Måske homo, er min forelskelse mærkelig?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. For et halv år siden begyndte jeg og tænkte på, om jeg var til fyre. Og idag ved jeg stadig ikke, om jeg er. Men mit spørgsmål er: Jeg mødte en sød fyr et år ældre end mig på et forum, som også tror han er homo. Vi har snakket i lidt tid nu og har skypet og set hinanden, og kan godt lide hinanden, som person og udsende. Men jeg tænkte, er det lidt mærkeligt, at blive kærester med en man har mødt på nettet?

hilsen den forelskede, 14 år


SVAR:

Kære 14-årige.

Tak for dit spørgsmål til Adam og Eva, som er en brevkasse, hvor spørgsmål om sex og parforhold diskuteres ud fra en kristen synsvinkel.

Du skriver ikke om du har en kristen tro, og derfor vil jeg forsøge at svare dig, som om du ikke har noget specielt forhold til tro og kristne værdier. Hvis du skulle have det, så tjek nogle af de andre svar ud på denne hjemmeside, som er skrevet til unge, der definerer sig ud fra en tro på Gud.

Voldsom udvikling skaber forvirring

Når man er teenager, så går man fra at være barn til at være voksen. Det er en tid, hvor krop og seksualitet fylder rigtig meget. Og det er ikke altid at hjernen helt følger med kroppen.

Det er en tid, hvor de fleste stiller sig de helt store spørgsmål: Hvem er jeg egentlig, og hvem bliver jeg til? Det er derfor helt almindeligt, at man oplever forvirring i kønsidentiteten: ”Hvem er jeg som mand?”, ”hvad vil det sige at være mand?”, ”er min seksualitet rettet mest mod mit eget køn eller mod det modsatte køn”. Du er altså ikke alene – de fleste teenagere oplever det forvirrende, når man prøver at finde ud af, hvem man mon er.

Påvirkninger - de der kan styres, og de der ikke kan

Når det handler om homoseksualitet, så tyder meget på, at mange mennesker i deres genetik har anlæg for både heteroseksualitet og homoseksualitet. Det er anlæg, der ”tændes” undervejs, mens man udvikler sig. Hvilket anlæg, som bliver det dominerende, afhænger af en række forskellig påvirkninger. Det kan være ting i ens opvækst, det kan være ting i forholdet til moderen eller faderen, det kan være påvirkninger fra venner mm.

Man styrer ikke altid selv, hvad der kommer til at påvirke en. Fx styrer man ikke selv, hvis andre krænker ens grænser, eller hvis en far opfører sig på en måde, så man bare ikke har lyst til at ligne ham, og derfor lægger afstand til det vigtigste billede, man har af, hvad det vil sige at være en mand.

Men der er visse ting, hvor man selv er med til at styre, hvad der vil påvirke en. Hvad lader man sig fx påvirke af, når man ser billeder på internettet og på TV?; hvad er det for venner, man hænger ud med?; hvad er det for fantasier, man bygger op i sit hoved og bruger, hvis man onanerer?

Alt sammen kan være med til, at en seksuel orientering bliver dominerende – genet er blevet aktiveret.

Valg og konsekvenser

Det betyder i dit tilfælde, at jo mere du lader dig påvirke af ting, som handler om homoseksualitet, jo større er chancen også for, at det kommer til at fylde, som det primære. Så du står her med nogle konkrete valg om, hvad du vil have med i din historie og bagage, og hvad du vil lade dig påvirke af.

Når det handler om en person, du har mødt på Skype og i et chatrum, så ved du kun det om personen, som personen har valgt at vise dig. Et er at lege med en fantasi, noget andet er, at opsøge personen med tanke på at undersøge, om der kunne komme noget ud af forholdet.

At bevæge sig ind i et kæresteforhold som 14 årig er tidligt – lige meget om det er heteroseksuelt eller homoseksuelt. Det er ikke sikkert, du helt kan overskue, hvad konsekvenserne er. Kan du sætte gode grænser? ER du i stand til at sige stop og nej? Så overvej for dig selv, om du er parat til at tage konsekvenserne af, at involvere dig med denne fyr? Vil det i sidste ende gøre noget godt for ham og for dig?

Når du skal finde svar på: Hvem er jeg?

Andre hjemmesider ville måske give dig det forslag, at du bare skal prøve det af, og at det så vil vise sig, hvad du mest er til. Det forslag vil du ikke få på Adam og Eva. Vi tror kun, at det er med til at skabe mere forvirring, og at det ikke nødvendigvis besvarer dit grundlæggende spørgsmål: Hvem er jeg egentlig? Når man endnu ikke ved, hvem man er, så er det vigtigt at være forsigtig med at give noget bort til en anden, som måske havde haft det bedre af at blive beskyttet. Din seksualitet er værdifuld. Du er værdifuld! Pas godt på dig selv!

Tid til tvivl - tid til at modnes

Andre hjemmesider ville måske foreslå, at man bare skal ”komme ud af skabet” allerede som 14 årig. Her tænker vi også, at det er for tidligt, at definere sig selv så markant. Giv dig selv lov til at have tider med tvivl og tider, hvor du overvejer, hvem du er. Giv dig selv tid til at blive ældre og mere moden.

Ventetider er ikke nødvendigvis dårlige – der lærer man sig selv rigtig meget at kende, bare på andre måder.

Hvis du har en tro, der er vigtig for dig...

Og hvis du nu havde defineret dig selv som troende, så ville jeg måske have henvist dig til en præst eller en anden voksen, som du havde tillid til, og som du kunne have delt de forvirrende følelser og tanker med.

Og så ville jeg have talt lidt med dig om troen på Gud, som er en himmelsk far, der både vejleder os og også igen og igen fortæller os, at han elsker os meget højt!

Og når vi er forvirrede, så kender han os, og giver os håb og sine ord, som er med til at definere os.

Men nu skriver du ikke noget om det. Så du må klikke lidt rundt på siden, hvis det er vigtigt for dig, eller skrive igen.

Her er nogle links, som du også kan prøve at læse:

Er jeg mærkelig?

Homoseksuel eller bare anderledes.

Kan I hjælpe mig med min forvirring omkring min seksualitet?

15 år - er det min seksuelle identitet, jeg er ved at finde?

Alt godt til dig

vh Ole


Ole Backer Mogensen

Skrevet af:

Ole Backer Mogensen

Sognepræst

adamogeva.dk

Annoncer