Min kæreste tager sig ikke tid til mig - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva :-)

Jeg har en dejlig kæreste, som jeg holder virkelig meget af, og jeg elsker hende ret så meget. Vi har snart været sammen i 3 måneder, og det er virklig dejligt, men jeg har et kæmpe problem, som jeg slås med hver dag, og som jeg tænker over hver dag. Problemet er, at hun ikke tager sig nok tid til mig. Hun er alt for meget sammen med sine veninder og en ven. Føler lidt, at ham vennen stjæler hende ret meget, hvilket han også gør. Næsten bevidst, det kan hun bare ikke se.

Vi går begge på en efterskole og kan godt se, at det er svært at være meget sammen med sin kæreste på en efterskole, hvor der er 130 andre mennesker, som man også skal være lidt sammen med, men på den anden side er vi kun sammen 1 enkelt gang eller noget om ugen, hvilket er alt for lidt, og resten af tiden er der en lidt trykket stemning, fordi jeg skubber mig lidt væk fra hende og går meget sammen med mine venner, men det er kun fordi, jeg savner hende ekstremt meget. Når jeg så endelig er sammen med hende, flyver tiden af sted, og jeg er klar til at smide alt, jeg har i hænderne, for at være lidt sammen med hende.

Jeg ved, fra nogle af hendes bedste veninder, at hun virkelig holder af mig og elsker mig, hun viser det bare ikke nok, og jeg er begyndt at føle, at hun bare bruger mig og kun vil være sammen med mig, når hun lige har lyst og så videre. For eksempel havde vi ikke været sammen en hel uge, og da vi begge var på skolen en weekend, ville hun gerne have, at jeg kom over til hende og sov, fordi hun gerne ville snakke. Så kommer jeg derover, og vi snakker lidt om, hvorfor stemningen er så trykket. Da vi har snakket om det en smule, siger hun, at hun ikke vil tænke over det mere og tror, at alt er perfekt igen. Så kysser vi lidt, og hun lægger sig til at sove, mens jeg ligger ved siden af hende, helt ødelagt indeni og græder for mig selv, fordi intet er løst, og det er langt fra perfekt. Jeg vil meget hellere snakke med hende i stedet for, fordi det gør mig så glad.

Jeg vil også helt vildt gerne snakke med hende om hendes ven, som tager alt for meget af hendes tid. Faktisk burde han være hendes kæreste og ikke jeg, skulle man tro. Men hun har spurgt mig om, om jeg er den jaloux type, da vi sov sammen i den weekend, hvortil jeg svarede ja, og hun spurgte, om jeg var lidt jaloux, når hun altid var sammen med hendes ven, hvortil jeg også svarede "ja, men det går nok". Så fik jeg et flabet svar, hvorefter hun sagde, at det var godt, fordi det bliver ikke ændret... Det blev jeg ekstremt ked af det over, og jeg lå og tænkte: "Er hun det værd?"

Jeg elsker hende virkelig højt, og hun er så dejlig, men jeg vil ikke have, at det skal være sådan her. Så jeg overvejer virkeligt at gøre det forbi, fordi jeg simpelthen ikke orker det her, og det ødelægger mig hver eneste dag at tænke over det. Ved godt det var en stor mundfuld, men er helt fortabt.. Hvad skal jeg gøre?

Jacobsen, 16 år


SVAR:

Kære Jacobsen

Hvor er det godt, at du skriver ind til brevkassen!

Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er svært at håndtere det, du oplever lige nu, og at det er rigtig hårdt at være jaloux. Jeg vil her give dig lidt at tænke over. Jeg hører det som om, at du oplever din kærestes ven som den største frustration i jeres forhold, men jeg vil starte et lidt andet sted og først til sidst komme ind på din kærestes ven.

Det er rigtig godt at høre, at du har lyst til at snakke med din kæreste om det, der er svært. Det er vigtigt at kunne være ærlige overfor hinanden og kunne sætte ord på både de gode og de svære ting i et kæresteforhold.

Forskellighed – en styrke

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at din kæreste og dig er ret forskellige. Hun virker til at være meget social og har gang i mange ting. Hun er måske typen, der ikke har lyst til at dvæle så lang tid ved ting og er hurtigt videre? Du er måske lidt mere eftertænksom og måske også mere rolig end hende? Netop fordi I er forskellige, har I noget at give hinanden. Men nogle gange kan det føles meget smertefuldt at være så forskellige, for det kan gøre det svært at forstå hinanden. Forskellighed ser jeg som udgangspunkt som en kæmpe styrke. Det kan give misforståelser og sårede følelser at være forskellige, men lærer man hinanden godt at kende og lærer at fokusere på, at man med forskellighed kan supplere hinanden, kan forskellighed være en kæmpe styrke for et forhold.

Kærlighedssprog

Du beskriver, hvordan du oplever, at din kæreste ikke tager sig tid til dig. Jeg gætter på, at den måde, du føler dig elsket på, netop er at tilbringe tid sammen. Du beskriver, hvordan tiden flyver af sted, når I er sammen, og at du elsker at snakke med hende. Måske er det ikke mængden af tid, der gør, at hun føler sig elsket af dig? Måske er det anerkendende ord eller noget helt andet, der gør hende særlig glad? Jeg tror, at I er forskellige her. At det ikke er det samme, der gør jer glade og får jer til at føle jer elsket af den anden.

Prøv at tænke over, hvad der glæder dig og fortæl hende om det. Fortæl hende, at du oplever, at tiden flyver af sted, når I er sammen, fordi hun er fantastisk, men også fordi det at tilbringe tid sammen, gør dig glad. Mon du allerede har fortalt hende, at det at tilbringe tid sammen med hende betyder utrolig meget for dig?

Spørg også hende, hvad der gør hende glad og prøv at glæde hende på den måde, hun fortæller dig, at hun bliver glad. Måske vil hun bl.a. svare, at det, at du giver hende frihed til at være sammen med veninderne, kan få hende til at føle sig elsket af dig. Det kan måske virke mærkeligt, men det, at du kan give hende rum til at være sammen med hendes veninder, kan gøre, at hun føler, at du accepterer hende, som hun er.

Hun kan sagtens være helt vild med dig, selvom hun ikke hele tiden opsøger dig og bruger tid sammen med dig. Jeg ved ikke, hvem der tager mest initiativ til at være sammen med den anden. Jeg kan godt forstå, at du synes, at det at være sammen én gang om ugen er for lidt. Men siden det betyder meget for dig, at I tilbringer tid sammen, så opsøg hende. Både selv og i selskab med andre. Vent ikke på at hun kommer til dig, men begynd selv at tage mere initiativ, hvis du ikke allerede gør det. Prøv at snakke med hende om, hvordan I finder en god balance mellem at være sammen og være sammen med jeres venner.
Læs mere om kærlighedssprog her: Kærlighed i praksis

Dit selvværd

Din kærestes veninder har fortalt dig, at din kæreste elsker dig. Prøv at tage det til dig. Du har fundet en dejlig pige, som du elsker, og som også elsker dig! Det er da fantastisk! Du beskriver, hvordan du har lyst til at smide alt det, du har i hænderne bare for at kunne være sammen med hende. Det er helt almindeligt, når man er forelsket. Men jeg vil gerne udfordre dig til også at skabe dit eget liv og ikke hele tiden lade dig styre af, hvornår du kan være sammen med din kæreste. Du går glip af alt for meget på efterskolen, hvis din dag handler om, hvor meget (eller hvor lidt) du kan være sammen med hende. Jeg tror, at det er vigtigt, at du skaber dit eget liv. At du nogle gange har lavet en aftale med en anden, som gør, at du ikke har tid til at være sammen med hende. Hold fast i dig selv og dine egne venner. Holder du kun fast i hende og står hele tiden til rådighed for hende (både når hun har tid og ikke tid til dig), risikerer du at miste dig selv, dine venner og i sidste ende også hende, for et godt kæresteforhold er netop et forhold, hvor begge tør være sig selv, have et liv hver for sig og sammen.

Jalousi – ødelæggende for et forhold

Du beskriver, hvordan du har svaret ja til, at du er den jaloux type. Jeg tror, at det er vigtigt, at du erkender, at du let bliver jaloux og selv prøver at gøre noget ved det. Der er nogle ting, I sammen kan arbejde med for at få et fantastisk kæresteforhold – at være åbne overfor hinanden og fortælle hinanden, hvad der glæder jer hver især og på den måde lære hinandens kærlighedssprog bedre at kende. Men jeg tror, at der er noget, du selv må arbejde med – nemlig jalousien.

Før du læsere videre her, så se afsnittet om jalousi i denne artikel: Jalousi og kærestesorg

Når du oplever, at du bliver jaloux, så prøv over for dig selv at sætte ord på, hvorfor du er jaloux. I stedet for at vende det mod hende og sige, at det er fordi, hun hele tiden er sammen med sine veninder (og ven), så prøv at vende det om og tænke på, hvem du selv er. Hvad gør DIG glad? Hvad betyder noget for DIG? Hvad har DU svært ved. En pige på efterskole har brug for at være meget sammen med sine veninder, og det er vigtigt, at hun får friheden til at være det. Derfor tænker jeg, at når det handler om jalousi i forhold til veninderne, så er det dig, der har noget, du må arbejde med.

Når det er sagt, synes jeg, at det er vigtigt, at du snakker med hende om hendes venskab til drengen. Hvem er hun mest sammen med – dig eller vennen? Når nu I er kærester, virker det selvfølgelig mest naturligt, at I to også tilbringer mest tid sammen. Det er vigtigt, at du giver hende lov til at have drengevenner, men nødvendigt at hun vil vise dig, at hun elsker dig, ved at tilbringe mere tid sammen med dig end med hendes ven. Prøv at snakke med hinanden om ønsker og forventninger. Det er vigtigt, at du ikke dyrker din tendens til jalousi, samtidig med at hun ikke giver dig anledning til at være jaloux ved at være mere sammen med sin drengeven end sammen med dig. Læs mere om pigevenner og drengevenner her: Pigevenner og drengevenner

Jeg tror, at du er elsket af den pige, du selv elsker! I skal ”bare” finde ud af, hvordan I begge føler jer elsket, samtidig med at friheden, til at være den I hver især er, får lov til at være der.

Prøv evt. at snakke med en af lærerne på efterskolen om dine frustrationer. Han/hun vil på en særlig måde kunne sætte sig ind i din situation, fordi han/hun kender jer begge to. Snak evt. med din lærer om dette svar.

Jeg håber, at din kæreste og dig kan få en god snak om jeres forhold, og at I, gennem det at lære hinanden bedre at kende, vil opleve at forholdet giver mere energi, end det tager. Ellers er det nødvendigt at slutte forholdet.

Du kan evt. læse mere her:

Min kæreste vil ikke rigtig være sammen med mig - hvad gør jeg?

Hvad gør jeg, når kæresten ikke har tid og bli´r vred?

Bruger han ikke for meget tid på sine venner?

Mangler tid med kæresten - hvad skal jeg gøre?

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Kærlig hilsen Lene


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

Efterskolelærer

adamogeva.dk

Annoncer