Svag menstruation efter afbrudt samleje. Er jeg gravid?

Vis spørgsmål

Hej,

Jeg er en pige på 15, og er seksuelt aktiv med min kæreste.

Vi havde for nylig ubeskyttet sex, men han siger dog, at han nåede at trække den ud inden.

Jeg har haft menstruation i fire år nu. Jeg burde have haft min menstruation for 2 dage siden, men har indtil da kun haft brunt udflåd (ca. 3 dage) og meget lidt blod. Da det startede, følte jeg, troede jeg, at jeg snart ville få menstruation, da jeg fik smerter, men det er endnu ikke kommet + jeg har også haft en del humørsvingninger.

 

Kan jeg være gravid?

F, 15 år


SVAR:

Hej 15-årige

Mange tak for dit spørgsmål.
Jeg vil meget gerne svare dig.

Mulighed for graviditet

Ved ubeskyttet sex er der altid en mulighed for graviditet, men sandsynligheden er dog lille, når din kæreste ikke havde udløsning, mens penis var i skeden. Muligheden er der dog alligevel, da der godt kan komme lidt sædvæske med levende sædceller i, før din kæreste har egentlig udløsning.

Tjek om du er gravid

Hvis ikke din menstruation er kommet, som den plejer nu, synes jeg derfor, at du skal købe en graviditetstest og tjekke, om du skulle være blevet gravid. En graviditetstest kan købes i de fleste supermarkeder og på apoteket.
Hvis graviditetstesten er negativ, og du fortsat ikke får din menstruation, vil jeg anbefale dig at snakke med din læge om det.

Er I klar til en graviditet?

Jeg vil gerne skrive lidt mere til dig, da dit spørgsmål sætter nogle tanker igang hos mig. Uden at kende dig eller vide særlig meget om dig, får dit spørgsmål mig til at tænke, om du og din kæreste har talt sammen om, at der er mulighed for graviditet, når I har sex sammen? Og om I er klar til det, med de konsekvenser, det har, hvis det skulle ske?
Det er ikke altid nemt at snakke om, men jeg vil anbefale jer at prøve alligevel, da det formentlig ikke er en graviditet, du drømmer om som 15-årig. 

Sex har også andre konsekvenser end graviditet - det gør noget ved os på det følelsesmæssige plan. Når vi har sex, er det oftest rart og dejligt, men samtidig giver vi noget af os selv. Det kan derfor gøre meget ondt og efterlade dybe sår, hvis du en dag bliver svigtet af din kæreste eller selv finder en ny kæreste og igen giver noget af dit inderste, hvis I har sex sammen. Jeg vil derfor opmuntre dig til at vente med sex, til du er ældre og er i et trygt og stabilt parforhold. Jeg vil opfordre dig og din kæreste til sammen at læse i vores tema Teenager og sex Især disse to artikler: Pas godt på dit sexliv og Sex og følelser.

Der er en risiko ved ubeskyttet sex

Ved ubeskyttet sex er der mulighed for graviditet, så hvis I fortsat er seksuelt aktive, vil jeg anbefale jer at bruge prævention. I kan sammen læse om de forskellige muligheder i artiklen om Prævention
Jeg vil også lige minde om, at kondomet er den eneste præventionsmetode, der samtidig beskytter mod kønssygdomme, så det vil jeg anbefale jer at bruge, uanset om I også benytter anden form for beskyttelse.
I kan evt. læse mere om risikoen for at blive gravid i temaet  
Sådan opstår en graviditet

Hvis du er gravid

Hvis det viser sig, at du er gravid, tænker jeg, at der formentlig dukker en masse overvældende tanker, følelser og bekymringer op. Det er ikke sikkert, at det lige er det, du havde ønsket, og måske ønsker du allermest, at du kan skrue tiden tilbage.
Men hvis du er gravid, bærer du allerede nu på et nyt lille liv, som er en del af dig. Et lille hjerte slår, og det lille nye liv vokser for hver dag. Det er godt at snakke med andre om, hvordan du har det, hvis du er blevet gravid, og du er meget velkommen til at skrive her igen, da der er forskellig hjælp og støtte at få som gravid teenager.

Du kan også læse mere i denne artikel: Uønsket gravid - hvad gør jeg?

Jeg håber, at jeg har givet dig nogle svar, du kan bruge og ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen Anette


Anette Wedel Jensen

Skrevet af:

Anette Wedel Jensen

Jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer