Er det forkert, at jeg som kristen fantaserer om en kæreste og sex?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg er her det seneste år begyndt at tænke HEELT vildt meget på.. ja.. Sex! - Hvilket også er problemet.
Bare lige kort - Jeg er som sagt 17, SNART 18, og er personlig kristen og tjener meget til i min kirke.

Jeg laver meget ved siden af gymnasiet, men når jeg endelig lige en weekend kan få tid til at se en film, er det altid romantiske komedier, der sniger sig ind. Jeg ved godt, det er VILDT piget, men jeg bliver helt blød i knæene af at se kyssescenerne, for ikke at sige det lidt mere heftige. (Har jeg virkelig skrevet det?).

Jeg selv har aldrig haft en kæreste, endda ikke kysset en dreng endnu, men vil ikke udelukke, at jeg dog har givet et par afslag :) Jeg lever vel stadig i drømmen om, at Gud har den rette for mig. Jeg har derfor ikke nogen som helst erfaring med kæresteforhold eller sex, ud over at jeg er i et kæmpe netværk med MANGE piger, som dog har lidt mere erfaring end mig, og derfor ved jeg også en masse om sex og "at være i et forhold".

Jeg er det seneste års tid, begyndt at falde i søvn, til tanken om at have en kæreste. Virkelig de cheasy-tanker med gåture ved stranden, han henter mig fra gymnasiet, vi spiller lovsange sammen osv osv. Men de seneste måneder, er det blevet lidt heftigere. Uden at gå for meget i detaljer, som jeg helt fra bunden af mit hjerte ikke er så stolt af, kan jeg godt lide at tænke på, når jeg en dag bliver gift med min kæreste, og at vi går i seng sammen. Jeg kan få helt kilder i maven ved det!
Nogen gange kan jeg se helt frem til om aftenen, hvor jeg skal tænke på det.

Men, er det forkert? Fik at vide i dag af en af mine veninders forældre at: "Lysten er sendt fra Gud. Lysten til sex og sammenlivet med ens partner. Søgen efter ens mand, er helt naturlig!" Noget i den stil i hvert fald.

Men jeg føler stadig ikke, at det er helt clean, det jeg gør. Jeg forstiller mig dog ikke de voldsomme pornoscener med pisk, og hvad ved jeg, jeg har virkelig ikke set så meget af sådan noget, men mere noget kærligt. Det er virkelig det kærlige, jeg glæder mig til! Ej nu stopper jeg, det bliver alt for følelsesladet det her, men jeg vil bare høre, om det forkert eller rigtigt, det jeg har gang i her?
Ingen kæreste, intet kys, jeg er jomfruelig på stort set alle punkter her, og alligevel forstiller og fantaserer jeg så meget over det.

Tror du/I Gud synes om det? Er det "kristent" at gøre?

Hilsen den forvirrede mig!! 17år


SVAR:

Kære forvirrede dig

Tak for dit brev.

Du og din seksualitet er normal

Vi vil gerne begynde med at skrive, at du skal vide om dig selv, at du dybest set er helt normal. Som din venindes forældre sagde til dig, så er lysten til sex og samlivet med en partner en del af menneskelivet, og det er givet os som en gave fra Gud. De seksuelle tanker og fantasier behøver du altså ikke skamme dig over, men du kan betragte det som en forberedelse til det at finde en partner og samlivet med ham.

Du kan evt. læse mere her: Er det ifølge Bibelen ok at have seksuelle tanker?

Sund balance

Samtidig vil vi gerne advare dig om, at det kan komme til at fylde for meget. Der er en vis risiko for, at man kan dyrke drømme på en sådan måde, at det bliver noget lettere at udføre det i virkeligheden, som f.eks. at se porno eller lettere tage skridtet til sex før ægteskabet, når du får en kæreste.
Der er også en risiko ved at basere dine forestillinger om, hvordan det bliver at være sammen med en (forhåbentlig) fremtidig kæreste på romantiske film og dine veninders erfaringer. For den slags kan have en tendens til at idyllisere, hvordan det i virkeligheden er. Men man skal altså have lov til at drømme og så længe de ikke forhindrer dig i at have en almindelig hverdag med skolegang og engagement i menigheden, så er der virkelig ikke noget galt i det.

Et kæresteforhold er så meget mere end sex

Du skriver, at du begyndte med at forestille dig det romantiske ved at blive hentet af din kæreste, gåture m.m. og at det så udviklede sig til noget mere heftigt. Vi vil gerne opfordre dig til lige at standse op og forsøge at vende noget tilbage til de første tanker, for kæresteforhold er så meget mere end sex. Det venskab, som der bygges op mellem to og den fortrolighed og tillid, man får til hinanden, er det, som er det bærende i ethvert kæresteforhold.

Lev i nuet

Dine forestillinger om, hvordan det engang bliver, må heller ikke hindre dig i at se de søde fyre, som faktisk er lige omkring dig – selvom de måske ikke i det ydre lever op til drømmen. Hvis de seksuelle drømme skal blive til virkelighed, så er forudsætningen jo, at der over lang tid er skabt et tillids- og kærlighedsforhold.

Du kan læse meget mere om "den eneste ene", singleliv mm i vores tema At finde den rigtige.
Der finder du bl.a. denne artikel Ridderen på den hvide hest 
og dette svar Søger jeg kærligheden for meget?

Kærlig hilsen Kirsten og Brian


Kirsten og Brian Christensen

Skrevet af:

Kirsten og Brian Christensen

Sygeplejerske/Familieterapeut og Præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK