Min kæreste driller mig med mine angsttanker

Vis spørgsmål

Hej, jeg har en kæreste, som jeg er rigtig glad for; normalt er han god til at bruge tid med mig og lytte til mig. Men når han sætter sig ved computeren og snakker med sine venner, ignorerer han mig. Selvom han kan se, jeg sidder i sengen, og vi ikke har snakket sammen i 3-4 timer, er han stadig ligeglad og griner og snakker højt med sine venner.

Jeg har haft en masse angsttanker, b.la. skal jeg nogle gange gøre nogle underlige ting med mine hænder, må ikke røre streger og skal vaske hænder hele tiden, ellers vil der ske noget dårligt. Min kæreste driller mig tit med det, fx kan han finde på at gøre det og sige “Hvem er der her?” eller noget andet, selvom han godt ved, jeg har det dårligt med det. Selvom jeg siger: “Stop!” “Jeg kan ikke lide det!” osv., stopper han ikke. Og hvis jeg nu gør noget ved ham, som han ikke kan lide, slår han mig; altså ikke tæsk men giver lige en ret hård lammer. Eller også bliver han sur og ignorerer mig.

Jeg har ikke lyst til at tale med min kæreste om disse ting, da jeg til tider kan være bange for, at han vil gøre mig fortræd.

Vh. E. Håber virkelig at få svar! 

SVAR:

Kære E

Tak for dit brev og spørgsmål, som er meget relevant i forhold til din trivsel.

Du nævner to ting, som jeg tænker, du skal have hjælp til. Det ene er, at din kæreste slår dig, og det andet er dine tvangshandlinger, hvor du pga. angsttanker må gøre nogle bestemte ting for at undgå dårlige ting eller ulykker.

Vold i et forhold

Når jeg hører nogle sige, at de er bange for deres kærester, og at de bliver slået, reagerer jeg altid, for det er ikke godt, når nogle oplever vold i et forhold; det gælder både voksne og børn. Din kæreste hverken må eller skal slå dig! Det er absolut ikke okay, at den ene slår den anden, så det gør ondt. Et sådant forhold skal man ikke blive i, hvis det ikke straks stopper. Og jeg kan godt blive i tvivl, om du kan få din kæreste til at stoppe, når du fortæller, at han gang på gang overtræder dine grænser og ikke respekterer et nej eller stop fra dig. Disse handlinger fra din kærestes side er i sig selv meget angstfremkaldende og kan føre til yderligere angsttanker og tvangshandlinger. Så jeg tænker, at det bestemt ikke er godt for dig at være i!

Drilleri er ikke altid OK

Jeg bliver også ret bekymret for dig, når du skriver, at din kæreste driller dig med dine tvangshandlinger, og at du ligefrem er bekymret for at tale med din kæreste om det, da du til tider er bange for, at han vil gøre dig fortræd. Når man er i et parforhold, skal man kunne føle sig tryg og kunne tale med sin kæreste om alt, også det som er svært og underligt. En god kæreste vil ikke gøre grin med den andens vanskeligheder, men derimod være til hjælp og vise omsorg, og det er ikke det, jeg hører dig fortælle om din kæreste.

Hold en pause

Jeg vil opfordre dig til at holde en pause fra din kæreste og få styr på dig selv og din angst. Så kan du altid bagefter se, om du vil fortsætte med at være kæreste med ham, eller om det vil være bedst for dig at slå op med ham og på den måde passe bedre på dig selv.

Få hjælp af din læge

Dine angsttanker og handlinger skal du have hjælp til. Derfor skal du opsøge din læge og fortælle, at du nogle gange gør nogle underlige ting med dine hænder, at du ikke må røre streger og skal vaske hænder hele tiden, ellers vil der ifølge dine tanker ske noget dårligt. Du er ikke den eneste, der har det sådan, og det betyder, at du kan få hjælp til din angst og til dine tvangshandlinger, så det ikke kommer til at styre dit liv. Der findes psykologer, som er ret gode til at hjælpe, og det kan din læge hjælpe dig med at finde ud af.

Tal med en voksen

Jeg vil også anbefale dig at fortælle dine forældre, hvordan du har det, og at du har brug for hjælp her og nu. Du skal sige, at du gerne vil have, din læge skal hjælpe dig. Hvis du af en eller anden grund ikke kan tale med dine forældre om den slags, kan du snakke med en anden voksen om det, fx din bedstemor, din skolelærer, eller hvem du har mest tillid til, eller du kan selv ringe til lægen og bestille tid.

Jeg håber virkelig, at du så hurtigt som muligt får hjælp både til at komme væk fra din kæreste og hans voldelige adfærd og til at få behandlet din angst og dine tvangshandlinger.

Du må skrive igen, hvis du har brug for mere hjælp.

Pas godt på dig selv.

Kærlig hilsen
Annette Hassingboe

Annoncer