mine indre skamblæber voksede meget hurtigt. Nu i dag er de blevet meget lange. De irriterer mig ikke når jeg cykler eller går, men mest når jeg kigger på mig selv. Jeg har det som om min klitoris hænger meget meget lidt.

Jeg er meget flov over mine skamlæber, og jeg føler ikke rigtigt at jeg kan vise mig i en bikini, da det ligner at jeg har en "lille diller". - altså en lille bule.

Både mine ydre og indre skamlæber hænger nærmest. Og det ligner nærmest at der er tre lag skamlæber fordi der er lidt hud imellem mine ydre og indre (som så er blevet lange).

Og mine spørgsmål lyder så sådan..

- Er det noget jeg kan vokse fra?

- hvordan kan jeg skjule det mere?

- hvordan kan jeg opbygge min selvtillid?

- er det helt normalt?

- kan man ikke tage piller istedet for en operation?

- hvordan vil det påvirke mig og min fremtid, sexuelt og drenge?

Mine Bryster + lidt af hvert:

Jeg synes at mine bryster virker meget små i forhold til resten af min krop, for jeg er begyndt at få talje og hofter og lår, men mine bryster virker ikke rigtig som om de vokser?

- jeg har haft min menstruation i ca. et år. Vokser mine bryster så ikke mere?

- nogle gange har jeg det som om at mine bryster hæver og begynder at "kilde-klø" inde i mine bryster, hvorfor?

- kan jeg få mine bryster til at vokse hurtigere?

- i det her år er jeg vokset rigtig meget i højden, og det er samme år som jeg fik min menstruation, betyder det så at jeg ikke vokser mere?

- jeg synes at mine fødder er også vokset i der her år. I år 2006 gik jeg over til en str.37. men i det her år, gik jeg over til 38. Min mor bruger str. 39 og min far str. 42-43 hvilken str. fod for jeg mon så? og kan man forhindre store fødder?

- mine tæer virker også skæve, kan man rette på dem uden at brække dem og operere? måske lave noget rettelse på dem om aftenen?

- Hvordan kan jeg stoppe med at bide negle?

- er det rigtigt at hvis man masserer hovedbunden så vokser håret hurtigere?

- når jeg har barberet mig "dernede" så når jeg hiver op i huden, føler jeg stikken - hvad kan det være?

- jeg er meget behåret på mine arme, hvad kan jeg gøre ved det?

Jeg håber virkelig I vil hjælpe mig. - og jeg er meget meget ked af at det blev så langt. Har bare oplevet så meget ved min krops udvikling i dette år.

Kærlig hilsen: den meget forvirrede, 13 år.


SVAR:

Kære ”meget forvirrede”!

Jeg tror først og fremmest, at du er en ret normal pige, der er kommet i puberteten og synes, at det er svært at følge med i alle de forandringer, som er i gang i din krop. Én har engang sagt, at i 7. klasse burde man gå rundt med et skilt om halsen, hvor der står: ”Lukket på grund af ombygning”

Og det er vist lige sådan, du har det lige nu. Der sker så mange forandringer, at du slet ikke kan kende dig selv, og du er meget optaget af og bekymret for, om det hele nu er, som det skal være.

Grundlæggende synes jeg, at alt, hvad du har beskrevet, lyder fuldstændig normalt.

Har du læst artiklen: Pubertet - en ekstrem forvandling?

Kroppen under forandring - svært at følge med

Heldigvis generer dine skamlæber dig ikke – undtagen når du kigger på dem. De vokser i puberteten og det skal du selvfølgelig lige vænne dig til. Hvis du fortsat er bekymret om ½ år, synes jeg, du skal få din læge til at kigge på det, men jeg er ret overbevist om, at der ikke er grund til hverken bekymring eller operation.

Når du barberer dig i skridtet, kan du opleve noget irritation af huden, det er nok det, du kan mærke. Og måske små nye hår-stubbe, der stikker ligesom skægstubbe.

Angående dine bryster, er du slet ikke færdigudviklet endnu. Som regel vokser piger ikke ret meget i højden 2 år efter den første menstruation. Men brysterne kan sagtens fortsætte med at vokse. For de fleste tager det tid at vænne sig til den nye krop med mere kvindelige former. Om dine bryster ender med at blive store eller små, ved jeg ikke. Der sker stadig forandringer, som du jo også kan mærke. Brystvævet bliver påvirket af hormonforandringer i blodet, som følge af din menstruationscyklus, og det kan mærkes, som stikken eller prikken i brysterne.

Fødderne er nok stort set færdige med at vokse, men du kan ikke gøre noget for at ændre deres størrelse. I al fald ikke noget, som ikke vil give store problemer med at gå. Gå i sundt fodtøj med plads til tæerne og ikke i spidse, højhælede sko til hverdag, så passer du godt på dine fødder. Du kan også lave lidt fodgymnastik – fx samle blyanter op med tæerne og gå lidt på tæer og hæle.

Med hensyn til at bide negle, så prøv at tygge tyggegummi i stedet. En anden mulighed er at købe noget på apoteket, der smager grimt. Det smøres på neglene, for at minde dig om ikke at bide negle. For de fleste er det en dårlig vane, som du nok kan komme ud af, når du har lidt overskud til det.

Jeg tror ikke, du kan massere håret til at vokse hurtigere, men det er da dejligt at få masseret hovedbunden. Og dine hår på armene bliver bleget om sommeren af sollyset og så ses de ikke så meget, men ellers er der ikke så meget at gøre ved det. Nogle får flere og mørkere hår end andre.

Læg mærk til det gode!

Grundlæggende tror jeg, at du skal begynde at koncentrere dig om alt det, der er godt ved dig. Glæd dig over det, du kan lide, når du kigger i spejlet, og glæd dig også over de ting, du er god til og alle de gode egenskaber, du har. Hvad mon dine venner og din familie kan li ved dig? Hvad er det, der gør, at du betyder noget for dem?

Måske skal du øve dig og lede lidt, inden du kan lave en lang liste. Men jo mere du koncentrerer dig om de positive sider, og giver dig selv lov til at glæde dig over det, jo mindre fylder alle spekulationer og bekymringer. Dermed får du et bedre selvværd.

Måske kan du også finde på noget godt at gøre for nogle andre. Det er nemlig også ”god medicin” mod bekymringer og negativ opmærksomhed på dig selv. Og giver mulighed for positiv respons fra andre.

Læs mere om selvværd i denne artikel: Hvem er jeg?

Del dine tanker og bekymringer med andre

Hvis dine bekymringer fortsat fylder meget, vil jeg opmuntre dig til at dele dine tanker og bekymringer med din mor, en venindes mor eller din sundhedsplejerske. Det hjælper som regel at få sat ord på tankerne, og det er du da rigtig god til.

Jeg vil ønske dig alt godt fremover

Lisbeth Boeskov Kristensen


Lisbeth Boeskov Kristensen

Skrevet af:

Lisbeth Boeskov Kristensen

Sundhedsplejerske

adamogeva.dk

Annoncer