12 år og nyt med menstruation - hvorfor er den så mærkelig?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg er en pige på 12 år, som lige har fået menstruation.

På min anden menstruation (lige nu), blødte jeg i ca. 3 og en halv dag, da det stoppede? Jeg tænkte ikke videre over det. Men så dagen efter, det stoppede, begynder det at bløde rigtig meget igen?
Jeg forstår det ikke og er rigtigt bange og irriteret!

Ved ikke helt, om I kan bruge det til noget, men skriver det alligevel:

- Jeg har været i bad hver dag.
- Den dag, det stoppede, havde jeg været inde og træne. (Med vægte og løbebånd)
- Det blødte ikke en hel nat og heller ikke før kl 12.00 næste dag.
- Har haft ondt i maven, og har været hjemme i 3 dage. (Den ene var dagen før, det startede første gang)
- Den sidste dag, (før det stoppede første gang), har det været meget brunligt, og det er nu helt rødt igen?

Håber I kan svare på mine spørgsmål. 

Pige, 12 år


SVAR:

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at det er lidt usikkert for dig, når din menstruation er anderledes end, hvad man hører, der er normalt. Og især når det kun lige er begyndt.

Allerførst: Det er fuldstændig normalt, at menstruationen er uregelmæssig - især når man er teenager og i puberteten. Det er svært at sige noget om mønsteret endnu, når du kun har haft menstruation to gange. Derfor vil jeg råde dig til at skrive ned, hvornår de næste menstruationer begynder, og hvornår pausen sker, for så kan du få et overblik over, hvordan dine menstruationer forløber. Og sørg for at have nogle bind liggende i skoletasken, så du kan tage et på, hvis det skulle ske en anden gang. Det kan også være dine veninder pludselig får brug for at låne et i en nødsituation!

Motion mod smerter

Det er også som teenager, at man vil have stærke smerter i langt flere tilfælde end kvinder i 20'erne. Her er det godt at dyrke motion, som du gør. For nogle piger kan det have betydning for menstruationen, hvis man dyrker ekstremt meget sport/træner rigtig meget. I det ekstreme tilfælde kan menstruationen helt udeblive. Jeg ved ikke, om du går i fitness flere timer hver dag, men hold endelig fast i at dyrke motion, for det er kun med til at holde din krop sund og normal.

Mange ting kan påvirke menstruationen

Menstruationen kan nemt blive påvirket. Det kan f.eks. være, hvis man i en periode går rundt og er meget spændt, nervøs eller stresset. Det er jo hormoner, der styrer menstruationen, og de kan blive forstyrrede og lave lidt rod i din cyklus. Der er jo selvfølgelig nogle sjældne sygdomme, man kan lide af, som også kan påvirke menstruationen. Men jeg vil ikke mene, at du skal til lægen. Vent og se over de næste menstruationer, om det ændrer sig og bliver et mere "normalt" forløb.

Hvis du har mod på det, så prøv at snakke med din mor, bedstemor, en veninde eller sundhedsplejersken på skolen. Det kan være rart at få snakket om tingene og høre deres erfaringer.

Jeg håber mit svar kunne hjælpe dig.
Ellers vil jeg anbefale, at du kigger rundt på hjemmesiden og læser nogle af de artikler og svar, der hører til temaet: Pubertet - mest for piger. Der finder du bl.a. artiklen Den første menstruation

Venlig hilsen Karen Klitlund Børty


Karen Klitlund Børty

Skrevet af:

Karen Klitlund Børty

Jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer