Min kæreste har ikke tid til mig. Hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Min ekskæreste og jeg så hinanden hver dag i det år, vi var sammen. De dage vi ikke havde mulighed for at se hinanden, skrev vi sammen hele dagen eller snakkede i telefon.

Han flyttede så meget langt væk, og det kunne forholdet ikke holde til. Jeg er nu begyndt at ses med ham igen, da vi begge stadig elsker hinanden. Men jeg føler mig bare meget fortabt, da han aldrig har tid til mig.

Han er altid sammen med vennerne, og jeg får max 5 lidt ligegyldige beskeder fra ham om dagen. Om aftenen snakker vi i telefon, når han altså ikke sover sammen med en ven, som han ofte gør. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre...

Jeg har også ret svært ved at stole på ham, og det, at han ikke har tid til mig eller fortæller mig om sin dag, gør det ikke lettere!

Efter han flyttede begyndte han at se en anden pige, som han heldigvis ikke gør længere. Men han løj for mig omkring det, og jeg skulle selv finde ud af det.

Derfor har jeg det meget svært ved ikke at høre fra ham i løbet af dagen. Jeg savner ham helt vildt hele tiden, og jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv længere.

Mig, 16 år

SVAR:

Kære "mig"

Tak for din henvendelse.

Allerførst, jeg er lidt i tvivl, men jeg går ud fra, at du og din kæreste stadig bor langt fra hinanden, og at I er jævnaldrene. Når det så er sagt, gælder det, at noget af det vigtigste i et forhold er tryghed og sikkerhed uanset afstand eller alder.

Tryghed

I dit spørgsmål fremgår det meget tydeligt, at du ikke får den basale tryghed fra din kæreste. Du savner at vide, at du betyder ligeså meget for ham, som han gør for dig, idet du synes, at hans sms’er eller beskeder på Facebook ikke giver dig det, du gerne vil have, og det virker også som om, at du synes, at han fravælger dig for meget i forhold til sine kammerater. Det er også svært for dig, at han ikke selv fortalte dig, at han på et tidspunkt havde en anden kæreste, men at du selv skulle finde ud af det.

I bliver nødt til at tale sammen

Mit forslag er, at I bliver nødt til at tale sammen om, hvordan I viser kærlighed, og hvordan I ønsker, at den anden skal vise sin kærlighed. I er forskellige og har forskellige forventninger til hinanden. Så selv om du gerne vil opleve, at I skal skrive sammen hele dagen, er det ikke sikkert, at han ønsker det.

For min egen del, ville jeg selv kunne føle mig omklamret, hvis jeg skulle skrive til en kæreste mange gange om dagen, eller konstant fik sms’er fra hende. Jeg ved godt, at når man er vildt forelsket, vil man høre fra kæresten igen og igen, men på et tidspunkt lægger de hede følelser sig, og man holder af kæresten på en anden måde og har også brug for at tænke på andre venner. Det er muligt, at din kæreste er ved at frigøre sig forelskelsen i dig, uden at han holder mindre af dig af den grund. Den eneste måde, som du kan finde ud af det på, er ved at tale med ham.

Fortæl ham hvad du oplever, og hvad du ønsker

Jeg vil foreslå, at når I mødes næste gang, skal du sige til ham, at du har tænkt over, hvordan du oplever jeres forhold, og hvad du gerne vil have fra ham. Det er muligt, at han har samme oplevelse, og måske kan give dig noget af det, du gerne vil have. Måske ikke.

Du skal være forberedt på, at det kan være farligt at tage op, fordi det på den ene side kan føre jer tættere sammen, og på den anden side kan afsløre, at I vil noget vidt forskelligt. Hvordan det bliver, ved jeg af gode grunde ikke, men I bliver nødt til at tage denne snak snarest, da du ellers konstant vil være præget af usikkerhed.

Jeg tænker også, at hvis I begge er seksten år, kan det føles overvældende at skulle binde sig markant. Måske især som dreng. Vennerne fylder simpelthen bare mere end den faste kæreste, og det er måske lige præcis dét, du fornemmer på ham.

Jeg vil ønske dig held og lykke i dine afklarende samtaler med din kæreste.

De bedste hilsner

Henrik

Annoncer