Lige fra forelskelse til forældre - har I gode råd til parforholdet?

Vis spørgsmål

Jeg er en kvinde på 22 år og bor sammen med min kæreste. Sammen har vi en pige på 4 år.

Vores parforhold har ændret sig meget. Vi gik fra at være nyforelsket til at være forældre. Min kæreste er 25 år og er en arbejdsnarkoman. Han er asfaltarbejder og hver anden weekend som taxachauffør.

Jeg føler mig meget alene i vores forhold og har prøvet at forklare ham det på flere måde, men han lukker af for mig.

Jeg har prøvet at forklare ham, at vores datter savner ham og nogen gange kommer han først sent hjem fra arbejde, hvor vores datter sover.

Lige nu er jeg sygemeldt på grund af psykiske årsager, så det er ikke nemt, at han altid har travlt.

Jeg føler det er pinligt at sige, at jeg har brug for sex og føle mig elsket. Min kæreste har ikke lyst særlig tit og min selvtillid falder, for jeg føler, at der er noget galt.

Når han endelig ikke arbejder, skal han lige hjem til hans forældre for at køre med hans nitro-biler eller hjælpe hans forældre som f.eks. lagt nyt tag på deres hus. Jeg er kørt træt i at besøge hans forældre, så jeg bliver hjemme, hvor han tager vores datter med. Det giver mig et pusterum, da jeg gør de fleste ting med hende i hverdagen som f.eks. at hente og bringe vores datter.

Jeg bruger rigtigt meget energi på det og jeg har gået fra ham 2 gange bare for at få opmærksomhed. Han lovede mig en masse, men nu er vi tilbage i samme spor. Jeg elsker min kæreste rigtigt højt og vil helst ikke miste ham.

Men jeg er bange for, at min kærlighed til ham bliver kvalt i frustrationer og bitterhed, over at jeg skal gøre alt, sågar rydde op efter ham så min datter ikke skal leve i en svinesti.

Jeg håber i har nogle gode råd, til hvad jeg skal gøre?

Med venlig hilsen

M-L, 22 år

SVAR:

Kære M-L

Tak for dit spørgsmål, det er rigtig godt, at du nu prøver en anden vej end at forlade ham, det har ikke rigtig virket for at få ham i tale, så jeg vil gerne forsøge at give dig nogle råd med, som jeg håber, du kan bruge.

Jeg kan sagtens mærke, hvor ensom du er I jeres parforhold, og at du først og fremmest elsker ham og savner ham, samtidig med at det er hårdt at skulle stå for det hele i jeres hjem, og jeg synes, du har gjort nogle fine ting for at få ham til at forstå, hvordan du har det, det er bare ikke så nemt at nå ind til ham.

Hvad er mon årsagen til at din kæreste ikke tager ansvar??

Du skriver, at jeres parforhold har ændret sig meget, at I gik fra at være nyforelsket til at være forældre, men du skriver ikke noget om, om det var et bevidst valg, at I fik et barn på det tidspunkt, og det kan godt have en betydning for, hvordan din kæreste reagerer nu. Når du beskriver ham for mig i dit brev, lyder det som om, at han ikke har forstået, at der følger et ansvar med, når man bliver en familie med barn, og det kan godt være, at han ikke nåede at vænne sig til tanken og aldrig har accepteret dette ansvar, og derfor stadig er noget umoden i forhold til at være familiefar. Det lyder som om, at han stadig gør, som det passer ham og glemmer, at I begge to har brug for ham derhjemme. Det kan også være, at han har oplevet et familiemønster hjemmefra, hvor det er vigtigt at arbejde, og ikke så vigtigt at værne om kone og barn, i hvert fald tager hans mor og far også en del af hans tid, og det hjælper jo ikke dig. Jeg kender ham ikke, men jeg tror, der er en grund til, at han ikke tager ansvar i jeres familie, og den grund behøver ikke at være, at han ikke elsker dig og jeres pige, måske ved han ikke, hvordan man gør tingene anderledes, eller hvordan man snakker om det.

Det er bare et par bud på, hvorfor din kæreste reagerer, som han gør. Det kan hjælpe dig til at forstå situationen og bedre handle ud fra det.

Drop anklagen og fortæl hvad du savner

Vi kan ikke ændre på din kæreste, det kan han kun selv, men du kan prøve at få ham til at forstå, hvordan du har det, og det kan du kun ved at fortælle ham om det, ikke anklage ham, men fortælle ham om hvordan det er at være dig, og om hvad du ønsker dig af ham.

Jeg tror, det er vigtigt, at du er konkret og beder ham om at løse konkrete opgaver som f.eks. støvsuge nogen gange om ugen, eller købe ind og lave mad, ting som hører til almindelig familieliv, og som du har brug for.

Tag tid til at være kærester

Samtidig er det vigtigt, at I laver ting sammen, som f.eks. går i biografen, spiser ude, går en tur, tager til fest, eller hvad der nu er jeres interesser, men det betyder noget at bruge tid sammen, hvor I ikke har jeres datter med, for at I kan opbygge den nærhed og intimitet, I havde fra starten.

Gør noget godt for dig selv

Du skriver, at du er sygemeldt p.g.a. psykiske årsager, du skriver ikke, om du får noget hjælp til dette, men det håber jeg, du gør. Jeg vil opfordre dig til, at du i denne periode sørger for at komme ud og opleve ting for dig selv, så du ikke går alene hjemme hele dagen, og bliver mere ked af det og frustreret, det kan nemlig nemt forstærke frustrationerne og bitterheden. Jeg ved godt, at det kan være en overvindelse og en kamp at komme af sted, når man har det psykisk dårligt, men jeg vil gerne opfordre dig til at tage kampen for at komme videre med dit liv. Jeg ved ikke, hvad dine interessere er, men det er vigtigt, at du får energi andre steder fra, for at du kan klare frustrationerne derhjemme, så brug tid på at være sammen med veninder, læse bøger om familieliv eller andet, tilmelde dig motion eller kurser eller hvad der nu passer dig.

Læs også disse artikler:

At flytte sammen

Kærlighed i praksis

Kærlighed og forelskelse

Hverdagen i hjemmet

Konflikter i parforholdet

Den nødvendige tilgivelse

Jeg håber, det har været til hjælp for dig, ellers må du skrive igen.

Hilsen Kirsten Kirk Christensen

Annoncer