Lyver han for sig selv, når han kun ønsker at være bollevenner?

Vis spørgsmål

Jeg er meget fortvivlet... Jeg mødte denne her vildt søde dreng for 3 måneder siden ca. Vi havde skrevet sammen et stykke tid, tror omkring 1000 beskeder på under 1 uge! Vi mødtes så første gang (for ca. 3 måneder siden) og vi havde sex sammen på første date. Vi har efterfølgende set hinanden 8-10 gange. Vi skriver virkeligt meget sammen og han er SÅ kærlig. Jeg skrev til ham for 1 måned siden, at jeg nok var faldet for ham, og det kunne han ikke lide at høre, for han ville bare være bollevenner..

Han har efterfølgende skrevet, at han ikke kan lide, at jeg er sammen med andre drenge en uge før, jeg skal være sammen med ham. Fordi jeg er ''hans sex pige ikke andres'' som han kalder det. Nu har han lavet det om til, at hvis jeg overhovedet skal være sammen med andre, vil han gerne vide det, inden jeg gør det... (ja han kommer så med alle mulige latterlige begrundelser for hvorfor, han gerne vil vide det). Da han skrev, at det var fordi jeg var hans pige og ikke andres, skrev jeg tilbage, at det var jo det, der ikke måtte ske, når man var bollevenner (altså følelser). Så svarede han: langt fra kærestepotentiale.

 

Han kommer fra en meget fin familie, hvor uddannelse og det hele er i top (mens jeg er lidt en modsætning).

Mit spørgsmål er, har han følelser for mig? - men lyver for sig selv, fordi jeg ikke har kærestepotentiale?

Han er også super kærlig og sød ved mig hver gang, vi er sammen. Vi har blandt andet sovet sammen 2 gange, hvor han har foreslået det. (jeg har lidt lagt låg overfor mine følelser for ham og er blevet lidt ''ligeglad'' Ved ikke om han har kunnet mærke det??

Den fortvivlede, 19 år


SVAR:

Kære ”Fortvivlede”

Tak for dit brev og spørgsmål.

Jeg kan godt forstå, du er forvirret og fortvivlet, for det, der startede med hyggelige sms’er og et ønske om et kæresteforhold, har, som du fortæller, vist sig at være et ”overfladisk” forhold, hvor det udelukkende handler om sex og ikke følelser.

Udnytter han dig?

Du skriver, at han er sød og kærlig, med samtidig skriver du også, at han stiller krav til dig om, at du ikke må have sex med andre, eftersom du er hans ”bolleven”, hans sex pige. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om han udnytter dig?

Jeg får lyst til at dele mine overvejelser, i forhold til ordet ”bolleven”, måske kan det give mening i forhold til dine tanker om, hvad det er for et forhold, du har indledt med fyren.

Pas godt på dit sexliv

For mig hænger sex og kærlighed sammen, og jeg vil til enhver tid anbefale, at man ser hinanden an, før man indleder et seksuelt forhold. Et sundt kæresteforhold bygger for mig på kærlighed, tryghed, tillid, ærlighed, respekt, venskab og ægte følelse, som er gensidige. Alt dette opstår ikke på en gang, men vokser langsomt ud af kendskab til hinanden.

Hvis man ”kun” kan bruges til ”bolleven”, hvor følelser og ”kærestepotentiale” er fjernet, så kan jeg godt frygte, at man vil kunne blive udnyttet på det groveste, også selvom drengen er sød og kærlig. På en måde svarer det til, at man går ud i byen og køber sex hos en prostitueret. Forskellen er, at en ”bolleven” er gratis. Jeg synes, du bør overveje, hvad det er, du lægger krop til, - er der tale om udnyttelse og overgreb?

Uforpligtende sex gør sårbar

Jeg har svært ved at tro på, at man kan have et seksuelt forhold til et andet menneske, uden at det også opstår nogle følelser af en eller anden art, hvilket du jo også har mærket i forhold til ham. Disse følelser kan man selvfølgelig vælge at ignorere, som du skriver, men dybest nede tror jeg, at det sætter sine sårende spor.

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret i forhold til, om der er følelser involveret fra hans side, umiddelbart virker det ikke sådan, idet han ikke ønsker et ægte kæresteforhold til dig, men kun vil have sex med dig.

Jeg skal ikke afgøre, om du skal fortsætte forholdet, men jeg synes, du bør overveje, om du vil lægge krop til et forhold, som ikke må være et ægte og gensidigt kæresteforhold.

Du fortjener noget bedre!

Du fortjener, som alle andre, en kæreste, der vil have dig fordi du er dig, en som sætter pris på nærhed, følelser og ægte kærlighed. En som kan vente med at få sex, til I har lært hinanden godt at kende, en som respekterer dine grænser og som vil være dig tro.

Vis dig selv respekt

Jeg synes, det er vigtigt, at du passer godt på dig selv og ikke går på kompromis og lader dig udnytte. Du må gerne stille krav og forventninger til, hvad du vil være med til og hvad du ønsker dig. Hvis ikke fyren vil og kan leve op til det og ikke behandler dig ordentligt og med respekt, er han ikke værd at samle på.

Jeg synes også, du skal læse disse svar:

Kan vi være "bollevenner" uden at være kærester?

Hvordan kan vi nå frem til at være "bollevenner"?

Hvorfor bliver han ved, når han kun ønsker sex?

Håber du kan bruge mit svar, ellers må du skrive igen.

Jeg ønsker dig held og lykke med at finde en kæreste, som vil have dig, fordi du har kærestepotentiale.

Kærlig hilsen Annette Hassingboe 


Annette Hassingboe

Skrevet af:

Annette Hassingboe

Lærer og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer