Menstruationen kom, kan jeg stadig være gravid?

Vis spørgsmål

Hej med jer.

Jeg gav min kæreste handjob, og han kom. Så gav han mig finger, og han havde noget på fingrene.. En uge efter kommer min mens. Nu er der gået ti uger, og jeg har fået det mega mærkeligt.. Jeg skal tisse hele tiden, jeg har det meget hårdere, når jeg løber, jeg er blevet udspilet, jeg er blevet træt og har også haft nogle smerter i underlivet... 
Jeg er virkelig bange, men er det overhovedet muligt?

Håber at få svar hurtigt. 

S, 16 år


SVAR:

Kære S

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk.

Lille sandsynlighed for at du er gravid

Ud fra det, du beskriver, er der en meget lille sandsynlighed for, at du kan være blevet gravid. Sæd overlever sjældent, når det kommer udenfor skedens fugtige miljø. Alle de symptomer, du har mærket, kan komme, fordi du er bekymret for at være gravid. Jeg har fundet nogle links, som jeg tror, du kan have glæde af.

Kan jeg blive gravid af præsperm på finger?

Fik finger med sæd - kan jeg være gravid?

Hjælp - risikerer vi graviditet?

Menstruation kan komme under graviditet

Den menstruation, du har haft, giver ikke et klart svar. Det er nemlig muligt at få menstruation en eller flere gange, mens man er gravid. (Det er sjældent, men det sker. Og da er det som regel en meget lille blødning)
Jeg kan ikke helt læse ud af din mail, om du kun har haft den ene menstruation de sidste 10 uger?

Hvis du ikke har haft menstruation som normalt efter dén, du skriver om, synes jeg, du skal købe en graviditetstest, så du kan blive sikker. De fås i supermarkeder, Matas og på apoteket. 

Hvis du har haft menstruation hver måned, og den har varet lige så længe og været lige så kraftig, som den plejer, skal du ikke være bekymret.

Sex og tryghed hører sammen

Nu, hvor du mærker bekymringen for at være gravid, mærker du også, at sex har store konsekvenser. Jeg tænker, at sex ville blive endnu dejligere for dig og din kæreste, hvis I gemmer det, til I er så gamle - og jeres forhold så stabilt og forpligtende - at I også kan tage imod et barn, hvis du skulle blive gravid.

Hvis du og din kæreste fortsat vil have sex, synes jeg, du skal tale med din læge (og måske dine forældre) om prævention. Husk, at kondom er den eneste prævention, der kan beskytte mod kønssygdomme.

Du kan læse, hvorfor det giver mening at vente med sex i vores tema: Teenager og sex
Måske kan du og din kæreste sammen læse denne artikel? Pas godt på dit sexliv

Jeg håber, svaret gav dig afklaring. Pas godt på dig selv - og din kæreste!

venlig hilsen Ida Secher Rom


Ida Secher Rom

Skrevet af:

Ida Secher Rom

jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer